Coronavirus

Plaster med 5000 mikroskopiske nåle kan måske erstatte coronastik

Forskere har udviklet et plaster med vaccine mod covid-19, som i forsøg med mus har vist lovende resultater.

Siden coronapandemiens begyndelse har forskere verden over forsøgt at udvikle forskellige metoder til så effektivt og smertefrit som muligt at give vacciner mod covid-19.

Forskere fra Queensland Universitet i Australien er sammen med amerikanske kolleger ved at udvikle et plaster, som smertefrit sørger for, at vaccinen kommer ind i kroppen gennem huden.

Teknikken skulle gøre det betydeligt nemmere for børn og folk, der er bange for at blive stukket med en sprøjte, at få vaccinen, og metoden menes ovenikøbet at øge effektiviteten af vaccinen.

Det fremgår af et studie med mus, som beskrives i en artikel i det lægefaglige tidsskrift Science Advances fredag.

Plastret kan i modsætning til flere af de eksisterende vacciner mod covid-19 opbevares ved almindelige temperaturer i op til 30 dage. Det gør det nemt at distribuere, hvis det skulle blive godkendt til brug.

Til sammenligning kan vaccinerne fra Pfizer og Moderna kun tåle at blive udsat for stuetemperaturer i nogle få timer, før de bliver ubrugelige og skal kasseres.

Og så er det nemt at bruge, fremhæver virolog David Muller, der er medforfatter på den videnskabelige artikel.

Forsøg med mennesker på vej

Plastret sættes på med en applikator, der ligner en ishockeypuck.

- Det føles som om, at du får et godt svirp på huden, siger David Muller.

- Det er meget simpelt at anvende. Du har ikke nødvendigvis brug for højtuddannede medicinere til at sætte det på.

Forsøg med mennesker ventes at blive indledt i april næste år.

"Uundgåelig" del af fremtiden

Plastret, som er en kvadratcentimeter stort, indeholder mere end 5000 mikroskopiske pigge, der hverken kan ses eller føles. Nålene er dækket af en vaccine, som siver ind i kroppen.

Det plaster, som blev brugt i studiet, er udviklet af det australske firma Vaxxas.

To amerikanske selskaber, Micron Biomedical og Vaxess, forsøger at udvikle noget tilsvarende.

- Det er efter min mening fremtiden. Det er uundgåeligt, siger Michael Schrader, der er administrerende direktør for Vaxess.

- Jeg tror, at i løbet af ti år vil du opleve, at det her på ret markant vis vil omforme måden, vi giver vacciner på rundt om i verden.