Coronavirus

Se listen over kommunerne med færrest vaccinerede

Københavns Vestegn har under pandemien både været dem, der har de højeste incidenstal og færrest færdigvaccinerede.

Vi står ved en skillevej, hvor antallet af vaccinerede afgør, om vi skal lukke samfundet ned igen eller ej.

Det meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag 26. oktober.

Særligt Københavns Vestegn halter bagefter med vacciner, men her vil sundhedsministerens budskab utvivlsomt klinge hult. Det siger Urfan Ahmed, der er praktiserende læge i Hvidovre og talsmand for Task Force Covid-19, som rådgiver kommuner i hele landet.

- Den her del af befolkningen har aktivt valgt ikke at tage imod vaccinen. Og nu har de overlevet coronapas og set hele samfundet lukke ned. Heunicke kan i deres øjne ikke komme med noget nyt, der er værre, vurderer Urfan Ahmed.

På landsplan er 75,1 procent af danskerne blevet færdigvaccineret, men i de 11 kommuner, hvor færrest har fået begge stik, er tallet væsentligt lavere.

Urfan Ahmed er selv en af dem, der har knoklet for at få overtalt flere på Vestegnen til at lade sig vaccinere. Og det er et langt træk, hvis vi skal overbevise flere om at tage den nu, mener han.

- Vi har dømt, at corona ikke er samfundsfarlig længere. Det gør også, at skeptikerne tænker: "hvorfor skal jeg tvinges til at blive vaccineret, hvis corona ikke er farligt?".

Én vestegnskommune topper listen

Ishøj, som mange gange har haft landets højeste incidenstal, topper også listen over færrest vaccinerede. Her har 62 procent af de lokale taget imod to stik med coronavaccinerne.

Og det er sandsynligvis også tæt på at være loftet for, hvor mange der vil lade sig vaccinere, vurderer praktiserende læge fra Ishøj Thomas Birk Kristiansen. Det skyldes ikke mindst, at der er et højt antal anden etniske danskere på Vestegnen.

- Hvis man kigger på andre europæiske lande, så er det en fællesnævner, at områder med en stor andel af indvandrere og deres efterkommere har lav vaccinetilslutning, siger han.

Der kan være flere årsager bag, tilføjer han. Men det er meget kompliceret, og som regel er der både noget social arv, økonomisk ulighed og aldersforskel, der kan spille ind.

Hvis man kigger på gennemsnitsalderen i Ishøj, er den 39 år. Kigger man derimod på Frederikshavn, som har en meget høj vaccinedækning på 78 procent, er gennemsnitsalderen 47 år.

- Da vaccination er mest relevant for ældre borgere, så siger det sig selv, at når man er yngre i Ishøj, vil det trække i retning af færre vaccinerede, siger Thomas Birk Kristiansen.

Selvom unge mennesker rigtigt nok ligger under gennemsnittet for færdigvaccinerede over hele landet, står det værre til på Københavns Vestegn. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Forklaringen bag findes i en blanding af dumdristighed og mistro, mener Urfan Ahmed, der har forsøgt at gå i dialog med de unge på Vestegnen.

- De har en fornemmelse af, at de er usårlige. Et supermandskompleks. Nogle har måske været smittet og overlevet det nemt, så derfor mener de, at der ikke er nogen fare ved at blive smittet igen.

Han tilføjer, at han har hørt flere sige, at de mener deres immunforsvar kan klare covid-19 selv, og derfor "vil de ikke putte noget i kroppen."

Mistillid til myndighederne

Det er en udfordring for sundhedsmyndighederne at overbevise vaccineskeptikere om at smøge ærmet op.

Og den udfordring bliver ifølge Urfan Ahmed kun større, i takt med at man rasler med sablen i et forsøg på at få flere til at tage vaccinen. Der er særligt to grupper på Vestegnen, der i hans erfaring er større modstandere af stikket end andre.

- Hele Vestegnen bærer præg af, at det er lavere sociale grupper, som bor her. Halvdelen af skeptikerne er etniske danskere, den anden er indvandrere. De etniske danskere er som regel socialgruppe 5 (ikke-faglærte, red.), og blandt efterkommerne er der faktisk en del veluddannede, men de har en grundlæggende skepsis mod regeringen, siger han.

Af samme grund er det hans oplevelse, at især de mindre veluddannede grupper ikke altid kan tolke nuancerne i forskningen om vaccinerne. Derfor ser de kun bivirkningerne og konkluderer, at vaccinerne er farlige.

Derfor tror han ikke, at Heunickes udmelding om, at samfundet risikerer at lukke ned, har nogen positiv indvirkning - tværtimod.

For de fleste af skeptikere har allerede fundet alternative kilder, der understøtter deres syn på vaccinerne, og derfor svækker myndighedernes pres blot tilliden til vaccinerne endnu mere. Her er udfordringen, at også de mere veluddannede skeptikere har mistet tilliden til sundhedsmyndighederne.

- De mener i forvejen, at myndigheder og læger er marionetdukker. De finder alternative kilder i den internationale vaccineskepsis. Det kan godt være, mange siger, det er misinformation, men det er svært at overbevise den her befolkningsgruppe om, siger han og tilføjer:

- De tror mere på de sociale medier end mainstream-medier.

Advarer mod indirekte tvang

Når de personer, der aktivt har valgt ikke at tage imod vaccinen, bliver opstillet som syndebukke for risikoen for en kommende nedlukning, er det på grænsen til at være en hetz. Det mener Thomas Birk Kristiansen.

Lægen fra Ishøj synes, at det uanset hvad bør være et frit valg, om man ønsker vaccinen eller ej.

- Dem, der ønsker vaccinen, kan allerede tage mod den og beskytte sig selv. Så måske skal man blande sig lidt mindre i dem, der ikke er vaccineret, lyder det.

Men det er vel alles ansvar at være med til, at færre bliver smittet med covid-19. Tager man ikke også vaccinen for at hjælpe andre?

- Jeg tilhører dem, der mener, at man vaccinerer for sig selv. Vaccinerne giver så god beskyttelse, at den enkelte kan beskytte sig ved at lade sig vaccinere. Særligt ved fremkomsten af nye smitsomme varianter er vaccination en mindre beskyttelse mod at få covid-19 og siden smitte andre.

Urfan Ahmed synes ikke, at man skal bruge indirekte tvang til at presse andre til vaccinestederne. Han så hellere, at man gik i individuel dialog med skeptikerne og tog dem seriøst.

- Man skal være åben over for deres forestillinger og tage dem seriøst, for det er deres verdensopfattelse, men vi er selvfølgelig nødt til at udfordre den, siger han.

Vi er snart to år inde i en pandemi. Kan du forstå, hvis myndighedernes tålmodighed er ved at løbe op?

- Ja, men vi kommer aldrig til at ramme gennemsnittet af færdigvaccinerede på Vestegnen. Men det gør vi ikke på nogle parametre på landsgennemsnit, når det gælder sundhed. Der er ulighed i sundheden på Vestegnen. Men vi vil fortsat kæmpe for at få antallet af vaccinerede op.