Coronavirus

Kontakttallet er 1,2

- Hvis ikke vi var vaccineret, var vi virkelig i vanskeligheder på nuværende tidspunkt, siger epidemiolog.

Kontakttallet er nu beregnet til 1,2 oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

I sidste uge var kontakttallet 1,0.

- Selvom det bygger på usikre tal, flugter det med andre nøgletal. Incidensen er steget fra 90 til 161 på en uge. Skyldes delvist, at flere lader sig teste, men den gennemsnitlige daglige positivprocent er også steget fra 1,4 til 2,0, skriver ministeren på Twitter.

Kontakttallet er et udtryk for, om smitten i samfundet er stigende eller aftagende, og det er i løbet af epidemien blevet brugt flittigt af sundhedsmyndighederne.

Ifølge flere eksperter er kontakttallet dog blevet usikkert, fordi langt færre lader sig teste.

Tallet beregnes nemlig ud fra antal positive tests, og når datagrundlaget svinder ind, bliver resultatet mindre korrekt.

De seneste uger har kontakttallet ligget på omkring 1,0, hvilket betyder, at epidemien burde være helt stabil. Faktum er dog, at antallet af smittede er mere end fordoblet i perioden.

Mandag var det daglige smittetal over 1400.

Samtidig oplyser sundhedsministeren, at 55 procent tilfældene i sidste uge var blandt færdigvaccineree.

- Det skal selvfølgelig ses i forhold til at, de udgør 75 pct. af befolkningen. Altså stadig stor effekt af vaccinerne, men vigtigt at også vaccinerede lader sig teste ved symptomer, lyder opfordringen fra Magnus Heunicke.

Udviklingen kan standses med test og isolation

Flere bliver indlagt end på samme tidspunkt sidste år. Flere bliver smittet.

Men færre dør, lyder det fra epidemiolog ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen, som følger smitteudviklingen tæt via flere grafer.

- Hvis ikke vi var vaccineret, var vi virkelig i vanskeligheder på nuværende tidspunkt, siger han til TV 2.

Men vi har stadig en fordel, vurderer epidemiologen. Vi kan nemlig planlægge, hvordan vi vil gribe ind overfor stigningen, som han vurderer, svarer til et kontakttal på cirka 1,4.

- Det kan man faktisk standse med test og isolation. Den tilgang kan stoppe smittespredningen i det tempo, som vi ser nu, siger Viggo Andreasen.

Han vurderer, at myndighederne har cirka en måned til beslutte sig for, hvordan smittestigningen skal gribes an.

- Jeg vil nok foreslå, at man begyndte lidt før i de mest berørte områder, og så traf en beslutning om, hvordan man skal indrette sig i resten af landet, lyder det fra Viggo Andreasen.