Samfund

Dronning Margrethe slår fast, hvem der lærte hende at ryge

Unge i dag debuterer som rygere på helt andre måder, end dronningen gjorde for 64 år siden.

Første gang, dronning Margrethe tændte en cigaret og røg den, var i 1957 sammen med sine forældre, kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Det fortæller dronningen i den nye biografi 'Undervejs' af Tom Buk-Swienty, der udkom tirsdag forud for Magrethes 50 års jubilæum som regent i januar.

- Min far og mor havde røget i hele min barndom, og en dag spurgte de, om ikke jeg ville have en cigaret. Og jeg har strengt taget røget siden, siger dronningen i 'Undervejs'.

Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor ved Professionshøjskolen Absalon, mener, at dronningens historie om sin rygerdebut siger meget om, hvor meget både samfundet og kongehuset har ændret sig på 64 år.

- At hun er blevet introduceret for cigaretter af sine forældre er jo virkelig med til at sætte i perspektiv, hvor meget der har ændret sig i hendes regentperiode, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han påpeger, at der dengang ikke var samme fokus på livsstil, hverken i kongehuset eller i den generelle befolkning.

Unge debuterer ikke længere med familien

Ifølge forsker i sundhed og social kontekst ved Institut for Folkesundhed Susan Andersen, der har forsket i unges rygevaner og motiv for at ryge, er majestætens debut som ryger ikke længere typisk.

De sociale normer for rygning har nemlig ændret sig markant siden 1957, hvor der så godt som ingen regler var for rygning.

I dag er det ifølge Susan Andersen ikke længere socialt acceptabelt for forældre at ryge med deres børn – eller at give deres børn tobak for den sags skyld.

- Det er dog stadig sådan, at de fleste sociale normer får vi med hjemmefra. Og selvom det er mere sjældent, at vi ser familier direkte ryge sammen, så er forældrene som rollemodeller stadig en væsentlig faktor, siger Susan Andersen.

Men i dag har vennerne en større betydning for, om danske unge tænder den første smøg, forklarer Susan Andersen.

- Rygedebut handler meget om, hvilken vennegruppe man kommer ind i, og hvilke normer der skabes i gruppen, siger hun.

De fleste rygere i dag har ifølge Sundhedsstyrelsen deres debut i alderen 14-16 år. Når vi debuterer i teenageårene, skyldes det, at de fleste mennesker i den alder er meget risikovillige.

- Unge er i en proces med at udvikle deres identitet. Rygning handler den dag i dag meget om at eksperimentere med at prøve forskellige ting, der knytter sig til det at være voksen, forklarer Susan Andersen.

Den sidste rygende regent

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen har dronningens rygevane været noget nær det eneste, hun har modtaget kritik for i sin lange regentperiode.

Han mener dog også, at dronningens insisteren på at fortsætte med at ryge viser, at hun er mere konservativ end befolkningen generelt.

- Det er et meget konservativt synspunkt at holde fast i at ryge, selvom det omkringliggende samfund udvikler sig til at synes, man burde lade være, siger Lars Hovbakke Sørensen.

I dag er det helt upassende, at en regent ryger

Lars Hovbakke Sørensen

Det er dog ifølge kongehuseksperten ganske i tråd med kongehusets historik og generelle rolle i samfundet.

- Kongehuset vil typisk afspejle samfundsudviklingen til en vis grad, men være lidt mere konservativt end det øvrige samfund.

Lars Hovbakke Sørensen mener dog bestemt, at dronning Margrethe er den sidste kongelige, vi vil se ryge offentligt.

- Befolkningen har fuldstændigt ændret synet på rygning, og i dag er det helt upassende, at en regent ryger, siger han.