Nye ejendomsvurderinger efter rod i Skat: - Hvem skal betale mere, og hvem skal have penge tilbage?
Efter rod i Skat er der nye ejendomsvurderinger på vej. I første omgang modtager 50.000 boligejere en vurdering af, hvor meget deres bolig er værd.
Der er for første gang i ti år sendt nye ejendomsvurderinger ud.
Og det er godt nyt for boligejere i udkantsområder i Danmark, der snart kan se frem til at få penge tilbage.
Det siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, til TV 2.
- Det er typisk i de områder af landet, hvor priserne er forholdsvis lave, at man kan se frem til at få penge tilbage. Det er typisk yderområderne, forklarer hun.
Omvendt kan det betale sig at beholde pungen godt begravet i lommen, hvis man for eksempel bor på Frederiksberg i København.
- Det er et af de steder, hvor man virkelig kan se frem til højere vurderinger. Priserne er steget meget, meget voldsomt, og det betyder på sigt en højere boligskat, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Rod i Skat
De nye vurderinger har været ti år undervejs efter blandt andet it-problemer i Skat.
Gentagne ministre har lovet at råde bod på vurderingerne, men først nu er det lykkedes.
De nye ejendomsvurderinger er mere detaljerede end tidligere. De tager for eksempel højde for ejendommens størrelse, alder og beliggenhed, samt prisudviklingen i det område, man bor i.
Det betyder, at boligejere, som har betalt for meget i ejendomskat de seneste ti år, kan forvente at få penge tilbage. Samtidig slipper de boligejere, der har betalt for lidt, for at betale ekstra.
- Jeg er bange for, at jeg bliver overrasket
I første omgang er det 50.000 boligejere, som modtager en vurdering af, hvor meget deres bolig er værd.
På en villavej i Aarhus har de ventet længe på deres nye ejendomsvurderinger, og selvom den endnu ikke er dumpet ind hos ingeniør Jørn Pedersen, ser han frem til det.
- Det er godt, at de kommer. Langt om længe. Jeg er spændt på, om det er, som vi regner med her, siger han til TV 2.
Det samme er Dennis Hylgaard, der er HR-manager. Men han er også en kende bekymret.
- Jeg forventer, at de nærmer sig et mere realistisk niveau end de gamle. Vi har været bekymrede på grund af skattestoppet og glæder os til at se den, men jeg er bange for, at jeg bliver overrasket, siger han.
Ingen skal betale ekstra skat
De første ejendomsvurderinger blev sendt ud torsdag. Senere følger en besked om, hvorvidt boligejerne skal have penge retur eller ej for ejendomsskatter betalt i perioden 2011-2020.
Beløbet vil fremgå af meddelelsen og vil automatisk blive udbetalt til boligejerne på deres NemKonto.
Skatteministeriet forventer, at 195.000 boligejere vil klage over de nye vurderinger.
Trods det kalder Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører i Socialdemokratiet, de nye vurderinger for "en milepæl".
- Der er ingen tvivl, om at de vurderinger, der kommer ud nu, er langt bedre end dem, som vi har set tidligere, fordi vi har fået et system, der er bedre, siger han til TV 2.
Efter nytår vil cirka 100.000 ejendomme få nye vurderinger, og så vil Vurderingsstyrelsen i andet halvår af 2022 tage hul på sagsbehandlingen af de resterende cirka 700.000 parcel- og rækkehuse.