Samfund

Eksperter spår stigning i smitte og indlagte i november

En coronaekspertgruppe spår ifølge SSI, at der i midten af november vil være stigning i smitte og indlagte.

En coronaekspertgruppe spår ifølge SSI, at der i midten af november kan være 600 til 3200 daglige smittede og 25 til 110 daglige nyindlæggelser.

Det vurderer ekspertgruppen for matematisk modellering i et nyt notat, der er blevet delt af Statens Serum Institut (SSI), der står i spidsen for gruppen.

Modellen viser, hvordan det vil gå i et scenarie, hvor aktiviteten i samfundet og vaccinationstilslutningen begge svarer til det niveau, vi har nu. Det oplyser læge Camilla Holten Møller, som leder ekspertgruppen for matematisk modellering, i en pressemeddelelse.

- Ud fra det regner vi stadig med at se en stigning i de daglige smittetal og nyindlæggelser i de næste seks uger. Men det er også stadig usikkert, hvor stor at stigningen vil blive, siger hun.

Særligt blandt unge og uvaccinerede

Selv om der er usikkerhed forbundet med estimaterne, så vurderer eksperterne, at der er større sandsynlighed for, at både smittetal og nyindlæggelser kan ende i den nederste del af spændet.

Ekspertgruppen regner med, at de fleste smittede vil findes i de yngre og uvaccinerede aldersgrupper. Men også blandt de vaccinerede 12- til 59-årige forventes et betydeligt antal gennembrudsinfektioner. Det vil sige folk, der får påvist covid-19-smitte, selv om de er fuldt vaccinerede, og vaccinernes fulde effekt burde være trådt i kraft.

Blandt de nyindlagte i aldersgrupperne 0- til 59-årige består de primært af personer, der ikke er blevet vaccineret. Ser man til gengæld på personer fra 60 år og op, så er størstedelen af de nyindlagte personer, der ér blevet vaccineret.

Et tredje stik kan hjælpe

Effekten af den 3. vaccination er dog ikke regnet med i modellerne. Det forventes derfor, at antallet af indlæggelser blandt de ældste vil blive reduceret som følge af, at de får det tredje stik.

Ekspertgruppen bemærker, at der er usikkerhed forbundet med estimaterne, da befolkningens adfærd kan ændre sig. Det er også uvist, hvilken betydning efterårsferien har for smittespredningen.

Fremover forventer ekspertgruppen, at de vil kunne præsentere opdaterede estimater for udviklingen i de daglige smittetal og nyindlæggelser hver anden til tredje uge.

De seneste tal fra SSI viser, at der tirsdag var 1127 nye coronatilfælde og 32 nyindlæggelser.