Coronavirus

Storbritannien frygter ny deltavariant - Danmark er på forkant ved et tilfælde

Det var et rent tilfælde, at de danske forskere valgte at følge den variant, som nu er i stigning hos briterne.

Storbritannien har fået øje på en ny dominerende Delta-variant, der er mistænkt for at være mere hårdfør end tidligere varianter. Det skriver BBC.

Den nye Deltaplus-variant med navnet AY.4.2 menes at stå bag op mod seks procent af det eksplosivt stigende antal af coronasmittede, som landet har oplevet siden begyndelsen af oktober.

Jeg vil tro, vi her i Danmark er længst i verden i forhold til viden om varianten

Overlæge og leder af virus, forskning og udvikling på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard

Men mens briterne først er ved at finde hoved og hale i AY.4.2s styrker og svagheder, har den i flere uger været på radaren hos en række forskere på Statens Serum Institut i Danmark.

Det skete ved et rent tilfælde. Det fortæller overlæge og leder af virus, forskning og udvikling på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard, til TV 2.

- Det var et lucky punch fra vores side, siger han om beslutningen, som blev truffet for et par uger siden.

SSI dyrker flere varianter

Her besluttede Statens Serum Institut sig nemlig for at isolere og undersøge en masse forskellige Delta-varianter, som forskerne vurderede havde potentiale til særlig overvågning og interesse.

Heriblandt AY.4.2., som nu er kommet i fokus i Storbritannien.

Og det har givet SSI et forspring.

- Jeg vil tro, vi her i Danmark er længst i verden i forhold til viden om varianten, siger Anders Fomsgaard.

262 smittetilfælde i Danmark

Forskerne på SSI er fortsat i gang med at undersøge AY.4.2 i laboratorier for at blive klogere på, om den er mere resistent mod vaccinen.

Forventningen er, at der skal gå yderligere et par uger, inden der kan konkluderes noget.

Men indtil videre tyder intet på, at den nye Deltaplus-variant er mere resistent eller giver anledning til flere indlæggelser.

- Umiddelbart er der ingen data, som får os til at råbe vagt i gevær, men vi undersøger virussen så hurtigt, vi kan, siger Anders Fomsgaard.

AY.4.2 blev først fundet på dansk grund 4. august, og siden har der været omkring 262 smittetilfælde herhjemme, forklarer den danske læge.

I øjeblikket udgør den under to procent af de danske smittetilfælde.

På nuværende tidspunkt vil jeg sige, vent og se. Lad være med at gå i panik.

Direktør på University College London's Genetics Institute, Francois Balloux

Med henholdsvis 7, 13, 6 og 8 smittetilfælde pr. uge indenfor de seneste fire uger ligger Deltaplus-varianten nu på en 8. plads over virusvarianter i Danmark.

På den baggrund vurderes deltaplusvarianten i øjeblikket til at være "Stabil lav, uden tendens til stigning" i Danmark, ifølge Anders Fomsgaard.

- Men vi følger den stadig. Vi kan kun hænge hatten på, at den er stigende i England. Og samtidig har vi heller ingen data fra England, siger Anders Fomsgaard.

Vil fremlægge viden for WHO

Verdenssundhedsorganisationen WHO afholder et ugentligt møde, hvor nationer deler viden om coronavarianterne. Og SSI forventer, at Storbritannien vil bringe AY.4.2 op til det næste møde

- Og her vil vi svare, at vi dyrker den, og hvad vi ved hidtil. Det er kun få dage siden, at englænderne begyndte at holde øje med virussen, men vi vil gerne have data fra dem, siger Anders Fomsgaard.

Samtidig understreger han, at der både kan være biologiske faktorer og tekniske forklaringer i forhold til den stigende smitte i landet. Alt fra ændring i et computersystem til en fodboldkamp kan være årsagen.

- Det kan være, at englænderne har fundet en god forklaring. Vi har selv ladet os narre af smittekæder. Eksempelvis med et udbrud, der kunne spores tilbage til en restaurant i Hellerup, lyder det fra den danske forsker.

Lad være med at gå i panik

I Storbritannien siger professor Francois Balloux, som er direktør på University College London's Genetics Institute, at AY.4.2 potentielt er op mod 10 procent mere smitsom.

Vi kender den. Vi følger den. Vi dyrker den.

Overlæge og leder af virus, forskning og udvikling på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard

Det er dog, ifølge professoren, intet i forhold til Alfa- og Delta-varianterne, som var 50-60 procent mere smitsomme.

Francois Balloux forsikrer, at videnskaben i landet er rustet til at opdage alle virusmutationer, som opfører sig mistænksomt.

- På nuværende tidspunkt vil jeg sige, vent og se. Lad være med at gå i panik. Den er muligvis en smule mere smitsom, men det er ikke noget fuldstændig katastrofalt, som vi tidligere har set, siger professoren til BBC.

Kan vise sig at være en and

Den betragtning er Anders Fomsgaard enig i.

Eftersom AY.4.2 ikke har fået et navn i det internationale system, som overvåger coronavarianterne, har man hidtil ikke kunne følge virussens udvikling globalt.

- Dog er der ikke andre data på planeten, som viser, at den er stigende. Så vi tager det helt roligt, siger han.

Forskerne på Statens Serum Institut fortsætter med at undersøge AY.4.2. Blandt andet hvordan virussen reagerer på neutraliserende antistoffer, og hvor resistent virussen er på en skala fra 1 til 10.

I mellemtiden skal England og resten af verden finde ud af, hvor virussen er nået hen. Ifølge BBC er AY.4.2 - ud over Europa - også nået til USA. Senest er den onsdag registreret i Israel, skriver Sky News.

Onsdag har USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) ifølge Reuters oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at den nye variant har nogen effekt på vaccinernes virkning.

- Vi kender den. Vi følger den. Vi dyrker den. Det kan vise sig at være endnu en and, som flere andre varianter har været, og så kan vi ånde lettet op. Men vi undersøger hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger Anders Fomsgaard.