Samfund

Gyldendal forsvarer Ottesen

Det vil stride imod erindringsgenren, hvis Lotte Friis var blevet forelagt Ottesens bog, mener Gyldendal. Men bør omtalte personer involveres?

Allerede inden udgivelsen har Jeanette Ottesens selvbiografi ’Fri’ været genstand for stor debat, og nu tager forlaget bag bogen, Gyldendal, forfatteren i forsvar.

I bogen undskylder Ottesen for at have mobbet sin svømmerkollega Lotte Friis, men nævner i samme omgang de konkrete grunde til, at hun mobbede Friis.

I bogen kalder hun blandt andet Friis for ”et klassisk mobbeoffer”, og det har fået flere til at pege på, at Ottesen faktisk gentager mobningen – samtidig med hun undskylder for den.

Lotte Friis har siden på Instagram kritiseret bogens afsnit om episoderne med mobning.

Hun forklarer, at Jeanette Ottesen en uge tidligere havde ringet og undskyldt for sin opførsel dengang. Her fortalte Ottesen også, at der ville være en undskyldning med i bogen.

- MEN hun fortalte mig på intet tidspunkt, at bogen indeholdte et længere afsnit, hvor hun nøje beskrev forløbet – og udstillede mig, skriver Lotte Friis i opslaget.

Man har lov at skrive sine erindringer, og så skriver man om andre mennesker, og det er potentielt etisk problematisk

Jon Helt Haarder, litteraturforsker på Syddansk Universitet

Gyldendal forsvarer bogen

Hos forlaget Gyldendal står man ved, at Lotte Friis ikke er blevet anonymiseret i afsnittet.

Til Politiken siger forlagschef for Gyldendal Nonfiction Michael Jannerup, at han er ærgerlig over, at Lotte Friis er blevet ked af det.

Men han forsvarer valget om ikke at forelægge det konkrete afsnit for Lotte Friis.

- Det er klart, at vi kan tjekke fakta, hvis noget er faktuelt forkert. Men hvis vi forelægger det over for dem, og de får en indsigelse i det beskrevne, er det ikke længere Jeanette Ottesens erindringer. Det skriver hun også sidst i bogen. Det er hendes version, der kan være andre versioner af det, siger han til Politiken.

Han beskriver, at der inden for erindringsgenren ikke er et krav om at høre den modstridende part, som det gælder inden for journalistik.

Det, som står i bogen, er Jeanette Ottesens opfattelse af episoder, hvor Lotte Friis er til stede.

Men det er netop denne ensidige fremlæggelse, som Lotte Friis har protesteret mod.

- Jeanette har ved sit behov for at fortælle det, hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om ”mobbeofferet” Lotte. Det synes jeg ikke er OK, skriver Lotte Friis på Instagram.

Litteraturforsker: Det er en gråzone

Hvornår bør en forfatter så forelægge sin erindringsbog for de personer, som indgår i den?

Det er en gråzone, forklarer Jon Helt Haarder, der er lektor og litteraturforsker på Syddansk Universitet.

Han har ikke fulgt med i sagen og forholder sig derfor rent principielt til, hvilke udfordringer og gråzoner, der er i erindringsgenren.

- Man har lov at skrive sine erindringer, og så skriver man om andre mennesker, og det er potentielt etisk problematisk, siger han til TV 2.

I journalistikken er det en selvfølge, men i skønlitteratur kan man ikke forlange, at alle involverede skal have bogen til gennemsyn, lyder det. Og her lander erindringer i et uklart område.

- Generelt er det god skik, at hvis man skriver om nogen, så giver man dem mikrofonen og deres side af sagen, forklarer Jon Helt Haarder.

Ottesen undskylder igen

Onsdag tog Jeanette Ottesen fat på den kritik, som blandt andet Lotte Friis er kommet med.

Hun skriver, at hendes intention med bogen blandt andet var ”at stille skarpt på mobning ved at fortælle om personlige oplevelser og ved at sige undskyld”.

- Jeg er i stedet kommet til at reproducere og ansvarliggøre Lotte. Det var det sidste, jeg ville, men jeg kan godt se, at det desværre er, hvad jeg har gjort. Det er jeg ked af, skriver Ottesen på Instagram.

På sin Instagram har Lotte Friis lagt en række stories ud, hvori hun takker for støtten, hun har fået i kølvandet på, at sagen fik omtale i medier og på sociale medier.

- Jeg har de sidste 24 timer holdt telefonfri, fordi den har bimlet og bamlet, og det har været rigtig svært for mig at sortere i det, der er kommet ind, og mærke mig selv i hele den her proces, jeg ufravigeligt er blevet en del af lige pludselig, siger hun.

Jeanette Ottesen er ikke vendt tilbage på TV 2’s forespørgsel om interview. På Instagram skriver hun, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen. Michael Jannerup ønsker ikke at stille op til interview og henviser til sit interview i Politiken.

'Fri' udkommer torsdag.