Samfund

Handelsbanken vil forlade Danmark - kunder uberørt nu og her

Handelsbanken vil gå fra at fokusere på seks markeder til tre markeder. Det betyder et farvel til Danmark.

Handelsbanken har indledt en proces om at sælge sin virksomhed i Danmark.

Det oplyser banken med de svenske rødder tirsdag aften i en meddelelse.

Baggrunden for frasalget er en beslutning om at fokusere forretningen, som i øjeblikket breder sig over seks markeder. Et af dem er Danmark.

Vil fokusere på tre markeder

Ifølge Handelsbanken skal beslutningen ses i lyset af øgede lovgivningskrav, der har gjort det vanskeligere at udnytte samarbejdsmuligheder på tværs af landegrænser.

Derudover efterspørger kunderne nye løsninger. De skal udvikles og tilpasses lokale forhold snarere end globale produkter.

Det gør, at Handelsbanken nu vil indskærpe sit fokus fra seks til tre markeder.

- Banken vil fremover fokusere på tre markeder mod tidligere seks, nemlig: Sverige, Norge og UK (Storbritannien, red.).

- Der indledes nu en proces om frasalg af virksomhederne i Danmark og Finland, mens Holland bliver en del af Handelsbanken Capital Markets, skriver banken i meddelelsen.

Ændrer ikke noget her og nu for danskere

Lars Moesgaard, administrerende direktør i Handelsbanken Danmark, beroliger de danske kunder med, at frasalget her og nu ikke ændrer noget for dem.

- Vi fortsætter med at drive vores bank i Danmark med uændret beslutningsmandat.

- Vi vil fortsat hjælpe vores kunder med igangværende og nye forretninger, og de vil møde de samme rådgivere og eksperter og få den samme tilgængelige og personlige rådgivning som hidtil, siger Lars Moesgaard i meddelelsen.

Handelsbanken har været i Danmark siden 1992.

Siden har det udviklet sig til et af de større pengeinstitutter i landet, men uden at være i samme størrelsesorden som eksempelvis Danske Bank, Nordea eller Jyske Bank.

I dag har Handelsbanken over 600 medarbejdere fordelt på mere end 40 filialer i Danmark.