Samfund

SSI mangler 82.000 influenzavacciner – det går ud over de sårbare, siger lægeformand

Praktiserende læger er nødt til at aflyse eller udskyde vaccinationer. Men ifølge Statens Serum Institut er der vacciner nok til risikogrupperne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har flere gange opfordret danskerne til at lade sig vaccinere mod influenza.

Men nu er efterspørgslen på influenzavaccinerne for stor til, at Statens Serum Institut (SSI) kan følge med.

Således ligger der bestillinger på 82.000 doser fra apoteker, læger og klinikker, som styrelsen på nuværende tidspunkt ikke kan efterkomme.

Det oplyser SSI’s pressetjeneste til TV 2.

Bør prioritere de svageste

Den store efterspørgsel betyder blandt andet, at praktiserende læger er nødt til at aflyse eller udsætte vaccinationer af patienter, fortæller Jørgen Skadborg, der er konstitueret formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

- Manglen på vacciner gør, at man bør prioritere de svageste i samfundet, selvom det er forståeligt, at private virksomheder gerne vil vaccinere ansatte, siger han.

Det har konsekvenser for dem, der har allermest brug for vaccinen, når doserne ikke slår til, mener Jørgen Skadborg.

- Det er ikke særlig smart, at vaccinerne ikke bliver distribueret til risikogrupperne. Det trænger til mere styring fremover, siger han.

De mange nedlukninger og øget hygiejne under coronakrisen betyder, at en række luftvejssygdomme er blevet undertrykt. Infektioner, som ventes at vende tilbage i løbet af efteråret og vinteren.

De ældre, sundhedspersonalet og børnene, har endnu tid nok til at få deres stik i de kommende uger

Lasse Vestergaard, afdelingslæge på Statens Serum Institut

Når myndighederne derfor har opfordret befolkningen til at huske influenzavaccinen, har det været for at forebygge fornyet pres på sundhedsvæsenet.

Rekordhøj leverance af vacciner

Sundhedsministeriet oplyser til TV 2, at der i år er bestilt flere vacciner hjem end i de foregående to år.

- Der er bestilt et meget stort antal influenzavacciner – omkring 2,5 millioner influenzavacciner sammenlignet med omkring 1,6 millioner i 2020 og 1 million i 2019. Samtidig er der sikret en stor mængde højdosis vacciner til de ældste og vacciner til børn i alderen 2-6 år, skriver ministeriet i et skriftligt svar.

Jørgen Skadborg forventer derfor også, at problemet med tiden går i sig selv.

- Men lige nu er der et enormt problem med uvished for dem, der skal udsætte lægetid, fordi der ikke er en vaccine til dem, siger han.

Danske Lægers Vaccinations Service, der er landets største udbyder af vacciner, satte sidste år virksomhedsvaccinationer på pause, fordi der manglede vacciner.

Men direktør John Madsen fortæller til TV 2, at der ikke er grund til bekymring i år.

- Vi har vacciner nok til både risikogrupperne og de private kunder, siger han.

På landets apoteker er der også stadig vacciner på lager.

- 390 apoteker tilbyder gratis vaccination for alle i risikogruppen. På hjemmesiden kan man se, hvilke apoteker i nærheden der vaccinerer. Man kan bare komme lige ind fra gaden og behøver ikke bestille tid, siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening.

Hun understreger, at det indtil på fredag kun er personer i risikogruppen, der kan få vaccinen. Herefter kan alle, der ønsker det, blive vaccineret på apoteket mod betaling.

Flere vacciner på vej

Statens Serum Institut fortæller mandag, at 650.000 personer ifølge seneste opgørelse er blevet vaccineret.

Da de i alt har sendt 1,3 millioner vacciner ud, bør der ifølge instituttet på nuværende tidspunkt være 650.000 doser tilbage i samfundet klar til at blive brugt.

Derudover lander yderligere 200.000 doser i uge 43, skriver SSI i et skriftligt svar.

- Det er mere end rigeligt til risikogrupperne, så der burde ikke være et problem, oplyser Lasse Vestergaard, afdelingslæge på Statens Serum Institut.

Det er ikke særlig smart, at vaccinerne ikke bliver distribueret til risikogrupperne.

Jørgen Skadborg, konstitueret formand i PLO

SSI skriver, at vaccinerne ikke er tiltænkt den del af befolkningen, som typisk kan tåle influenza.

- Målgrupperne, de ældre, sundhedspersonalet og børnene har endnu tid nok til at få deres stik i de kommende uger, siger Lasse Vestergaard.

Han peger på, at højsæsonen først indfinder sig i november og december.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for at ændre på planen for influenzavaccination.

- Selvom enkelte influenzavacciner lige nu er i restordre, kommer der nye leverancer i uge 43, 45 og 46, skriver Sundhedsministeriet på vegne af styrelsen til TV 2.

Efter artiklen blev publiceret er der tilføjet en ny kommentar fra Danske Lægers Vaccinations Service og en kommentar fra Danmarks Apotekerforening.