Coronavirus

EMA vurderer vaccine til 5-11-årige

Vaccinen er i dag godkendt til børn ned til 12 år.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er påbegyndt en vurdering af, om coronavaccinen Comirnaty fra BioNTech/Pfizer fremover skal tillades til børn i aldersgruppen 5-11 år.

Det oplyser EMA i en pressemeddelelse.

Vaccinen er i dag godkendt til børn ned til 12 år, hvor den har en betinget godkendelse.

EMA's komité for humanmedicin (CHMP) vil gennemgå resultater fra et igangværende klinisk studie.

BioNTech/Pfizer offentliggjorde for en måned siden resultater fra et studie, hvor vaccinen er blevet testet blandt 2268 børn i aldersgruppen 5-11 år.

CHMP's udtalelse bliver derefter sendt til Europa-Kommissionen, som vil træffe en endelig afgørelse i løbet af et par måneder.

En tredjedel dosis over to stik

Børnene i forsøget har fået en tredjedel af en normal dosis fordelt over to stik.

Studiet viste ifølge de to virksomheder, at der var et "robust" niveau af antistoffer, der svarer til et andet studie, hvor personer i aldersgruppen 16-25 år fik vaccinen.

Niveauet af antistoffer er en indikation af, hvor stor beskyttelse vaccinen giver.

Samtidig var niveauet af bivirkninger sammenligneligt med aldersgruppen 16-25 år.

I Danmark afgør Sundhedsstyrelsen hvilke vacciner, der indgår i det danske vaccinationsprogram samt hvilke målgrupper, der får tilbudt vaccinerne.