Coronavirus

Professor advarer mod overvaccinering af den yngre befolkning

Professoren savner evidens for, at yngre årgange får gavn af det tredje stik, som myndighederne nu vil tilbyde alle.

Nyheden om, at hele den danske befolkning inviteres til at få et tredje stik med coronavaccine, får professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren til at komme med en advarsel.

Ifølge professoren er der god faglig fornuft i at give personer over 65 år og sundheds- og ældrepersonale det tredje stik, som det i første omgang er lagt op til.

Til gengæld er han skeptisk over for, om den yngre del af befolkningen også bør lægge arm til endnu en vaccinedosis. Over for TV 2 udtrykker professoren bekymring for, at befolkningen bliver overbehandlet med for mange vaccinationer.

- Der skal vi lige finde balancen. Det giver mening at give den ældre del af befolkningen en vaccine nu, fordi de er mest sårbare. Men vi mangler den endelige faglige evidens for, at det også er fornuftigt at rulle ud til yngre årgange, siger Jens Lundgren, som selv har været involveret i Sundhedsstyrelsens diskussioner om sagen.

Bivirkninger ved al medicin

Professoren regner med, at det bliver afklaret inden for de næste par måneder. Og så kan man træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag, akkurat som da det nationale vaccineprogram begyndte i december sidste år.

- Der havde vi god viden omkring, hvad vi gjorde. Det er et princip, vi skal holde fast i, siger Jens Lundgren.

Lægemidler skal som udgangspunkt ikke skal bruges mere end højst nødvendigt, idet der er bivirkninger ved al medicin, lyder det fra professoren.

- Det er god lægekunst ikke at overbehandle. Både på kort og længere sigt. For folk skal opleve, at medicin - herunder vacciner - er noget, der faktisk hjælper dem.

Mellem seks og ni måneder

Jens Lundgren forklarer, at ingen præcist ved, hvornår tredje stik skal gives i forhold til de to første.

Sundhedsmyndighederne har vurderet, at seks måneder og 14 dage er det ideelle interval mellem andet og tredje stik. Men rammen er reelt mellem seks og ni måneder.

Derfor bør danskerne ikke blive nervøse, hvis de ikke modtager det tredje stik præcis seks måneder efter det andet, lyder det fra Jens Lundgren.

Hvad er afgørende for timing af et eventuelt tredje stik?

  • Tid: Viden fra studier og kliniske forsøg finder tegn på, at antistofniveauet efter vaccination mod covid-19 falder over tid, men det er endnu uafklaret, præcis hvilket niveau af antistoffer der giver beskyttelse mod covid-19.
  • Alder: Immunrespons efter vaccination afhænger af alder. Det svageste og kortest varende immunrespons generelt ses hos de allerældste, mens børn og unge generelt har et mere effektivt immunrespons
  • Personer med udvalgte sygdomme og tilstande: Personer med nogle sygdomme og tilstande kan have et utilstrækkeligt immunrespons efter første vaccination mod covid-19. Nogle af disse personer vil samtidig have en øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de bliver syge med covid-19.
  • Virusvarianter og mutationer: Nye virusvarianter kan give anledning til øget smittespredning, øget sygdom og død, nedsat følsomhed over for antistoffer og nedsat effektivitet af vaccinerne.

Kilde: Notat, SST

Personer i aldersgruppen 65-84 år samt sundheds- og ældrepersonale indkaldes som de næste til et tredje stik.

Plejehjemsbeboere, danskere over 84 år og folk med meget svækket immunforsvar har allerede modtaget invitation til at lægge overarm til et tredje booster-stik.

Ligeledes er de knap 50.000 danskere, som har fået enkeltdosisvaccinen fra Johnson & Johnson gennem den frivillige tilvalgsordning, også tidligere blevet indkaldt til et ekstra stik.

Det er endnu uklart, hvornår personer under 65 år, der ikke arbejder i sundheds- og ældresektoren, indkaldes til et tredje stik.

8-15 millioner smittetilfælde om ugen

Hvorvidt vi skal indstille os på at blive revaccineret med yderligere boosterstik i de kommende år, er endnu uvist ifølge professoren.

Han peger på, at det har vist sig at været tilfældet for andre vacciner, såsom vaccinen mod smitsom leverbetændelse, hvor tre stik giver livslang immunitet.

- Om det forholder sig sådan med den her vaccine, ved vi i sagens natur ikke. Vi eksperimenterer efterhånden, og nu er vi kommet med beslutninger og overvejelser om tredje stik, lyder det fra Jens Lundgren.

Samtidig fortsætter den intensive forskningsindsats globalt for at skaffe mere evidens for coronavirus og vaccinen, der skal bekæmpe den. For selvom det kan føles sådan i Danmark, er vi langtfra kommet på den anden side af coronapandemien, lyder advarslen fra Jens Lundgren.

Ifølge professoren er der fortsat mellem otte og 15 millioner smittetilfælde med coronavirus om ugen globalt.

- Det kører derudad på højeste tryk. Verden skal ud på den anden side, men den eneste måde at komme det på er ved at få skabt immunitet - enten ved vacciner eller ved, at folk bliver smittet, siger han.