Samfund

Netavisen Pio trækker en lang række artikler tilbage efter plagiat

Chefredaktøren undskylder over for de journalister og medier, hvis artikler der er blevet plagieret fra.

Den omstridte Netavis Pio trækker en lang række artikler tilbage, som indeholder plagiat fra andre medier.

Det skriver Pios chefredaktør, Niels Jespersen, på netavisens hjemmeside.

Tilbagetrækningen sker, efter at Ekstra Bladet har afsløret, at 39 Pio-artikler indeholder plagiat og grove overtrædelser af citatskik. Ifølge mediet har store dele af artiklerne været kopieret nærmest ordret.

Pio-chefredaktør Niels Jespersen understreger, at han tager anklagerne "ekstremt alvorligt".

- Eksemplerne, jeg har set, lever ikke op til de standarder, vi har på Netavisen Pio, og de krav, vi stiller til vores journalister, skriver Niels Jespersen.

Han oplyser, at alle artiklerne nu er fjernet fra mediets hjemmeside, og at den pågældende medarbejder, der har skrevet alle artiklerne, er blevet hjemsendt.

Niels Jespersen understreger, at ansvaret hviler på ham som ansvarshavende chefredaktør, og at han ikke har haft den fornødne opmærksomhed på artiklerne.

Chefredaktøren undskylder samtidig over for de pågældende journalister og medier, hvis artikler der er blevet plagieret fra.

Niels Jespersens udmelding står i kontrast til hans første reaktion på Ekstra Bladets afsløringer tidligere onsdag, hvor han nedtonede problemet.

Socialdemokratisk medie?

Netavisen Pio eller piopio.dk er opkaldt efter Socialdemokratiets grundlægger Louis Pio og har flere gange været til debat. Flere har kritiseret mediet for at have for tætte bånd til Socialdemokratiet.

Blandt andet har Dagbladet Information tidligere kunnet fortælle, at mediets tidligere chefredaktør Jens Jonathan Steen flere gange har deltaget i den socialdemokratiske kommunikationsafdelings mandagsmøder på Christiansborg.

Mediet lægger heller ikke skjul på, at den tager "afsæt i et demokratisk socialistisk idégrundlag", som de selv skriver på hjemmesiden. Netmediet blev grundlagt i 2012 af blandt andre Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og en stor del af mediets ansatte har en baggrund i partiet.

Blandt andet har den nuværende chefredaktør, Niels Jespersen, også forsøgt at opnå opstilling til Folketinget for Socialdemokratiet.

Kritikken mod mediet er især gået på, at det skulle skrive for ukritisk om Socialdemokratiet, mens det går hårdt efter de borgerlige partier. Men selv erklærer Pio sig "uafhængig af organisationer og partipolitiske interesser", som det skriver på dets hjemmeside.

Niels Jespersen vil nu kigge grundigt på deres arbejdsprocedurer for at sikre, at det ikke gentager sig, oplyses det på hjemmesiden.