Coronavirus

789 nye coronasmittede i Danmark - højeste smittetal siden september

91 personer er onsdag indlagt med coronavirus på landets hospitaler. Der er ingen nye dødsfald ifølge SSI.

Yderligere 789 personer er konstateret smittede med coronavirus i Danmark det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

De nye smittetilfælde er det højeste på et døgn siden 1. september. Her blev 825 personer konstateret smittede. I september og begyndelsen af oktober er der blevet registreret mellem 250 og 700 smittede dagligt.

Ingen nye dødsfald

Coronatilfældene er fundet blandt 55.036 PCR-tests. Det er dem, hvor man podes i svælget.

Antallet af PCR-tests er ligeledes højere, end det har været den seneste tid. Sidste gang, der blev foretaget over 50.000 PCR-test på et døgn, var 14. september.

Det samlede antal indlagte med coronavirus er i den nye opgørelse steget med 2 personer. I alt 91 personer er onsdag indlagt på landets hospitaler.

Heraf er 18 personer indlagt på en intensivafdeling. Af dem får 11 personer hjælp til at trække vejret via en respirator. Der er ingen nye coronarelaterede dødsfald.

I alt 2674 personer er døde med coronavirus i Danmark, siden virussen første gang kom til Danmark i vinteren 2020.