Far til for tidligt født delte sin historie på Twitter - nu opfordrer han andre til at gøre det samme
Emil Schjøtt er selv født for tidligt, og det har præget ham hele livet igennem.
27. oktober 2019 satte 32-årige Emil Schjøtt sig med sin telefon i hånden og gav sig til at skrive. Han var desperat.
- Vandet hos vores lille dreng gik i nat, tre måneder før tid. Jeg har sgu svært ved lige at vende op og ned på det hele lige nu. Vi står i limbo på nuværende tidspunkt og kan blot vente. Tanker og perspektiv modtages med kyshånd.
Sådan lød den første personlige Twitter-opdatering fra Emil Schjøtts hånd som nybagt far til sønnen, Anton Nør.
Emil Schjøtt var bekymret. For han er selv født for tidligt, og det har præget ham hele livet igennem.
Hans bøn om hjælp fra den nat, sønnen blev født, blev taget godt i mod på Twitter.
Mange Twitter-brugere svarede, trøstede og delte Emil Schjøtts budskab. På den måde hjalp de familien med at håndtere den svære tid, de stod overfor.
Derfor opfordrer Emil Schjøtt nu andre til at gøre det samme.
Han bebrejdede sig selv
Sønnen Anton Nør blev født én dag senere, end Emil Schjøtt selv blev – 80 dage før termin.
- Det var dybt overvældende. Jeg var til tider meget selvbebrejdende og følte, det var min skyld i kraft af min egen for tidlige fødsel, siger han i 'Go' morgen Danmark'.
Som følge af Emil Schjøtts for tidlige fødsel lever han i dag med diagnosen cerebral parese, som giver ham konstant overspændte muskler og kognitiv udtrætning.
Som barn havde han svært ved at følge med de andre børn, og gennem sin opvækst har han haft udfordringer med at nå de drømme, han havde sat sig for.
Det har medført en følelse af ensomhed hos Emil Schjøtt, som stadig præger ham i dag.
For ham har det derfor hjulpet at dele de svære tanker og bekymringer med folk, han ikke kender.
Har fundet venner på Twitter
Det er siden blevet til mange personlige og intime beretninger på Emil Schjøtts Twitter-profil.
Her har han modtaget mange svar med både opbakning, hjælp og råd.
- Jeg var en synkende båd, der sendte en nødraket op i håb om, at nogen ville gribe det og kunne spille lidt bold med de tanker. Når afmagt og ensomhed ikke fylder, er det nemmere for mig at være en god far og mand, forklarer Emil Schjøtt om de mange svære opslag, han har udgivet.
Nødraketten viste sig at blive en slags redning.
Twitter er nu blevet så trygt et rum for Emil Schjøtt, at han kalder nogle af dem, der har reageret på hans opdateringer, for sine venner i dag.
- Det er terapeutisk. Jeg føler mig ikke alene, når jeg råber op. Det har forandret mit syn på verden, at der ikke er nogen problemer så store, at vi ikke kan tale om det, siger Emil Schjøtt.
Han håber, at han nu kan inspirere andre til at gøre det samme og gøre det mere normalt at sætte ord på de svære situationer, de står i.
- Jeg tror fuldt og fast på, at det bliver nemmere at håndtere, når man sætter ord på det. Jo mere jeg har delt de her tanker, des mindre kaotisk har det føltes for mig, forklarer Emil Schjøtt.
Sæt ord på det svære
Emil Schjøtt deler stadig sine tanker på Twitter, men historien handler ikke længere om familiens kamp.
Sønnen, Anton Nør, er i dag en toårig livsglad dreng.
Han er bagud med sin sproglige udvikling, og der er stadig udredninger og operationer i vente.
Den største bekymring for Emil Schjøtt har dog været Antons hjernefunktion. Men en MR-scanning foretaget på Anton Nørs hjerne i sidste uge har dog endelig kunnet give Emil Schjøtt og hans hustru ro.
Scanningen viste nemlig, at Anton ikke har en hjerneskade – og aldrig har haft det.
- Jeg var ude af mig selv af lettelse, fortæller Emil Schjøtt om den positive nyhed.
Ifølge den 32-årige far giver det en enorm ro for første gang i to år at kunne sige, at det hele nok skal gå.
- Jeg har båret på den her bekymring i så lang tid. Det var en uvirkelig drømmefølelse, siger Emil Schjøtt.
Se hele indslaget om lille Anton og hans familie i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.