Samfund

Dronningen talte til grønlænderne - ekspert bider særligt mærke i én detalje

I sin tale kom dronningen ind på aktuelle debatter som blandt andet Grønlands løsrivelse fra Danmark.

Dronning Margrethe besøger i disse dage Grønland, og lørdag holdt hun tale til det grønlandske folk under en middag i Nuuks kulturhus.

I talen kom dronningen både ind på emner som coronakrisen, kulturen og naturen i Grønland, som hun roste.

Derudover talte hun om, hvordan historiske begivenheder påvirker os i dag, og i den forbindelse bed kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen særligt mærke i én ting.

Dronningen talte om 5. Thule-ekspedition som "et godt billede på det rigsfællesskab, vi har i dag".

5. Thule-ekspeditionen var en af Danmarks- og Grønlandshistoriens mest omfangsrige ekspeditioner, og formålet var at indsamle viden om inuitbefolkningen.

- Som på ”den store slæderejse” (en beretning om 5. Thule-ekspedition, red.) er sammenholdet til gavn for os hver især og til gavn for hele fællesskabet. Det er mit store håb og ønske, at vort enestående fællesskab også fremover vil blive forstået som værdifuldt i Grønland, på Færøerne og i Danmark, lød ordene.

Lars Hovbakke Sørensen betegner det som "en markant tillidserklæring til rigsfællesskabet og et ønske om, at det skal fortsætte".

Dronning Margrethe forsømmer ikke nogen lejlighed til at udtrykke en kærlighed til Grønland

Lars Hovbakke Sørensen, kongehusekspert og historiker

Og det er bemærkelsesværdigt, fordi debatten om Grønlands løsrivelse fra Danmark de seneste år har fået vind i sejlene i Grønland.

- Ved at tale om det på den her måde markerer hun, at hun synes, rigsfællesskabet er vigtigt, og hun håber, Grønland vil blive i det, lyder det fra kongehuseksperten.

Har aldrig blandet sig direkte i debatter

Det, at ordene kommer fra dronning Margrethe, kan ifølge historikeren have stor betydning.

For selvom en del grønlændere ønsker et mindre tæt bånd til Danmark, er grønlænderne enige om, at de godt kan lide kongehuset.

- De har en stor kærlighed til kongehuset, og det har de haft i mange år og bevaret gennem hele dronningens regeringstid, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Netop dronningen er også en af grundene til, at nogle grønlændere ønsker at bevare et tæt forhold til Danmark. For så længe Grønland og Danmark indgår i et fællesskab, er dronning Margrethe formelt set også grønlændernes statsoverhoved.

Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at dronningen aldrig har blandet sig direkte i de politiske debatter, hvilket hun heller ikke skal i sit virke som dronning.

Men hun har før blandet sig indirekte - som nu - og eksperten mener, at man tydeligt kan høre på hendes formuleringer, at "de kommer fra hjertet".

- Dronning Margrethe forsømmer ikke nogen lejlighed til at udtrykke en kærlighed til Grønland, siger han.

Dronningen berørte også andre aktuelle emner som 100-året for det første kongebesøg i Grønland og 300-års jubilæum for, at præsten Hans Egede ankom til Grønland.

Kan ikke ændre historien

Netop sidstnævnte var sidste år genstand for debat i Grønland. I Nuuk står en status af Hans Egede, som blev overhældt med maling og påskrevet teksten "decolonize" (afkoloniser, red.).

Hans Egede ankom til landet i 1721, hvor han forsøgte at omvende inuitterne til kristendommen og begyndte at kolonisere landet.

Efter hærværket mod statuen blev det bragt op til en afstemning blandt beboerne i Nuuk om, hvorvidt statuen skulle fjernes.

Et flertal stemte for at bevare den.

Generelt talte dronningen om, at nogle historiske begivenheder er værd at mindes, mens man gerne ville have været andre foruden, men at man ikke kan ændre historien.

- Dermed imødegår hun den kritik, der kunne komme af, at man markerer 300-året for Hans Egedes ankomst, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Dronning Margrethe har været i Grønland siden 8. oktober og rejser hjem tirsdag.

Under rejsen besøger hun Ilulissat, Nuuk, Pituffik og Station Nord.