Samfund

Knud Foldschack: Kvinderne er nervøse og bange for at blive adskilt fra deres børn

Tre danske kvinder og deres 14 børn er blevet evakueret fra syriske fangelejre.

Knud Foldschack, der er advokat for to af de kvinder, der har siddet i de syriske fangelejre, bekræfter overfor TV 2, at de rent faktisk er på vej til Danmark.

- Jeg er meget glad for, at de endelig er på vej, det er, hvad vi har kæmpet for så længe, siger han til TV 2.

Det er endnu uvist, hvornår de lander i Danmark. Advokaten oplyser, at han senest så dem for ti dage siden.

- Sidst jeg så dem, var kvinderne meget nervøse og bange. De var bange for at blive adskilt fra deres børn, siger Knud Foldschack.

Anholdelser og kommuner

Når de tre kvinder ankommer til Danmark, vil de blive anholdt og kørt til de politikredse, hvor de hørte til, før de rejste til Syrien. Det er med stor sandsynlighed også der, de vil blive fremstillet for en dommer og varetægtsfængslet, fordi de har været tilknyttet Islamisk Stat.

For børnenes vedkommende gælder det, at de vil blive bragt til mødrenes kommuner, hvor der skal tage stilling til, hvorvidt børnene skal tvangsfjernes, i plejefamilier eller bo hos familie.

Knud Foldschack er foruden at være advokat for to af kvinderne også medstifter af organisationen Repatriate the Children, som arbejder for at få de danske børn og deres familier hjem til Danmark. Og han er ikke bekymret for, at børnene bliver fjernet, når de lander.

- Det kan jeg ikke forestille mig i min vildeste fantasi. Der har været stort fokus på at det skal foregå på en ordentlig måde fra blandt andet børnepsykologers side, siger han til TV 2.

Da han senest så børnene, var de ligesom deres mødre tydeligt berørte af situationen.

- De var også meget opgivende. En dreng havde lavet en kalender, som han begyndte at krydse af på, da de fik at vide, at de skulle hjem. Men pludselig var der gået en måned, og så opgav han at krydse af, siger Knud Foldschack.

Red Barnet fraråder adskillelse

Det kan få alvorlige konsekvenser for børnene, hvis de adskilles fra deres mødre, når de ankommer til Danmark. Det mener Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær for Red Barnet Danmark.

- En adskillelse fra deres mødre kan traumatisere børnene yderligere og spænde ben for deres behandling, siger hun til Ritzau.

Organisationen har anbefalet, at børnene placeres tæt på deres mødre i ordentlige forhold, der ikke er "fængselslignende", hvor de kan få ro og tryghed, og hvor deres mentale og fysiske tilstand kan undersøges. Fjernes de med det samme, vil det blive oplevet som et overgreb, siger Janne Tynell.

- Børnene har allerede taget alvorlig skade i deres liv under de her umenneskelige forhold, hvor de har været spærret inde, oplevet vold og overgreb, og hvor de har været afskåret fra helt basale rettigheder, siger hun.

Hun understreger dog, at forslaget om, at børnene ikke skal adskilles fra deres mødre, kun gælder den første tid i Danmark.