Dagens overblik

Dagens overblik: Ny trepartsaftale på plads – ”opgaven er slet, slet ikke løst”

Mulig rekord for pesticid i drikkevandet. Aftale gør kørekort dyrere. Britisk besøg hos Taliban, og så har USA henrettet en udviklingshæmmet.

Højesteret har stadfæstet en dom mod en 27-årig mand, der sidste år blev idømt livstid for drabet på den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar.

Drabet fandt sted 19. november 2018, da Nedim Yasar forlod sin egen bogreception. Da han satte sig ind i bilen, blev han skudt på klos hold.

Velkommen til dagens overblik.

Ny trepartsaftale på plads

Onsdag landede en trepartsaftale, der skal sikre flere i arbejde. Det skal blandt andet ske ved at styrke indsatsen for at få ledige seniorer i job og hjælpe virksomheder med at rekruttere europæisk arbejdskraft.

Beskæftigelsesministeren kalder det en ”rigtig fornuftig og balanceret aftale”, der dog ikke løser alle udfordringer – og det sidste er Dansk Arbejdsgiverforening i hvert fald enig i. De kalder det en lille aftale med nogle ”ok” elementer og understreger samtidig, at ”opgaven slet, slet ikke er løst”.

Hvis du vil læse mere om, hvad aftalen indeholder, så kan du gøre det lige her.

Pesticidvand

2021 kan blive rekordår for pesticidfund i det danske drikkevand. I de første otte måneder er der fundet rester af sprøjtemidler i 63,1 procent af de 1355 indberettede analyser fra aktive drikkevandsboringer i Danmark. Og i 14 procent af prøverne er grænseværdierne, altså den maksimale tilladte mængde kemikalier i jorden, overskredet.

I hele 2020 blev der fundet pesticidrester i 51,8 procent af målingerne. I 2016 var tallet 25,2 procent.

En af grundene til, der i disse år findes en del flere pesticidrester i det danske drikkevand, er, at man er begyndt at analysere for en række nye stoffer.

​Her kan du se, hvor der er fundet​ flest pesticidrester i drikkevandet.

Længere ventetid på dyrere kørekort

Fra i dag er det ikke længere politiet, der bedømmer elever til køreprøverne, men ansatte i Færdselsstyrelsen. Opgaveflytningen er en del af politiforliget fra sidste år.

Helt konkret betyder det, at der bliver frigivet nogle betjente. Men forliget betyder også, at det bliver dyrere at tage kørekort – fordi gebyret for køreprøven samtidig stiger fra 600 til 1000 kroner. Pengene skal gå til ”nytilrettelæggelsen af opgaver i styrelsen” og til ”fastholdelsen af politifolk”.

Derudover kan de unge mennesker, der drømmer om at køre bil, se frem til rigtig lange ventelister og ekstra køretimer. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har dog fuld forståelse for den frustration, det må medføre.

Vestligt besøg hos Taliban

Den første vestlige delegation har været på officielt besøg i Afghanistan efter Talibans magtoverdragelse. Det skete tirsdag, da en række britiske topdiplomater mødtes med flere af Talibans absolutte topfolk.

Parterne er dog ikke helt enige om, hvad mødet handlede om. Taliban fokuserer på, at man diskuterede tættere, diplomatiske forbindelser mellem de to lande, og at formålet var at "starte et nyt kapitel med konstruktive forbindelser". Omvendt mente briterne, der ikke anerkender regimet, at mødet handlede om et pragmatisk samarbejde.

TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt mener, at mødet handlede om én ting – penge. Taliban vil have frigivet de indefrosne penge verden over og nødhjælp ind i landet, inden vinteren kommer. Omvendt vil briterne sikre menneskerettigheder for både kvinder om mænd.

Udviklingshæmmet henrettet

Myndighederne i den amerikanske delstat Missouri henrettede tirsdag en 61-årig sort mand, som var dømt for tre drab. Henrettelsen skete, efter at mandens advokater, flere politikere og endda pave Frans forsøgte at få dødsdommen omstødt med den begrundelse, at manden var udviklingshæmmet.

Ernest Johnson havde en IQ på 67, hvilket indikerer en lettere grad af retardering, og han havde intellektuel kapacitet som et barn. Samtidigt var han født med alkoholsyndrom.

Han blev dømt til døden, efter han under et forsøg på at røve en dagligvarebutik i 1994 dræbte tre ansatte. Før sin henrettelse havde han skrevet et brev, hvor han undskyldte for sine handlinger.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor der også var godt nyt til dem, der bare ikke kan få nok af, at alting skal være en app på en smartphone.

For lige om lidt er det slut med at bruge NemID, som vi kender det. I stedet introducerer Digitaliseringsstyrelsen nu MitID.

Det er det samme som NemID, du kan bare kun have det på din smartphone. For dem, der ikke er så begejstrede for, at alting skal digitaliseres, ja… Det er jo så bare ærgerligt.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.