Dagens overblik

Dagens overblik: Mette Frederiksen vil tredoble mængden af nybyggeri i de store byer

Hård uge for Zuckerberg. Misbrug af børn i den katolske kirke. Sag om beslaglagt bil kan ende i Højesteret, og så er mysteriet om "Rødbedesøen" løst.

Sent mandag aften præsenterede et bredt flertal i Folketinget en ny landbrugsaftale, der skal reducere CO2-udslippet i sektoren.

Alle Folketingets partier bortset fra Alternativet er med i aftalen. Det er en sejr for regeringen og for statsministeren, vurderer TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren, som kalder det et "flot politisk svendestykke".

Selvom politikerne var sent oppe i går, lægger vi alligevel ud i Folketinget i dag.

Velkommen til dagens overblik.

Folketinget åbner

Første tirsdag i oktober markerer starten på et nyt folketingsår, og her malede statsministeren et billede af en grønnere fremtid for Danmark. Én fremtid, der skal komme os alle til gode og en omstilling, som alle skal kunne betale.

Derudover vil Mette Frederiksen (S) investere i uddannelsessystemet, så flere unge vil vælge en fremtid som håndværker. Og så lancerede hun et boligudspil, der skal tredoble mængden af nybyggeri i København og flere andre store byer med boliger, som er til at betale.

Hvis du vil vide mere om Folketingets åbning, så er der her fem ting, som du måske ikke vidste om den traditionsrige dag.

Forfærdelig uge for Facebook

Mandag oplevede Facebook sit værste nedbrud siden 2008, da dens populære tjenester Facebook, Instagram, Messenger og Whatsapp var nede i næsten seks timer. Først klokken 00.33 dansk tid kunne Facebook melde, at problemet var løst.

Men allerede inden nedbruddet var techgiganten under pres, efter whistlebloweren Frances Haugen stod frem og anklagede Facebook for at have kendskab til alvorlige problemer, men vægte egen profit højere end brugernes sikkerhed.

I dag skal Frances Haugen afgive forklaring om Facebook ved en høring i Kongressen i USA. Her forventes hun at opfordre til, at der bliver ført tilsyn med it-giganten.

216.000 børn udsat for overgreb

I flere årtier har den katolske kirke i Frankrig været beskyldt for at misbruge børn, og tirsdag blev det bekræftet, da en undersøgelseskommission fremlagde en rapport om overgreb i kirken. Og det var dyster læsning.

Omkring 216.000 børn og unge er over de seneste 70 år systematisk blevet udsat for seksuelle overgreb begået af præster i den katolske kirke i Frankrig – og det var kun præster. Ifølge rapporten kan antallet af ofre være helt op mod 330.000, hvis man medregner overgreb begået af andre ansatte i landets katolske kirker.

Rapporten anslår, at overgrebene i Frankrig er begået af mellem 2900 og 3200 pædofile, som i årene 1950-2020 har været tilknyttet den katolske kirke.

Sag om beslaglagt Volvo kan ende i Højesteret

I et halvt år har en Volvo V60 stået stille i en af politiets garager, fordi en mand i april, da han var ude at hente takeaway, blev mål til at køre 103 kilometer i timen på et sted, hvor man højst må køre 50.

Manden ejer dog ikke selv bilen. Den lånte han af sin kone, der havde fået den stillet til rådighed af sin arbejdsgiver som en demobil. Nordania Leasing ejer derfor Volvo’en, og nu søger selskabet om adgang til Højesteret for at få ophævet beslaglæggelsen.

31. marts trådte skærpede regler om vanvidskørsel i kraft. Ifølge reglerne skal køretøjer som udgangspunkt beslaglægges af politiet, også selvom ejeren er en anden end føreren. Og det har medført kritik, eksempelvis af brancheforeningen Finans og Leasing, der støtter forsøget på at ophæve beslaglæggelsen af Volvo'en.

Mysterium om Rødbedesø opklaret

To lystfiskere blev noget overraskede forleden, da de i deres søgen efter et godt fiskested kom forbi en rødebedefarvet dam tæt ved Sæby Å. Siden er der blevet spekuleret i, om der var tale om kemisk forurening eller et naturligt fænomen. Men nu er sagen opklaret.

Frederikshavn Kommune har taget vandprøver ved søen, og en ekspert har fastslået, at den røde farve i søen stammer fra en høj koncentration af en ugiftig purpursvovlbakterie, der bærer det latinske navn Chromatium okenii.

Det er ikke til at sige, hvad der har fået bakterien til at blomstre op, men der er tale om et naturligt fænomen og ikke en forurening af vandmiljøet. Bakterier af denne slags kan ligge i dvale i mange år og pludselig blomstre op, når de rette forhold er til stede.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor sygeplejerskerne fortsat protesterer i København.

Omkring 70-80 sygeplejersker har i dag nedlagt arbejdet i en time på Amager Hospital på grund af en frustration over at være for få ansatte.

Strejkerne, der er foregået i flere uger, er overenskomststridige. Derfor har sagen også været i Arbejdsretten, der har pålagt sygeplejerskerne en bod på 86 kroner i timen, når de nedlægger arbejdet.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.