Samfund

EMA anbefaler for første gang et tredje vaccinestik

Indtil nu har EMA vurderet, at der ikke var belæg for et tredje vaccinestik.

Den Europæiske Lægemiddelstyrelse, EMA, anbefaler at give en tredje coronavaccination med Pfizer eller Moderna til mennesker med markant nedsat immunforsvar.

Det skal i så fald ske mindst 28 dage efter, at de har fået anden dosis.

Det skriver EMA i en pressemeddelelse.

EMA mener desuden, at man bør overveje at give en tredje dosis af Pfizer/BioNTech-vaccinen til personer over 18 år med normalt immunforsvar mindst et halvt år efter anden dosis.

EMA evaluerer fortsat data fra Moderna for at undersøge, om den også kan bruges som en generel booster-vaccine.

Danskere får allerede booster-vaccine

Anbefalingerne kommer, efter studier fra Moderna og Pfizer/BioNTech har vist, at en ekstra dose med vaccinerne kan forøge kroppens produktion af antistoffer.

Indtil nu havde EMA vurderet, at der ikke var datamæssigt belæg for et tredje vaccinestik til den brede befolkning, men at EU-landene kunne overveje booster-vaccinationen til særligt sårbare grupper.

I Danmark bliver plejehjemsbeboere og folk med meget svækket immunforsvar allerede tilbudt et ekstra vaccinestik.

Og i løbet af de kommende uger vil endnu flere danskere få tilbudt et tredje stik med vaccinen mod coronavirus. Det oplyste Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse i sidste uge.

Det gælder blandt andet de knap 50.000 danskere, som har fået enkeltdosisvaccinen fra Johnson & Johnson gennem den frivillige tilvalgsordning.