Samfund

DR præsenterer ny plan: Vil være fuldt ud digital

Direktørområdet DR Medier nedlægges, mens der oprettes et nyt. Seks digitale initiativer igangsættes.

DR skal udvikles til en "fuldt ud digital public service-institution".

Det oplyser DR i en pressemeddelelse, der omhandler en omfattende plan for digital udvikling.

- I knap 100 år har DR i en flow-virkelighed leveret public service-tilbud til danskerne. Nu sætter vi retningen for, hvordan DR også fremover i en digital virkelighed kan bringe danskerne sammen om det vigtige.

- Vi øger derfor hastigheden for DR's digitale udvikling. Flow-tv og -radio har og skal fortsat spille en vigtig rolle for DR, men udviklingen går på længere sigt kun én vej: mod det digitale. Og det er nu, vi skal handle, siger Marianne Bedsted, der er bestyrelsesformand i DR.

I den forbindelse søsættes seks digitale initiativer.

Blandt initiativerne er, at DRTV skal være alle danskeres streamingtjeneste, og at DR skal have et tydeligt og sammenhængende tilbud til de unge.

Den nye strategi betyder blandt andet, at følgende ting sker:

  • Alt indhold fra P3 og DR 3 samles under P3-brandet
  • DR.dk skal i fremtiden have mindre indhold og "først og fremmest give indsigt gennem et omnibus- nyhedstilbud"
  • DR skal producere flere podcasts, men liveradio skal fortsat være en styrkeposition
  • DR's sociale medier skal ændres, så strategien bliver at få brugerne over på DR's egne platforme

Direktørområde nedlægges – og nyt oprettes

Strategien betyder også, at der ændres i DR's organisation.

Det medfører, at direktørområdet DR Medier nedlægges, og at der oprettes et nyt område ved navn DR Bruger, Marked og Publicering.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvorvidt nedlæggelsen af DR Medier betyder, at der er medarbejdere, der mister deres job.

Efter fire år i spidsen for DR Medier stopper Henriette Marienlund som direktør. Hun bliver i stedet fiktions- og udviklingschef i DR Kultur, Børn og Unge.

Et af målene med planen er, at otte ud af ti danskere i 2023 ugentligt bruger DR's digitale tjenester.

Målet er også, at mindst tre ud af fire danskere oplever, at DR's indhold giver dem værdi i løbet af en uge.

- Kernen i DR's public service-opgave er stadig den samme. Vi vil understøtte demokratiet, bidrage til dansk kultur og styrke fællesskabet. Men danskerne er ikke ved at blive digitale mediebrugere, de er det allerede, og derfor skal vi udvikle DR's tilbud til brugerne i den digitale virkelighed.

- Den digitale udvikling er ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at danskerne også fremover kan opdage og bruge dansk public service-indhold, siger Maria Rørbye Rønn, der er generaldirektør i DR, i pressemeddelelsen.