Samfund

Skole forbyder smartwatches for 0. klasse

Selvom et forbud kan blive nødvendigt, er det som udgangspunkt ikke vejen frem, vurderer forskningschef.

På Risskov skole i Aarhus må de allermindste ikke længere gå med smartwatches i skoletiden.

Da de nye 0. klasser startede efter sommerferien, kom ”påfaldende mange” elever nemlig i skole med de små digitale ure, som deler en række funktioner med smartphones, om armen.

Børn og unge mennesker skal lære at lægge dem fra sig

Andreas Rasch-Christensen, Forskningschef på VIA University College

Men det skabte en række helt nye problemer i undervisningen. Det fortæller Lene Brejnegaard, der er skoleleder på Risskov Skole til TV 2.

- Det er nyt, at de havde dem helt ned i 0. klasse. Det havde et omfang, som gjorde, at vi måtte kommunikere bredt ud til forældregruppen, for det gav udfordringer i undervisningstiden, fortæller hun.

Derfor gjorde Risskov Skole i august de smarte ure helt forbudte for 0. klasse i undervisningstiden.

Børn kan ikke se konsekvenserne

Ifølge Lene Brejnegaard var problemet blandt andet, at beskeder og notifikationer fra eksempelvis forældre forstyrrede de mindste elever i timen.

Men samtidig skal forbuddet også sikre, at børnene ikke kommer galt afsted.

- Der er en hel række funktioner, børnene slet ikke kan se de vidtrækkende konsekvenser af. De kan tage og dele billeder i situationer, hvor børnene bestemt ikke skal afbilledes, siger skolelederen.

Lene Brejnegaard understreger dog, at skolen endnu ikke har oplevet den slags problemer.

Forbuddet betyder, at smartwatches hører ind under samme kategori som telefoner, som børnene også først får lov til at bruge i skoletiden, når de er et par år ældre.

Ifølge Lene Brejnegaard er tiltaget blevet taget godt imod blandt forældrene. Og hos Skolelederforeningen bakker formand Claus Hjortdal også op om et forbud mod digitalt udstyr i skoletiden.

- Det forstyrrer og tager elevernes opmærksomhed. De er ikke koncentrerede eller til stede i undervisningen, siger Claus Hjortdal.

Forskningschef: Pas på med at forbyde

Et forbud er dog ikke nødvendigvis vejen frem.

Det mener Andreas Rasch-Christensen, der er Forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse på VIA University College.

Generelt skal man nemlig være påpasselig med at forbyde teknologi i skolen, fortæller han:

- De er jo en del af unge menneskers liv. Derfor skal man også tage dem ind på skolen, lære dem, hvordan man skal bruge dem, og lære at forstå de her forskellige typer af teknologier, siger han til TV 2 Østjylland.

Andreas Rasch-Christensen understreger, at det godt kan have været nødvendigt med et forbud på Risskov Skole, og at skolens ledelse selv er den bedste til at vurdere det i den konkrete situation.

Men generelt er det vigtigt, at børn lærer både at bruge og forstå den relativt nye teknologi.

- Børn og unge mennesker skal lære at lægge dem fra sig og koncentrere sig om noget andet. Det er også en del af skolens dannelsesmæssige opgave, siger han.

Fuld forståelse fra forældre

Ifølge forskningschefen er det dog først og fremmest forældrenes opgave at lære sine børn at håndtere eksempelvis smartphones og smartwatches.

Men på Risskov Skole har forældrene til børnene i 0. klasse taget godt imod forbuddet.

Og ifølge Lene Brejnegaard tror hun, det er de færreste forældre, der var klar over, hvor forstyrrende urene egentlig kan være.

- Det er der fuld forståelse for hos forældrene. Jeg tror ikke, de tænkte på, at der er alle de ekstra funktioner, som har en uhensigtsmæssig konsekvens for børnene, siger hun.