Samfund

Rekordmange blev vaccineret mod influenza på første dag

Gravide, plejepersonale og borgere over 65 år er blandt dem, som fra oktober kan få gratis influenzavaccine.

Der var kø foran mange af landets apoteker fredag, hvor der blev åbnet for vaccination mod influenza.

Knap 25.000 personer lagde i løbet af dagen arm til et stik. Det er 45 procent flere end sidste år, hvor godt 17.000 personer blev vaccineret den første dag.

Det skriver Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.

Opruster

Over hele landet har apotekerne i år oprustet indsatsen, efter at sundhedsmyndighederne har opfordret en større gruppe borgere til at tage imod tilbuddet om gratis vaccination.

Det sker for at forebygge et øget pres på sundhedsvæsenet. Blandt andet fordi en række luftvejssygdomme, der under epidemien er blevet undertrykt af øget hygiejne og omfattende nedlukninger i samfundet, ventes at vende tilbage i løbet af efteråret og vinteren.

Flere er blevet uddannet til at kunne udføre vaccinationerne, og 390 ud af landets 521 apoteker tilbyder influenzavaccination.

Vaccination til risikogrupper

Tilbuddet om gratis vaccination er forbeholdt personer, der er fyldt 65 år, førtidspensionister, gravide i andet og ttedje trimester og personer med kroniske sygdomme såsom astma, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

Det er personer, som myndighederne mener er i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

I år anbefaler Sundhedsstyrelsen desuden vaccination mod influenza til sundheds- og plejepersonale samt børn mellem to og seks år.

Børn må vente

Børnene må dog vente lidt endnu. De særlige vacciner, som gives som næsespray, leveres ikke til Statens Serum Institut (SSI) før i næste uge. Der kan dog godt bestilles tid hos lægen allerede nu.

Efter 22. oktober kan alle borgere blive vaccineret mod influenza. Det sker ifølge SSI mod betaling og under forudsætning af, at der er vacciner nok.

Nogle arbejdspladser tilbyder desuden influenzavaccination.