Samfund

Lastvognsformand frygter flere stofpåvirkede chauffører

Siden mandag har politiet stoppet fem lastvognschauffører, som har været påvirket af amfetamin eller hash.

Formand for Godschaufførernes Landsklub i fagforeningen 3F Erik Emil Hansen frygter, at der er et stort mørketal af lastvognschauffører, der kører narkopåvirkede.

Hans reaktion kommer, efter at politiet siden mandag har afsløret fem lastbilchauffører i at køre med euforiserende stoffer i blodet. Der er set tilfælde af både amfetamin, kokain og hash.

- Det bekymrer mig, om vi er nået dertil, at presset på chaufførerne er blevet så stort, at de er nødt til at tage andre midler i brug for at kunne holde til så lange arbejdsdage.

Misforstået loyalitet

Ifølge Erik Emil Hansen kan presset fra virksomheder og speditører gøre det svært for chauffører at sige fra over for de lange arbejdsdage.

Samtidig mener formanden, at mange chauffører har en form for misforstået loyalitet, hvor de føler, at de er nødt til at klare opgaven selv og ikke kan sige fra. Det presser ifølge Erik Emil Hansen mange chauffører til at fortsætte, selv om de er for trætte til at køre. Særligt unge og nye chauffører, der frygter at miste deres job.

- Men det er vores pligt som chauffører at sige fra, når man kan mærke, at nu kan man ikke mere, siger han.

Han mener, at der er behov for en ændring af arbejdskulturen.

- Det er vigtigt, at virksomhederne sørger for, at de ansatte ved, at det er okay at sige fra, og at man som chauffør skal lytte til sin krop. Virksomhederne skal gøre det klart for dem, at sikkerheden er det vigtigste, siger han.

Politi øger kontrollen

Hos Brancheforeningen Danske Vognmænd skaber de påvirkede lastbilchauffører både stor overraskelse og bekymring. Underdirektør Frank Davidsen siger til TV 2 Lorry, at det er "ganske utilgiveligt at køre rundt med narko i blodet i en stor lastbil". Han vil derfor indlede en dialog med vognmændene for at komme problemet til livs.

Til samme medie fortæller politiet, at de i løbet af efteråret vil sætte ind med yderligere kontrol af lastbilchaufførerne.

- Det er foruroligende. Jeg håber virkelig ikke, det er en trend, der er ude i branchen, siger Thomas Tarpgaard, som er vicepolitiinspektør hos Midt og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Hårdt om natten

Ifølge Erik Emil Hansen vil en kulturændring gøre, at færre føler sig nødsaget til at fortsætte med at køre, selv om trætheden for længst har meldt sig. Dermed håber han, at man kan eliminere nogle chaufførers behov for euforiserende stoffer.

- Den tendens skal vi væk fra. Det er virkelig vigtigt, siger han.

Som lastvognschauffør arbejder Erik Emil Hansen ofte flere nætter i træk og op mod 15 timer ad gangen, fortæller han. Og efter 12 timer har han ikke meget andet i hovedet end at komme hjem og sove.

- Det er hårdt de sidste tre timer, især om natten. Om dagen er det bedre, siger han.

For Erik Emil Hansen er det vigtigt at køre ind til siden, komme ud af vognen og få noget luft, når trætheden melder sig.