Danmark er europæisk corona-duks, vurderer EU-agentur
Især lande med færre end 60 procent vaccinerede vil blive ramt af stigende smitte hen over efteråret, advarer ECDC.
I øjeblikket ligger Danmark helt i front i forhold til at være rustet mod coronavirus.
I hvert fald hvis man læser en ny risikovurdering fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol, ECDC.
Agenturet har set på data fra 27 EU-lande, Norge, Island og Liechtenstein, og der placerer Danmark sig som duksen i coronaklassen.
Størst bekymring østpå
Risikovurderingen bygger overvågningsdata fra de sidste måneders pandemi og de forskellige landes håndtering af coronavirussen.
Blandt andet har agenturet vurderet landene ud fra fem parametre - positivprocent, antallet af indlagte, smittefrekvenser, tilfælde blandt folk over 65 år og dødsfald - og givet hvert land en ugentlig score mellem et og ti. Et er bedst, ti er dårligst.
Danmark får en vurdering på 2,8, hvilket er den bedste blandt alle 30 lande. De 2,8 placerer os lige på grænsen til et sted, hvor bekymringen er "meget lav".
Særligt de østeuropæiske lande halter efter i tabellen, som kan ses i bunden af artiklen. Værst ser det ud for Litauen og Rumænien, der er vurderet til henholdsvis 8,5 og 8,8 og ligger på et bekymringsniveau, der betegnes som "meget højt".
Tabellen afspejler også, hvilke lande der har rullet vaccinerne mod coronavirus bredt ud.
Netop andelen af vaccinerede kan blive afgørende for, hvordan pandemien former sig i de kommende måneder, advarer ECDC.
Advarer mod at droppe restriktioner for hurtigt
For hvis landenes vaccinetilslutning ligger under 60 procent, kan det få konsekvenser i form af stigende smittetal hen over efteråret, lyder det.
ECDC-leder Andrea Ammon opfordrer til, at lande med en vaccinetilslutning under 60 procent holder fast i restriktionerne til november for at undgå, at sundhedsvæsenet bliver presset i knæ.
- Prognoser viser, at en kombination af en høj vaccinationsrate og effektive tiltag, der mindsker kontakt mellem mennesker, er afgørende for at reducere risikoen for en stor coronarelateret byrde for sundhedsvæsenet i efteråret, siger hun.
Lige nu er stort set alle nye smittetilfælde af Delta-varianten, og ECDC forudser, at en stor del af efterårets smittede vil være børn.
Derfor bør landene stræbe efter at øge vaccinationsniveauet i alle aldersgrupper for at forhindre, at den mere smitsomme Delta-variant spredes i de kommende måneder, tilføjer Andrea Ammon.
Tre lande har nået målsætning
Helt konkret opfordrer ECDC til, at alle lande når en dækning på 75 procent vaccinerede blandt befolkningen. Som det ser ud nu, er det kun tre lande, der har rundet den milepæl: Portugal, Malta og Island.
Men Danmark er tæt på.
74,5 procent af den danske befolkning - svarende til næsten 4,37 millioner mennesker - er færdigvaccinerede mod covid-19.
Efter måneder med fuld pres på de danske vaccinationscentre, har den danske udrulning tabt pusten de seneste måneder, og i løbet af september er andelen af vaccinerede kun steget ganske lidt.
Derfor har Sundhedsstyrelsen igangsat en række initiativer, der skulle øge vaccinetilslutningen, heriblandt pop op-vaccination på uddannelsesinstitutioner og i supermarkeder.
I alt er der givet mere end 565 millioner vaccinedoser på det europæiske kontinent, og lidt over 60 procent af den samlede befolkning i EU, Norge, Island og Liechtenstein er fuldt vaccineret.