Samfund

Forbud mod minkfarme splitter befolkningen, viser ny meningsmåling

Blå vælgere er konsekvent imod et forbud, mens røde vælgere er glade for forbuddet, konkluderer undersøgelsen.

Tirsdag valgte et flertal i Folketinget at forlænge forbuddet mod minkproduktionen indtil 2023.

Men den danske befolkning er splittet.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

I målingen svarer 44 procent af deltagerne, at de hælder til et forbud, mens 40 procent kategoriserer sig som modstandere af forbuddet. 15 procent af respondenterne er neutrale eller svarer ikke.

Hovedårsagen til at være tilhænger af et forbud er ifølge respondenterne hensynet til dyrevelfærd. Det svarer 89 procent. Derudover er der stadig en stor del af befolkningen, der frygter nye mutationer af virus, hvis minkproduktionen starter op igen.

Hensynet til et frit erhvervsliv er den mest populære årsag hos dem, der er imod et forbud. Det svarer 86 procent. Et generelt hensyn til samfundsøkonomien er også en af hovedårsagerne.

Spørgsmålet om, hvorvidt danskerne er for eller imod minkfarme, er dog langt mindre mudret, hvis man sammenholder emnet med danskernes politiske tilhørsforhold.

Her er blå vælgere konsekvent imod et forbud. Det stemmer overens med udtalelserne fra oppositionen på Christiansborg.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, kalder regeringens forlængelse af forbuddet for ulovlig.

- Jeg synes i det hele taget, at opførslen fra regeringens side er enormt uværdig og uærlig over for alle de mange mennesker, som lige nu står i en meget usikker og uvis situation, siger hun.

De røde vælgere går dog stærkt ind for et forbud. Regeringens støttepartier er også glade for forlængelsen, selvom de gerne vil gå skridtet videre.

- Det er positivt, at vi starter der. Men jeg havde hellere set et permanent forbud – både af hensyn til sundhedssituationen i Danmark, men også for at sende et signal til minkavlerne om, at det er den vej, det går, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, og henviser til det dyreetiske perspektiv.

Den rigtige beslutning, mener fødevareminister

Forlængelsen af forbuddet kommer, efter Statens Serum Institut tirsdag forlængede deres hidtidige risikovurdering fra juni og dermed vurderede, at minkproduktionen fortsat er risikofyldt for folkesundheden.

- Set i det lys mener regeringen, at det eneste rigtige er at forlænge det forbud, der har været i år, med et år ekstra, så det gælder ind i 2022, lød det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Ministeren peger på, at avlerne er ”taget hånd om” med den brede aftale med Folketingets partier, der skal sikre 19 milliarder kroner i erstatning til de mange avlere, der har måttet se deres erhverv lukke under coronakrisen.

- Men af hensyn til danskernes liv og helbred er vi nødt til at lytte til, at SSI siger, der er en risiko af ukendt størrelse, siger Rasmus Prehn.

I foreningen Danske Minkavlere stiller man sig uforstående over for regeringens ønske om at forlænge forbuddet.

Sådan lyder det fra formand Tage Pedersen i en pressemeddelelse.

- Regeringen har nedklassificeret corona som en samfundskritik sygdom, og så giver det overhovedet ingen mening at forlænge et coronaforbud rettet alene mod minkavl, skriver formanden.

15 millioner mink blev aflivet

I den oprindelige risikovurdering fra SSI fra juni lyder det, at ”hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse”.

Det er den vurdering, som SSI tirsdag har meldt ud fortsat er gældende.

I november meldte regeringen ud, at alle danske mink skulle aflives som følge af bekymringer om en virusmutation blandt dyrene, som potentielt kunne true dengang kommende coronavacciners virkning på mennesker.

Siden er omkring 15 millioner mink blevet aflivet.

Megafons målinger er foretaget i perioden 28. september til 29. september. I alt har 1085 respondenter i alderen 18+ medvirket i undersøgelsen.