SSI: Det er fortsat risikabelt at genoptage minkavl i Danmark
I juni lød det, at minkavl er risikabelt for folkesundheden. Den vurdering fastholder SSI tirsdag over for Folketingets partier.
Det er fortsat risikabelt at have minkavl i Danmark - også efter nytår.
Sådan lyder vurderingen fra Statens Serum Institut, kan TV 2 erfare.
I et mailsvar til Folketingets partier, som TV 2 har set, fremgår det, at SSI fortsat står ved den tidligere risikovurdering, de udsendte kort før sommerferien.
I den lød det, at "hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse", og det er altså denne sundhedsrisiko, som, SSI vurderer, fortsat er til stede ved minkavl.
I mailen lyder det således, at "konklusionerne i den sundhedsfaglige vurdering af risiko for den humane sundhed ved en eventuel genoptagelse af minkhold efter 2021 af den 14. juni 2021 fortsat er gældende."
Drøftelser mellem partierne tirsdag
Klokken 15 i eftermiddag mødes medlemmer af Folketingets fødevareudvalg med fødevareminister Rasmus Prehn til en mundtlig præsentation af SSI's nye risikovurdering.
Ved gennemgangen vil det være muligt for udvalgsmedlemmerne at stille spørgsmål til SSI.
De danske minkavlere har længe efterspurgt en klar udmelding, da det midlertidige forbud mod minkavl i Danmark udløber ved årsskiftet. Ved mødet skal partierne drøfte fremtiden for dansk minkavl, men det er endnu usikkert, hvorvidt der bliver truffet nogen endelig beslutning tirsdag.
Millioner af mink er aflivede
Beslutningen om at aflive alle minkbesætninger i Danmark blev truffet i begyndelsen af november på baggrund af en særlig coronamutation fundet blandt mink.
På daværende tidspunkt var bekymringen, at virusmutationen ville gøre en dengang kommende vaccine mod covid-19 enten ubrugelig eller mindre effektiv.
Siden beslutningen blev truffet, er millioner af mink blevet aflivet, og et midlertidigt forbud mod minkavl i Danmark er nedsat med effekt frem til udgangen af 2021.