Coronavirus

I USA får frontpersonalet tilbudt tredje stik – Danmark bør overveje det samme, siger eksperter

Sygeplejersker og sosu-ansatte stiller sig gerne i kø som de næste, der får tilbudt tredje vaccinestik.

I USA anbefaler myndighederne nu, at landets sundhedsansatte bliver blandt de første, der får tilbudt en ekstra dose af vaccinen mod coronavirus.

Herhjemme lægger plejehjemsbeboere og folk med meget svækket immunforsvar overarme til en tredje dosis, men hvem der er de næste i køen til et eventuelt tredje stik, er stadig uafklaret.

Ifølge flere eksperter vil det dog være fornuftigt at overveje samme booster-strategi som amerikanerne.

- Det vil give god mening, for sundhedspersonalet er i øget risiko. Både for selv at blive smittet, men også for at smitte videre til patienter, siger Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet.

Bekymring for gennembrudsinfektioner

Et ekstra stik skal netop forhindre, at personalet bliver smittet med coronavirussen. For selvom vaccinerne giver et solidt skjold, kan virussen godt bryde gennem beskyttelsen.

Hos SSI havde man i begyndelsen af september registreret 9253 gennembrudsinfektioner, hvor der er konstateret smitte efter tidspunktet for forventet fuld effekt af vaccinen.

Det er en lille del af et stort antal vaccinerede, og det ser også ud til, at personer med gennembrudsinfektioner generelt får mildere forløb, end uvaccinerede gør.

Boostervacciner

  • En boostervaccine er en ekstra dosis af samme vaccine, der er blevet givet ved første og andet stik. 
  • Pfizer/BioNTechs tredje stik indeholder en fuld dosis, mens Moderna har testet med en mindre dosis end i de to andre stik. 
  • Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, er ved at vurdere data fra Pfizer/BioNTech, så vaccinens tilladelse også kan omfatte et tredje stik til personer over 16 år. 
  • Indtil videre er EMAs vurdering, at der ikke er datamæssigt belæg for et tredje vaccinestik til den brede befolkning, men at de enkelte medlemslande kan overveje boostervaccinationen til særligt sårbare grupper. Det har Danmark for eksempel gjort.

Men hvis smitten rammer sundhedspersonalet, kan det få større konsekvenser, lyder det fra Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet.

- Ved at booste personalet kan du minimere den risiko, og det gavner flere, fordi de jo typisk arbejder med sårbare. Derfor kan det godt blive relevant at tage dem efter arbejde og ikke kun efter aldersgruppe, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Virkeligheden er forandret

En anden professor i immunologi, Søren Riis Paludan fra Københavns Universitet, peger dog på, at det ikke behøver være enten-eller, når eventuelle næste grupper skal vaccineres.

Danmark står nemlig i en helt anden situation nu end dengang, de første to stik blev tilbudt.

I begyndelsen af året var der mangel på vaccinedoser og rift om at komme først i vaccinekøen, men nu står der knap en million mRNA-vacciner på Statens Serum Instituts lager. Så der burde være doser nok til alle, der har brug for det.

- Der burde være vacciner nok til ikke at skulle vælge eller have et stort tidsinterval mellem at tilbyde tredje stik til eksempelvis ældre uden for plejehjemmene og sundhedspersonalet, siger Søren Riis Paludan.

Sygeplejersker og sosu'er er enige

Da vaccinernes første og andet stik blev rullet ud, stod sundhedspersonalet efter de ældste og mest sårbare danskere.

Derfor er det også en del måneder siden, de blev vaccineret, så det vil være naturligt, at de får tilbudt tredje stik som de første, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann, som er sektorformand for social- og sundhedsområdet i FOA.

Han repræsenterer over 100.000 ansatte på landets plejehjem og hospitaler, og han mener, at Danmark bør se mod USA's strategi, hvis et tredje stik skal rulles ud.

Blandt andet fordi de 100.000 personer kan være raske smittebærere og smitte svage. Samtidig er deres jobs vigtige for at "holde systemet kørende", lyder det.

- Vores medlemmer skal stå højt oppe på listen den her gang, siger Torben Klitmøller Hollmanm.

Hos Dansk Sygeplejeråd er næstformand Anni Pilgaard enig. Hvis sygeplejerskerne bliver smittet, er "der ikke nogen til at tage hånd om de svageste", lyder det.

- Når man har givet de allersvageste tredje stik, må næste række være sundhedspersonalet. Både fordi de er udsatte gennem arbejdet, men også fordi det får konsekvenser for andre, hvis de bliver syge, siger Anni Pilgaard.

Plan på vej

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at man lige nu er i gang med en plan for en eventuel bredere udrulning af tredje vaccinedosis. Men hvor i køen sundhedspersonalet befinder sig, kan styrelsen ikke sige noget om.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvilke grupper der eventuelt vil blive tilbudt et tredje stik, ud over de to grupper, som allerede nu er i gang med revaccination, lyder det.

Der er stor forskel på, hvordan forskellige lande har grebet spørgsmålet om boostervaccinationerne an.

Israel var først til at tilbyde alle ældre end 12 år endnu en Pfizer-dosis, mens flere myndigheder har valgt en mindre udrulning a la den danske.

Samtidig har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, appelleret til, at man begrænser tilbuddet om tredje dosis, fordi mange lande stadig kæmper med at rulle første og andet stik ud.

Derudover peger WHO på, at der mangler evidens for, præcis hvad et tredje stik betyder i forhold til beskyttelse.

Indtil videre vurderer både den danske sundhedsstyrelse og FDA, at den brede befolkning er fint beskyttet mod indlæggelse og alvorlig sygdom efter to stik.