Samfund

Lastbiler kører mere på vejene end før: - Man har et kæmpe ansvar, siger chauffør

Lastbiler kører flere kilometer end tidligere målt før. Hvis alle viser hensyn, er det ikke et problem med de store vogne på vejene, mener chauffør.

Man kan pludselig føle sig meget lille, hvis man kører op på siden af en lastbil.

Det er Anders Falkenløve bevidst om. Han er lastbilchauffør i ØSG, der er et firma under Danske Fragtmænd.

- Som chauffør har man et kæmpe ansvar, når man kører rundt med tonstunge vogne på vejene og har flere blinde vinkler at holde øje med, siger han til TV 2.

Mindreværdsfølelsen skal bilister nok vænne sig yderligere til. Lastbiler har i første kvartal i år nemlig kørt rekordlangt i forhold til de første målinger i 2008.

Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Siden antallet var på sit laveste i 2010 som følge af finanskrisen, har udviklingen kun været opadgående og er steget med 26 procent.

Tal fra Storebæltsbroen viser ligeledes, at der de seneste år har været langt flere lastbiler over broen i år end årene før.

Hver søjle repræsenterer en måned. Altså repræsenterer den første søjle i hvert år den samme måned.

Enkelte kan godt presse fartgrænsen

Anders Falkenløve har selv lagt mærke til, at hans kollegaer fylder mere på vejene, men hvis alle viser hensyn, bør der ikke være problemer på vejene, mener han.

Alligevel kan der godt være chauffører, som trykker lidt hårdere på speederen end tilladt, så man kan vinde tid i den anden ende, lyder det.

- Det kan være nogle gange, hvor man er på vej til en levering, og så ved du, at de går til frokost i en time, og så er det vigtigt at være der ti minutter før, for så har man en fod indenfor og kan nå at læsse af, forklarer han.

Lastbiler kører, når produktionen kører

Stigningen i lastbilernes kørte kilometer er et direkte tegn på et økonomisk opsving. Når der er gang i økonomien, skal der leveres mere gods rundt i landet.

Sådan lyder det fra Kristian Reinau, der er lektor på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

- Der er gang i byggeriet, og vi køber alle sammen meget over internettet. Det gør, at der er meget, der skal transporteres rundt i samfundet, siger han til TV 2.

Han tilføjer, at godstransport med lastbil er væsentligt lettere end med eksempelvis tog, da en lastbil i forvejen skal transportere godset til og fra toget.

Én ulykke er én ulykke for meget

Anders Falkenløve

Tålmodighed er dyd

Transportminister Benny Engelbrecht (S) stemmer også i med, at den øgede lastbilkørsel er et tegn på, at der er gang i produktionshjulene i samfundet.

Og for at håndtere den øgede kørsel på vejene er der i trafikaftalen ’Infrastrukturplan 2035’ sat penge af til blandt andet at udvide Østjyske Motorvej E45.

Men hvis jyske trafikanter er trætte af at køre langs lastbiler på vejene, må man væbne sig med tålmodighed, lyder det fra ministeren.

- Til at starte med bliver det ikke bedre, det bliver faktisk værre. Når vi går i gang næste år med at udvide og skabe yderligere kapacitet, så starter vi med vejarbejde. Min appel til alle, uanset hvor man bor i Jylland, er, at man væbner sig med tålmodighed, siger han til TV 2.

Chaufføren Anders Falkenløve mener også, at tålmodighed er afgørende i trafikken. Om man sidder i en stor lastbil eller en lille personbil, kan skaderne være voldsomme, hvis man har for travlt og ikke er opmærksom.

- Det er ikke mere vigtigt, end at vi skal hjem om eftermiddagen til vores familier, og det skal alle andre bilister også. Én ulykke er én ulykke for meget.