Boom i antallet af lastbiler på danske motorveje skaber problemer
Lastbilerne fylder på vejene og skaber ikke kun lange køer men også flere uheld, siger borgmester.
Der kommer flere og flere lastbiler på de danske motorveje.
Alene i første kvartal i 2021 kørte danske lastbiler 26 procent flere kilometer på vejene end i samme periode i 2010. Det skriver Jyllands-Posten.
Og det er især i vækstområder rundt om i Danmark, at lastbiltrafikken vejer tungt på vejene og skaber trafikproblemer, viser tal fra Vejdirektoratet.
Ved Kolding er stigningen i lastbiltrafik på ti år 58 procent, mens det er godt 40 procent ved Horsens. Og det skaber ikke bare lange køer. Det skaber også flere uheld, siger Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune, hvor motorvejen hver dag stopper til i myldretiden.
Kom helst uden for myldretiden
- Det giver en masse ulykker og har gjort det i lang tid. Vi har virkelig brug for, der sker noget ude på E45 – både for trafiksikkerheden men også for fremkommeligheden, siger han til TV 2.
I stedet for at holde i kø bruger pendlere og lastbiler de mindre veje, og det skaber endnu flere trafikudfordringer, fortæller borgmesteren. Derfor fraråder han, at man kører i området på de værste tidspunkter, hvis man kan undgå det.
- Der er så mange biler om morgenen og om eftermiddagen, at det efter min bedste vurdering bør anbefales, at man kører på andre tidspunkter, siger Peter Sørensen.
Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets nationale færdselscenter, oplyser til TV 2, at på landsplan er lastbiler ikke årsag til flere uheld i dag end for 10 år siden.
- Fra 2011 og frem til i dag ligger vi på et meget, meget stabilt niveau med lastbiler, der er involveret i uheld. Det svinger så lidt - en til to procent - og fordi udsvingene er så små, kan vi i vores data ikke spore, at lastbiler er årsag til flere uheld, siger han.
Uheld er defineret som en lastbil, der er involveret i et uheld, hvor der er personskade, og hvor politiet har været til stede.
Lastbilfragt skal gøres dyrere
Også de danske broer belastes af lastbiltrafikken.
På Storebæltsbroen kørte der for eksempel 37,5 procent flere lastbiler over i 2020 end i 2010.
At gøre det dyrere at køre med lastbil er en del af transportminister Benny Engelbrechts svar på problemet.
- I dag kan det nogle gange svare sig at køre en omvej med en tom lastbil. Derfor er noget af svaret den kilometerbaserede CO2-afgift, som træder i kraft i 2025. Det fjerner ikke lastbilerne, men giver et incitament til at gøre det så effektivt som muligt, siger han til Jyllands-Posten.