Samfund

Pensionist mangler hjælp til rengøring: - Jeg synes, det er flovt

Selvom mange ældre føler, de mangler hjælp, peger tallene på en svag fremgang.

Det er ikke altid sjovt for 71-årige Karen Margrethe Juel at få besøg; nogle gange finder hun det faktisk pinligt. Det skyldes, at hun synes, at hendes lejlighed er alt for beskidt.

Karen Margrethe Juel er pensionist og må nøjes med at få gjort rent hver tredje uge, når den kommunale rengøringshjælp svinger kosten forbi hendes hjem.

Jeg skal altid tænke på, hvordan mit toilet egentlig ser ud, når der kommer nogen på besøg

Karen Margrethe Juel, pensionist

På 20-30 minutter skal hjemmehjælpen både nå at skifte sengetøj, støvsuge, vaske gulv og gøre toilettet rent, fortæller hun.

Derfor er et besøg ikke lig med et skinnende rent hjem.

- Jeg vurderer rengøringen til at være meget overfladisk, der bliver ikke gået til bunds overhovedet, siger Karen Margrethe Juel til TV 2.

- Jeg har en veninde, der kommer og besøger mig en gang imellem. Når hun kommer, tre dage efter rengøringen har været her, er vandet helt sort, når hun har vasket gulvet. Så hun må skifte det flere gange, fortæller den 71-årige folkepensionist.

Karen Margrethe Juel døjer både med diabetes, kronisk træthedssyndrom og en alvorlig ryglidelse. Derfor har hun behov for hjemmehjælp til de fleste af sine huslige gøremål.

- Jeg synes, det er flovt, at min veninde giver sig til at gøre rent, når hun kommer hjem hos mig. Det, synes jeg, er pinligt.

Faktisk har den sparsomme rengøring gjort, at Karen Margrethe Juel tilmed ikke har haft besøg af ét af sine familiemedlemmer i flere år, fordi han lider af astma, og der er for meget støv i hendes lejlighed.

Er langt fra alene

Karen Margrethe Juel er en ud af mange seniorer med behov for hjælp, som ikke er tilfredse med den rengøring, de får hos det offentlige.

Hver tredje ældre, der har brug for hjælp til rengøring, har ikke mulighed for at få gjort rent, når de har behov for det.

Samtidig angiver hver femte, der modtager hjælp til bad, at de ikke kan komme i bad eller blive vasket, når de har behov for det.

Det viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen foretaget af Danmarks Statistik. Ældre Sagens egen direktør kalder det ”meget trist læsning”.

I 2016 fik interesseorganisationen lavet en lignende undersøgelse. Sammenlignet med de nu fem år gamle tal ser det faktisk en smule pænere ud i dag.

I år føler 7 procentpoint færre, at de ikke kan få gjort rent efter behov. Dog har Danmarks Statistik givet de ældre mulighed for at svare ’ved ikke’ i 2021, hvilket ikke var muligt i 2016. Det har 6 procent valgt at gøre.

Over de seneste fem år er en smule flere børn og svigerbørn begyndt at hjælpe til med rengøringen hos de ældre med behov for rengøringshjælp. I 2016 svarede 10 procent, at de fik hjælp fra børn eller svigerbørn, mens det tal i 2021 er steget til 16 procent.

Omtrent hver ottende køber selv rengøringshjælp fra en privat udbyder. Et tal, der ikke har ændret sig nævneværdigt siden 2016.

Den manglende rengøring har for en del af de adspurgte haft indflydelse på deres sociale liv. Hver fjerde hjemmehjælpsmodtager, der har savnet mulighed for at få gjort rent, når de har haft behov, svarer, at det har afholdt dem fra at invitere gæster i deres hjem.

I undersøgelsen bliver hjemmehjælpsmodtagerne også spurgt til, om de kan få et bad, når de ønsker det. I 2016 svarede 28 procent nej til dette, mens tallet i 2021 er faldet til 21 procent. Her svarer 4 procent ”ved ikke”.

Oplever presset personale

71-årige Karen Margrethe Juel klarer fortsat sine bad selv. Selvom hun godt kunne bruge hjælp, afholder tanken om skiftende hjemmehjælpere og korte badetider hende fra bede om hjælp. Der er for mange usikkerhedsmomenter, siger hun til TV 2.

Perspektiv

Mangel på sosu'er

Sosu-assistent-studerende.

Det er svært for arbejdsgiverne at ansætte sosu-assistenter.

Den seneste rekrutteringsopgørelse viser, at fire ud af ti stillinger som sosu-assistent i perioden september 2020 til februar 2021 ikke blev besat. Det samme gjaldt 32 procent af stillingerne som sosu-hjælper.

Sammenlagt svarer det til flere end 8500 ledige stillinger, som ingen har ønsket.

Tilmed bliver færre og færre sosu-uddannet.

En opgørelse fra 2020 viser, at antallet af ansøgere til sosu-uddannelsen var faldet med omtrent 40 procent siden erhvervsuddannelsesreformen i 2015.

Samtidig anslog fagforbundet FOA, at Danmark i 2029 vil mangle 40.000 sosu-ansatte for at kunne opretholde det nuværende niveau, i takt med at antallet af ældre stiger.

Men den manglende rengøring nager hende stadig. Hun understreger dog, at rengøringspersonalet er søde og rare mennesker. Hun oplever blot, at de arbejder under et system, der er indrettet sådan, at det er umuligt for dem at yde en tilstrækkelig indsats. Tilmeld mærker hun fra noget af personalet en frustration over situationen.

- Spørgsmålet er, hvor mange mennesker der vil finde sig i, at deres hjem kun bliver gjort rent hver tredje uge?

- Jeg skal altid tænke på, hvordan mit toilet egentlig ser ud, når der kommer nogen på besøg. Nogle gange må jeg lige advare dem om situationen.

TV 2 har talt med ældreminister Astrid Krag (S), der siger, at man ikke blot kan løse problemerne ved at knipse med fingrene. Læs hele interviewet med hende her. I artiklen kan du også læse om store problemer med at uddanne nok sosu-assistenter til at passe på landets ældre.