Dansk it-gigant jubler over møde med diktator, mens anklagerne om krigsforbrydelser tårner sig op
Danmarks største it-virksomhed, Systematic, opruster Emiraternes militær på trods af dansk forbud og talrige advarsler om død og ødelæggelse. Få overblik over forløbet her.
Sofie Synnøve Herschend (https://shared.tv2.dk/profil/sofie-synnoeve-herschend), Lasse Kalhauge (https://nyheder.tv2.dk/profil/lasse-kalhauge), Yan Kovyakh (https://nyheder.tv2.dk/profil/yan-kovyakh)
Han er Emiraternes kronprins og ansvarlig for landets militære styrker.
Mohammed bin Zayed al-Nahyan, også kaldet MbZ.
Det er ham, der står til venstre i billedet.
Men han er også kendt som en hård diktator, der ser stort på menneskerettighederne. Af Frankrig er han blandt andet sagsøgt for at beordre krigsforbrydelser og tortur i Yemen.
MbZ’s ry ser i februar 2017 dog ikke ud til at gøre indtryk på Danmarks største it-virksomhed, Systematic fra Aarhus. Tværtimod.
"Vi var henrykte over at få besøg af sheikh Mohammed bin Zayed al-Nahyan, Abu Dhabis kronprins, forsvarsminister og næstkommanderende for de Forenede Arabiske Emiraters væbnede styrker", skrev Systematic i et opslag på LinkedIn.
Opdateringen kom, kort efter at Systematics vicedirektør og salgsansvarlige, manden til højre i billedet, havde mødt MbZ på forsvarsmessen IDEX i Abu Dhabi.
Begejstringen skyldtes, at Systematic netop var blevet udvalgt til at være hovedleverandør på et af de vigtigste elementer i moderniseringen af Emiraternes militær. Nemlig det militære kampstyringssystem SitaWare.
Ifølge våbeneksperter er SitaWare et af verdens mest avancerede kampstyringssystemer. Eksperter kalder derfor indkøbet for ”et kvantespring” for Emiraterne.
SitaWare kan nemlig skabe et hidtil uset overblik i krig.
Sådan fungerer SitaWare
Luftvåbnet
SitaWare gør det blandt andet muligt for alle dele af militæret at se og kommunikere med hinanden via en skærm. For eksempel kan luftvåbnet ...
**
Flåden
... nemt kommunikere med flåden. Ligesom flåden ...
**
Soldater på landjorden
... nemt kan kommunikere med landtropperne. På skærmen kan soldaterne også se, hvor fjenden er.
**
Mobile enheder
Og systemet kan præcisere, hvor der skal bombes.
**
Hovedkvarteret
Endelig giver SitaWare de øverstbefalende i hovedkvarteret mulighed for at dele livsvigtig information med alle soldater – også fra de lande, man er i militær koalition med.
***
Og netop SitaWare er den type militært udstyr, som den danske regering i 2018 forbød danske virksomheder at eksportere til Emiraterne - af frygt for, at Emiraterne ville bruge det til krigsforbrydelser i Yemen, hvor de sammen med Saudi Arabien spiller en afgørende rolle.
Men på trods af Danmarks beslutning om at suspendere al militær eksport til Emiraterne, har Systematic fortsat sin eksport helt frem til i dag.
Det viser en omfattende kortlægning af Systematics aktiviteter, som TV 2 har gennemført i samarbejde med Danwatch og Lighthouse Reports.
Eksperter kalder Systematics fortsatte eksport for ”amoralsk” og for ”en bevidst omgåelse af reglerne”. Menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty, kalder eksporten ”forkastelig” og ”dybt problematisk”, mens Systematic afviser at have begået nogen former for lovbrud.
Men for at forstå de voldsomme anklager, der rettes mod en af Danmarks største virksomheder, må man forstå sammenfaldene.
Se bare her.





Træning af mindst 800 emiratiske soldater
Og så er vi tilbage ved billedet fra den store forsvarsmesse i 2017.
For allerede i efteråret 2016, flere måneder før offentliggørelsen af den nye ordre på IDEX-messen – og samtidig med at FN advarer om krigsforbrydelser - er Systematic i fuld gang med at levere SitaWare til Emiraterne.
Det fremgår af en række delvist overstregede eksporttilladelser til Emiraterne, som Danwatch, TV 2 og Lighthouse har fået.
Fra den 1. august 2016 og frem til sommeren 2018 giver Justitsministeriets såkaldte Forebyggelseskontor således flere gange Systematic grønt lys til at levere SitaWare til det emiratiske militær.
Mens grove beskyldninger om menneskeretskrænkelser og mulige krigsforbrydelser dukker op, kommer mindst 800 emiratiske soldater i træning hos Systematic, skriver tidsskriftet Asian Military Review.
En række opslag og CV’er, som undervisere, tolke og andre ansatte har offentliggjort på Facebook, LinkedIn og Albayt viser, at undervisningen fandt sted fra december 2016 og frem til maj 2018.
Og at det var personale på alle niveauer - lige fra chauffører til højtstående officerer - der blev lært op.


Gallamiddagen
I slutningen af april 2018 bliver samarbejdet med Emiraterne understreget, da Systematics direktør, Michael Holm, under en gallamiddag i Stockholm rejser sig for at uddele priser til udvalgte samarbejdspartnere.
Flere end 130 repræsentanter fra 16 lande, der bruger SitaWare, er inviteret til det lukkede arrangement SitaWare User Forum i Stockholm.
Og denne aften går en af priserne til den emiratiske oberst Saeed Rashed Saeed Hashel Alzhami, der har stået for implementeringen af SitaWare i den emiratiske hær.
Af en pressemeddelelse på Systematics hjemmeside, fremgår det, at oberst Alzhami og hans hold får prisen for ”fremragende projektledelse”.
Og vicedirektør Andrew Graham, den mand, der blev fotograferet sammen med MbZ på forsvarsmessen året forinden, lægger ikke skjul på sin begejstring:
- Holdet har stået i spidsen for leveringen af et af de mest avancerede systemer af sin slags i verden, siger han, og understreger, at når SitaWare er rullet ud, vil det medføre ”et kapacitetsspring for de Forenede Arabiske Emiraters væbnede styrker”.
Et halvt år efter siger det danske Udenrigsministerium dog stop.

Grænsen er nået
I maj 2018 er halvandet års arbejde med at implementere SitaWare i den emiratiske hær ved at være slut, viser de forskellige træneres CV’er.
Men Systematic er klar til at fortsætte samarbejdet.
I efteråret 2018 får Systematic dog problemer med tilladelserne fra de danske myndigheder.
Systematics danske eksporttilladelse var netop udløbet, og det hastede med at få en ny, viser en aktindsigt hos det danske Udenrigsministerium:
"Det er vigtigt, at vi får tilladelsen," skriver en medarbejder i Systematic i midten af august til en specialrådgiver i Udenrigsministeriets sikkerhedspolitiske afdeling.
"Vi kan ikke forstå, hvorfor det ikke bare kan komme på plads nu", skriver Systematics medarbejder en måned senere.
En aktindsigt viser, at Udenrigsministeriet den 16. oktober 2018 skrev i et høringsvar til Justitsministeriet, at Systematics ansøgning ikke burde imødekommes.
Grænsen var nået.
Men dagen før, den 15. oktober 2018, skrev Systematic en kort mail til Justitsministeriet, hvor de tilbagekaldte deres ansøgning.
Systematic afviser, at de tilbagekaldte ansøgningen på grund af danske myndigheders eksportstop til Emiraterne.
"Vi trak vores ansøgning tilbage, fordi vi ikke fik en forventet ordre", skriver Systematics pressechef i en mail til TV 2.

"Fuldstændig katastrofal" rolle
Ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet skyldes eksportstoppet blandt andet ”den fortsatte forværring af den allerede forfærdelige situation i Yemen” samt risikoen for, at dansk udstyr ”kan anvendes til krænkelser af menneskerettighederne”.
- Den rolle, som de spiller for eksempel i Yemen, som er en fuldstændig katastrofal situation, man står i dernede, der er det altså vigtigt, at Danmark har en klar stemme og siger; hertil og så ikke længere, lyder det fra daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Blandt andet anklages Emiraterne for at have begået flyangreb på civile, forhindret nødhjælp til millioner af mennesker via blokade, beskudt civile boligområder, trænet mere end 90.000 militsstyrker og drevet hemmelige fængsler, hvor indsatte blev tortureret.
Den britiske finte
Selvom de danske myndigheder ønsker at stoppe al militær eksport til Emiraterne, fortsætter Systematic i efteråret 2018 sit samarbejde med det emiratiske militær.
Som TV 2 har dokumenteret i samarbejde med Danwatch og Lighthouse Reports, søgte Systematic nemlig - blot tre uger efter de danske myndigheder havde sat foden ned - en tilladelse til at eksportere til Emiraterne fra deres britiske datterselskab, Systematic Software Engineering Ltd. i London.
Og herfra eksporterer de nu SitaWare til Emiraterne.
Det fremgår af en række aktindsigter fra Storbritannien, at Systematic fra den 8. november 2018 og frem til marts 2021 søger en lang række eksporttilladelser hos det britiske Department of Trade, som ikke har indført eksportforbud.
Eksperter: "De gør det helt bevidst"
Flere eksperter, som TV 2 og Danwatch har talt med, kalder den fortsatte levering til Emiraterne for ”amoralsk” og for ”en bevidst omgåelse” af det danske eksportstop:
- For mig står det meget klart, at Systematic søger eksporttilladelse i Storbritannien for at omgå dansk lov, og det er helt afgjort forkert. Der er intet at diskutere, siger Tom Kirchmaier, der er professor i økonomisk kriminalitet ved Copenhagen Business School, og fortsætter:
- Hvis det ikke er et brud på dansk lov, så er det i hvert fald et brud på intentionen med loven.
Den vurdering bakkes op af William Hartung, der er ekspert i international våbenhandel ved den amerikanske tænketank Center for International Policy.
- At bruge et udenlandsk datterselskab til eksporten er en underminering af den danske regerings beslutning om ikke at bevæbne Emiraterne. Hvis det er lovligt, er der et kæmpe smuthul i den danske eksportlovgivning, siger han.
Systematic afviser, at de bryder nogen regler.

"Slutbruger ukendt"
I Systematics seneste danske tilladelse til at eksportere deres militære software SitaWare fra Aarhus til datterselskabet i Storbritannien står der, at ”slutbruger er ukendt”.
Systematic søgte om tilladelsen i november 2020. Men flere måneder tidligere søgte de i lokale jobannoncer efter ansatte til at implementere SitaWare og IRIS hos Emiraternes militær.
I en mail forklarer Systematics pressechef, at eksporten via Storbritannien foregår på den måde, at Systematic har en dansk tilladelse til at eksportere en master-version af hver af Systematics standardprodukter fra Danmark til datterselskabet i Storbritannien.
Herefter kopierer det britiske datterselskab softwarelicenserne og eksporterer dem videre til deres respektive kunder “med eventuelle tilpasninger”, lyder det.
“Systematic UK kan dermed levere Systematics software til kunder rundt om i verden baseret på engelske eksporttilladelser, udstedt på baggrund af engelske regler”, skriver Systematics pressechef Maia Lindstrøm Sejersen.
Rigspolitiet understreger over for TV 2, at det er ulovligt ikke at oplyse om slutbrugeren, hvis man er klar over, hvem det er.

Stor risiko for at dansk udstyr bruges i Yemen
Militære eksperter mener, at der er stor risiko for, at Emiraterne anvender det danske kampstyringssystem til deres kontroversielle krigsførsel.
- Det vil simpelthen ikke give mening, hvis det ikke blev brugt i Yemen, siger Pieter Wezeman, militærforsker ved Stockholm Peace and Research Center, SIPRI, og henviser til, at Emiraterne netop i en kompleks kamparena som Yemen har hårdt brug for det overblik, som SitaWare giver.
Ryan Buhl, som er militæranalytiker ved den private efterretningsorganisation Stratfor, mener også, det er sandsynligt, at SitaWare bliver brugt af Emiraterne i Yemen.
Aner det ikke
TV 2, Danwatch og Lighthouse Reports ville gerne have spurgt Systematics direktør, Michael Holm, hvilke etiske overvejelser han har, i forbindelse med at hans virksomhed i adskillige år har eksporteret militært udstyr til et land, der er under anklage for at begå krigsforbrydelser.
Michael Holm ønsker ikke at stille op til tv-interview, men i et indledende telefoninterview med TV 2’s reporter i februar fortalte han, at han ikke ved, om Emiraternes militær har anvendt Systematics produkter til at føre krig i Yemen:
- Det vil jeg tvivle stærkt på, sagde han.
Du vil tvivle på det?
- Ja, det vil jeg tvivle på, at det har.
Men det er jo implementeret...
- Jeg aner det ikke … Men de har nogle licenser, de kan bruge, hvor de vil, svarede han.
Michael Holm fortalte også, at han ikke mener, han har ansvar for at vide, hvor udstyret ender:
- Vi skal ikke altid have slutbrugercertifikat. For eksempel kan vi sælge til vores engelske selskab, som kan sælge det videre, uden at vi skal fortælle til Danmark, hvor det går hen, svarede han i februar.
Forelagt den nye kritik om, at Systematic bevidst omgår reglerne, skriver Systematics kommunikationschef, Maia Lindstrøm Sejersen, følgende i en mail:
”Vi undrer os over kritikken, for vi har alle nødvendige tilladelser og er fuldt transparente over for myndigheder og offentlighed om vores aktiviteter i Emiraterne.”
”Systematic overholder love og regler i de lande, vi har aktiviteter, og vi har fuld tillid til, at både den danske og den engelske regering foretager de nødvendige politiske vurderinger, som ligger til grund for de rammer, vi driver vores virksomhed i.”
Ovenpå TV 2’s, Danwatch’s og Lighthouse Reports afdækning, har Rigspolitiet valgt at gå ind i sagen.
Opdateret d. 20. september 2021 kl. 11.18: Det fremgik først, at Systematic havde fået afslag på en eksporttilladelse til Emiraterne i efteråret 2018. Nu er det blevet præciseret, at Systematic trak deres ansøgning tilbage, dagen inden Udenrigsministeriet ville have udtalt sig imod den.