Coronavirus

Antallet af indlagte falder til det laveste siden midt i august

325 nye fundet coronasmittet det seneste døgn. Antal indlagte er under 100 for første gang siden midt-august.

Det seneste døgn er der fundet 325 nye smittetilfælde med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af indlagte falder med otte til 97.

Det er første gang siden midten af august, at indlæggelsestallet er under 100. Den 14. august var 94 indlagt med coronavirus på landets hospitaler.

23 af de indlagte ligger på intensivafdelingen, og 17 får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De coronasmittede er fundet blandt 41.962 PCR-prøver, som er dem, der tester ved podning i halsen.

Tre personer døde

Andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er derved 0,77 procent. Det er på niveau med de seneste syv dage, hvor andelen af smittede har været under 1 procent.

Tre personer er det seneste døgn registreret døde med coronavirus.

Der er desuden foretaget 42.029 lyntest det seneste døgn. De er ikke med i den samlede opgørelse grundet usikkerhed om testresultatet.

Det seneste døgn har 4793 personer fået deres sidste, afgørende stik med en coronavaccine og er færdigvaccinerede, viser tal fra SSI.

Det svarer til, at 73,8 procent af befolkningen nu er færdigvaccineret.