Samfund

Lundgren foreslår mundbind og restriktioner i kampen mod influenza

Professoren mener, at vi bør genindføre nogle af restriktionerne fra coronapandemien i tilfælde af et udbrud med influenza.

Fremover bør vi bruge redskaber som mundbind, forsamlingsforbud og hjemmearbejde for at dæmpe større epidemier som influenza. Ligesom vi har gjort det med covid-19.

Det mener professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren.

- Det sidste halvandet år har vist, at hvis vi gør nogle ting, så kan vi med relativt nemme tiltag forhindre, at virus smitter andre, siger han torsdag morgen til TV 2.

Peger på proportionalitet

Dermed tager professoren offentligt hul på en debat om, hvorvidt vi skal håndtere lungeinfektioner som influenza og RS-virus på en ny måde.

Hvert år dør et sted mellem 500 og 1500 primært ældre og sårbare af influenza og i nogle sæsoner flere end 2000.

Disse luftvejssygdomme forsvandt næsten i vinteren 2021 som følge af coronarestriktionerne, og de kontaktreducerende tiltag kan altså også tage toppen af andre større epidemier, mener Jens Lundgren.

Jeg taler ikke om forkølelse

Jens Lundgren, professor

Han understreger, at tiltagene kan ske uden, at de – i modsætning til coronapandemiens omfattende nedlukninger – går ud over vores generelle levevis.

- Det skal selvfølgelig være proportionalt og relativt i forhold til, hvad omfanget er. Det, synes jeg da, er en tanke værd, siger professoren.

Tag de ting, der fungerer, og smid de andre væk

Til de danskere, som frygter, at forslaget kan udvikle sig til en glidebane, hvor vi skal bruge mundbind mod selv banale virusser, understreger professoren, at det ikke er tilfældet.

- Når jeg taler om influenza, så taler jeg om den sygdom, der er forårsaget af influenzavirus. Jeg taler ikke om forkølelse, som mange folk også kalder influenza. Det er nogle helt andre virusser, som jeg slet ikke er bekymret for, siger han.

Specifikt drejer det sig altså om influenzasituationer på to til tre uger, der opstår med to til tre års mellemrum.

Jens Lundgren henviser til de to seneste store influenzaudbrud i Danmark i 2012-2013 og 2017-2018. For selvom udbruddene varede i relativt kort tid, så var hospitalerne i de tidsrum på deres absolutte maksimale kapacitet, advarer professoren.

Samtidig er han bevidst om, at danskerne ikke skal presses mere end højst nødvendigt i forhold til restriktioner.

- Men nu er det jo sådan, at alle restriktionerne er afskaffet, så vi har et pusterum til at tænke lidt og reflektere. Og vi kan tage de ting med, der fungerede, og smide de andre ud. Det, synes jeg, enhver krisehåndtering fordrer, at man evaluerer, siger han.

Hvem plejer at være omfattet?

Følgende borgere er som udgangspunkt omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:

  • Alle personer, der er fyldt 65 år
  • Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
    • Kronisk lungesygdom
    • Hjertekarsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • Diabetes 1 eller 2
    • Medfødt eller erhvervet immundefekt
    • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Kronisk lever- og nyresvigt
    • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Svært overvægtige
  • Førtidspensionister
  • Immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

Kilde: Sundhedsministeriet

Kan vende spørgsmålet på hovedet

Jens Lundgren vil dog ikke sætte tal på, hvor mange influenzaramte danskeres liv, der kan reddes ved de konkrete tiltag.

Det kommer an på, hvor mange redskaber der bliver taget i brug – og hvorvidt vi vælger at følge dem.

Og efter halvandet år med coronavirus og uden nævneværdig influenza er der en stor sandsynlighed for, at et nyt influenzaudbrud står for døren denne vinter, lyder det.

- Jeg foretrækker, at diskussionen foregår i fredstid, så vi kan lave aftaler og beredskab nu, fremfor når det først udfolder sig, siger Jens Lundgren.

Til Politiken advarer formand for Etisk Råd Anne-Marie Gerdes dog mod at sidestille influenzavirus med coronavirus.

- Nu har vi en vaccination mod coronavirus, der gør, at den ikke længere er en samfundskritisk sygdom. Så jeg synes, at man kan vende spørgsmålet på hovedet og sige: Vi skal vænne os til, at corona er ligesom influenza. Det er et vilkår, at ældre og sårbare er mere udsatte, og vi kan ikke forhindre alle dødsfald, hvor meget vi end gerne ville, siger hun til avisen.

Ekstra mange influenzavacciner

I takt med at coronasmitten er faldet, har myndighederne længe haft blikket rettet mod influenzaudviklingen. Og frygten for at opleve to epidemier på samme tid fik i sidste måned regeringen til at reagere.

På et pressemøde 23. august oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at regeringen har købt ekstra mange vacciner mod influenzavirussen.

Inden en influenzasæson indkøber Danmark normalt en million vaccinedoser. Men i år er der blevet lagt 1,5 millioner ekstra doser i kurven.

Initiativet faldt i god jord hos Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i infektionsmedicin.

- Der er en begrundet risiko for, at influenzaen kan vende tilbage med endnu mere kraft end normalt og give endnu større problemer, sagde han dengang i forbindelse med regeringens udmelding.

17 tilfælde sidste år

Faktisk var bekymringen over influenzaepidemien allerede at spore sidste år, hvor amerikanske medier døbte scenariet med to virusser i samme sæson for en 'twindemic'.

Men hverken i USA eller i Danmark ramte den frygtede tsunami af influenzatilfælde. I Danmark blev der registreret blot 17 influenzatilfælde sidste år.

Under en normal influenzasæson plejer det tal at ligge langt højere, og omkring hver femte danske borger bliver typisk ramt af en sæsoninfluenza, vurderer Statens Serum Institut.