Coronavirus

Ikke alle danskere har smidt mundbindet - TV 2 mødte fem af dem

Fem danskere, som TV 2 har mødt på Københavns Hovedbanegård, har vidt forskellige grunde til at holde fast i den blå maske for næse og mund.

De er efterhånden svære at finde i det offentlige rum.

De karakteristiske blå mundbind, som danskerne det seneste halvandet år under coronakrisen har lært at bruge, er nærmest ikke til at se torsdag morgen i vandrehallen på Københavns Hovedbanegård.

På trods af at de sidste coronarestriktioner blev ophævet i sidste uge, og smitten herhjemme for nuværende er under kontrol, er der stadig enkelte danskere, der vælger at tage beskyttelse på for næse og mund.

Det er bare blevet naturligt, jeg tænker ikke så meget over mundbindet længere

Oliver Mulligan, datamatiker

Selvom det går godt med coronasituationen i Danmark, så kan mundbind faktisk inden længe igen blive aktuelt i Danmark, hvis det står til professor Jens Lundgren.

Forude venter nemlig et efterår og en vinter, hvor danskerne med stor sandsynlighed står over for en hård influenzasæson. Og derfor giver det ifølge professoren god mening, hvis der bliver genindført påbud som eksempelvis brug af mundbind visse steder i det offentlige rum.

- Det sidste halvandet år har vist, at hvis vi gør nogle ting, så kan vi med relativt nemme tiltag forhindre, at virus smitter andre, siger Jens Lundgren til TV 2.

På Københavns Hovedbanegård har TV 2 mødt fem danskere, der her forklarer, hvorfor de vælger at holde fast i mundbind i det offentlige rum – på trods af den nuværende smittesituation.

Gravid og ikkevaccineret

Helene Benfeldt-Gøbel, finansiel analytiker:

Helene Benfeldt-Gøbel fortæller TV 2, at hun er gravid, men ikke vaccineret mod corona.

- Jeg fik invitationen til vaccinen meget sent, fordi jeg var i den sidste aldersgruppe. Det var virkelig dårlig timing, og det hele ramlede sammen, lyder forklaringen.

Derfor tager hun sine forholdsregler i forhold til at blive smittet med covid-19. Og hun passer ekstra meget på sig selv, fordi det er ved at blive sæson for influenza.

Helene Benfeldt-Gøbel kan godt forstå, at langt størstedelen af danskerne har smidt mundbindet, men hun ønsker at beholde det på under hele sin graviditet, siger hun.

En helt naturlig ting

Oliver Mulligan, datamatiker:

Oliver Mulligan har under coronaepidemien vænnet sig så meget til at gå med mundbind, at han i dag opfatter det som en selvskrevet ting at have på.

- Det er bare blevet naturligt. Jeg tænker ikke så meget over mundbindet længere. Jeg ved, der er mange, der ikke kan lide at gå med mundbind, fordi de ikke kan trække vejret og få luft, men det føler jeg ikke er et problem, siger han.

Mundbindet giver Oliver Mulligan følelsen af en ekstra sikkerhed, og samtidig kan det beskytte mod andre sygdomme.

Han kan godt få følelsen af, at danskerne nogle gange virker overraskede, når de ser ham med et mundbind.

- Men det er folks eget valg, forklarer Oliver Mulligan.

Nedsat lungefunktion

Carina Hallas, underviser i Tivoli:

- Det er meget enkelt. Jeg er lungesyg og har derfor en meget nedsat lungefunktion. Jeg er vaccineret, men skal ikke nyde noget af at blive smittet, for man kan stadig blive syg, siger Carina Hallas.

Hun føler, at mundbindet giver hende en form for beskyttelse, men hun havde gerne set, at alle danskere stadig brugte værnemidlet – især i myldretiden i S-toget.

Den lungesyge kvinde har også fornemmelsen af, at folk kan godt finde på at kigge, fordi hun bruger mundbind.

- Men jeg kan jo ikke vide, hvad de tænker. Måske tænker de skøre kvindemenneske, eller også tænker de, at jeg er meget fornuftig, siger Carina Hallas.

Hun ønsker at beholde mundbindet på, indtil der er helt styr på coronasituationen på globalt plan, og det hele ser mere positivt ud, lyder det.

Endnu ikke vaccineret

Violetta Janova, arbejder i Københavns Kommune:

Violetta Janova har indtil videre været skeptisk over for at lade sig vaccinere mod coronavirus. Men familien har presset på, for at hun skulle lade sig stikke, og det har haft effekt.

- Jeg skal vaccineres første gang på lørdag, så jeg prøver at holde mig rask indtil da, siger Violetta Janova.

Hun føler, at det er mere hygiejnisk at bruge mundbind og bruger det primært i S-toget, hvor der tit er for mange rejsende, og folk derfor står som sild i en tønde.

For Violetta Janova er det under coronatiden blevet en vane at have mundbind på, så det vil hun fortsætte med indtil videre.

- Udbruddet er her stadigvæk, og der er kommende varianter af coronavirus at holde øje med, forklarer hun.

Føler sig gammel og sårbar

Laila Kimmer Jørgensen, pensionist:

- Jeg ser nyheder og lytter efter eksperterne, og de siger, vi er midt i en pandemi. Selvom jeg er vaccineret, er jeg gammel og sårbar. Så jeg passer på mig selv og andre, siger Laila Kimmer Jørgensen.

Hun er pensionist og bruger primært mundbindet i den offentlige transport.

- Når jeg selv ser én, der bærer mundbind, så tænker jeg, at det er et sårbart menneske, der passer godt på sig selv eller på andre, forklarer hun.

Laila Kimmer Jørgensen tror, at der går længe, før hun smider mundbindet.

Det vil først ske, når de danske myndigheder siger, at pandemien endelig er afblæst, hvilket ifølge pensionisten godt kan tage flere år.