Samfund

Over 1400 delfiner dræbt på Færøerne: - Jeg er forfærdet, siger hvalfanger

Aldrig før er så mange delfiner blevet dræbt på én dag på Færøerne. Episoden bliver stærkt kritiseret af miljøorganisation.

Flere end 1400 delfiner er blevet dræbt på én dag i forbindelse med en organiseret jagt på Færøerne.

Det oplyser landets nationale radio- og tv-medie, Kringvarp Føroya, og historien har også nået en lang række internationale medier - heriblandt BBC og The Guardian.

Nogen burde have vidst bedre. De fleste er i chok over, hvad der skete

Olavur Sjurdarberg, formanden for Færøernes hvalfangerforening

Ifølge miljøorganisationen Sea Shepherd blev i alt 1428 kortnæbbede delfiner, kendt som hvidskævinger, søndag dræbt i bygden Skálafjord på Færøernes næststørste ø, Eysturoy.

De dræbte delfiner er det største antal i en enkelt aktion i Færøernes historie, skriver miljøorganisationen på Twitter.

Den færøske havbiolog Bjarni Mikkelsen bakker op om tallene, skriver BBC.

Han siger, at det hidtil største antal delfiner, der er blevet dræbt på én dag på Færøerne, er 1200, hvilket fandt sted i 1940.

Et blodfyldt hav

Søndagens organiserede jagt på delfinerne skete ved hjælp af speedbåde og jetski, og dermed blev hvidskævingerne tvunget ind i fjordens lave vand, hvorefter de blev dræbt af mænd med knive.

Billeder og video viser, hvordan hundredvis af delfiner ligger side om side i vandkanten på stranden i et rødt, blodfyldt hav, mens lokalbefolkningen ser til.

Jagten på delfiner og hvaler er kendt som grind og har foregået igennem flere århundreder på Færøerne på grund af dyrenes kød og spæk.

Men det store antal dræbte delfiner har skabt fornyet debat på Færøerne om den traditionelle jagt, som Sea Shepherd har kæmpet for at gøre ulovlig siden 1980'erne.

Grindefangst og delfiner

  • Grindefangst på Færøerne er en fangsttradition, som menes gå helt tilbage til vikingetiden.
  • Siden 1584 har man ført opgørelser over fangsten.
  • De viser, at det fortrinsvis er grindehvaler, der fanges, men delfiner er også en del af fangsten.
  • Sidste år blev der således fanget 576 grindehvaler og 35 delfiner af arten hvidskæving eller hvidside.
  • Men i 2017 blev der fanget 488 delfiner i forhold til 1.203 grindehvaler.
  • Fangsten på 1.428 delfiner er derfor usædvanlig stor.

Kilde: Færøernes officielle hjemmesinde, Whaling.fo.

Forfærdet over syn

De flere end 1400 døde delfiner har chokeret mange lokale færinger og mødt kritik fra organisationer, der er involveret i den traditionelle fangst.

- Jeg er forfærdet over det, der skete, siger Heri Petersen, formand for den lokale jagtforening i bugten ved Skálafjord.

Han siger, at alt for mange delfiner blev jagtet, og samtidig ventede for få personer på stranden for at dræbe dyrene.

- Delfinerne lå på stranden og vred sig alt for længe, ​​før de blev dræbt, siger Heri Petersen.

Der var alt for få mennesker på stranden til at tage imod delfinerne og slå dem ihjel. Det var ude af kontrol

Sjúrður Skaale, medlem af Folketinget, Javnaðarflokkurin

I chok

Formanden for den færøske hvalfangerforening, Olavur Sjurdarberg, deltog ikke selv i jagten, men han erkender over for BBC, at søndagens drab var alt for mange.

- Det var en stor fejl, siger han.

Da gruppen blev spottet, blev antallet af delfiner anslået til 200. Først da pattedyrene skulle dræbes på det lave vand, blev de lokale klar over, hvor mange dyr der reelt var tale om.

- Nogen burde have vidst bedre. De fleste er i chok over, hvad der skete, siger formanden.

Fangsten af de flere end 1400 delfiner er dog godkendt af de lokale myndigheder, og der er ikke begået nogen lovbrud ifølge Olavur Sjurdarberg.

Politiker: Ude af kontrol

Det færøske medlem af Folketinget Sjúrður Skaale har besøgt stranden, hvor nedslagtningen fandt sted, for at tale med lokalbefolkningen.

- Folk var rasende, beretter han ifølge BBC.

Sjúrður Skaale forsvarer dog jagt og drab på delfinerne, hvis det vel at mærke bliver udført på en human måde.

Men det var ikke tilfældet i søndags.

- Der var alt for få mennesker på stranden til at tage imod delfinerne og slå dem ihjel. Det tog for lang tid, og det har skabt en meget ophedet debat. Det var ude af kontrol, mener Sjúrður Skaale til TV 2 og tilføjer:

- Et klart flertal mener, at det var forkert, og at det ikke skal ske igen. Det kan blive dyrt for vores eksport.

.

Ikke bæredygtigt

Zoolog Mikkel Stelvig fra Zoologisk Have i København siger til TV 2, at hvidskævingen ikke betragtes som egentlig truet som art.

Men de over 1400 drab på delfinerne i den færøske bygd bør de lokale myndigheder være opmærksom på.

For det kan få ret stor betydning for bestanden i området, mener zoologen.

- Antallet virker meget højt i forhold til, at indbyggerne kan bruge dyrene til forbrug. Det virker ikke bæredygtigt, og netop det skal vi undgå, for så tærer man på naturens ressourcer, siger Mikkel Stelvig.