Samfund

Mor adskilt fra sine børn er anholdt og frihedsberøvet – skal udsendes til Irak

Ifølge en advokat er mindst seks irakiske kvinder frihedsberøvet med henblik på tvangshjemsendelse. Enhedslisten kalder det kritisabelt.

Den udviste irakiske kvinde Regini Sharafani blev tidligt mandag morgen anholdt på sit værelse på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det fortæller hendes mand, Loqman Hamdy, til TV 2.

Ifølge manden er Regini Sharafani blevet frihedsberøvet med henblik på at skulle tvangsudsendes til Irak i oktober.

TV 2 fortalte i maj, hvordan 33-årige Regini Sharafani som beboer med melde- og opholdspligt på Kærshovedgård i praksis var adskilt fra sine tre børn på grund af reglerne for opholds- og meldepligt.

Regler, som betød, at hun hver dag skulle melde sig på udrejsecenteret og overnatte der næsten hver nat.

Advokat: Danmark vil tvangsudsende kvinder

Ifølge udlændingeretsadvokat Niels-Erik Hansen er mindst syv irakere - heraf seks kvinder - mandag blevet frihedsberøvet og placeret i Udlændingecenter Ellebæk med henblik på tvangsudsendelse til Irak.

Her kan de ifølge advokaten sidde i op til fire uger.

Niels-Erik Hansen repræsenterer i øjeblikket én af de anholdte irakere.

Han er i retten blevet oplyst, at en delegation fra Irak vil ankomme i løbet af september for at tage stilling til, om Irak vil tage imod tvangsudsendte irakere uden lovligt opholdsgrundlag i Danmark.

- Irak har i lang tid ikke accepteret at modtage deres egne statsborgere, medmindre de ville rejse frivilligt. Men lige inden coronakrisen ændrede det sig, da Irak tog imod flere irakiske mænd fra Danmark.

- Nu ser det ud til, at Danmark også håber, at Irak vil modtage tvangsudsendte kvinder, siger Niels-Erik Hansen.

Har aldrig haft lovligt ophold - stiftede familie alligevel

Regini Sharafanis mand Loqman Hamdy fortæller, at hans kone ringede til ham mandag morgen omkring klokken 04.30, hvor hun fortalte, at politiet tog hende med til Ellebæk.

Parret talte kort sammen igen om aftenen. Han fortæller, at parrets tre børn er ulykkelige over situationen.

- De græder. De forstår ikke, hvorfor politiet har anholdt hende, siger Loqman Hamdy.

Regini Sharafani og hendes mand er begge kurdere fra Irak. Han kom til Danmark i 2001 og har permanent opholdstilladelse.

Han blev efterfølgende gift med Regini Sharafani, der i 2009 kom til Danmark og søgte asyl, men fik afslag.

Hun søgte derefter familiesammenføring med sin mand, men fik også afslag på dette.

Siden har hun flere gange uden held forsøgt at få opholdstilladelse og har også fået en udvisningsdom for i en periode ikke at overholde sin opholds- og meldepligt.

Alligevel har hun opholdt sig i Danmark i hele perioden og imens fået tre børn.

Børnene er ligesom forældrene irakiske statsborgere, men har som deres far permanent opholdstilladelse i Danmark. Men Regini Sharafani nægter at rejse tilbage til Irak.

Loqman Hamdy, din kone har på intet tidspunkt opholdt sig lovligt i Danmark, men alligevel har I valgt at få børn imens. Er I ikke selv skyld i denne situation?

- Vi kan ikke flytte tilbage til Irak. Jeg har været i Danmark i over 20 år, og jeg kender ingen i Irak mere. Og der er usikkert i Irak, nærmest krig. Det ved Danmark godt.

Enhedslisten: Det er kritisabelt

Hos regeringspartiet mener udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund (S), at familiens situation er selvforskyldt.

- Hvis man ved flere lejligheder har fået at vide, at man ikke har ophold i Danmark og alligevel vælger at fortsætte tilværelsen her - som om intet var hændt og stifter familie - så har man bragt sine børn og sig selv i en trist situation.

Men Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører, Rosa Lund, kalder det meget kritisabelt, at Danmark forsøger at tvangsudsende irakere, der har børn i Danmark.

- Det kan ikke være i overensstemmelse med børnekonventionen. Børn har ret til at være sammen med deres forældre. I Danmark skal vi overholde konventionerne, og her er jeg overbevist om, at man adskiller børnene fra deres mor.

Rasmus Stoklund, hvorfor skal børnene bøde for det? Det er vel ikke børnenes skyld, hvad forældrene har gjort?

- Det siger jeg heller ikke. Men hvis de skal leve sammen som familie, så må det være i morens hjemland. Der er ingen, der har holdt det hemmeligt for familien, hvad reglerne er, og hvilke afgørelser moren har fået.

- Det kan ikke være sådan, at vi belønner dem for ikke at følge anvisningerne, hvis bare de venter længe nok. Så kan vi lige så godt lade være med at have lovgivning i Danmark, siger Rasmus Stoklund.

Styrelse har ingen kommentarer til irakisk delegation

Samtidig kritiserer Enhedslisten, at de danske myndigheder frihedsberøver irakerne på Udlændingecenter Ellebæk.

Centeret er af flere humanitære organisationer og Europarådets Tortur-Komité (CPT) blevet kritiseret for at have fængselslignende forhold, selvom centrets indsatte ikke er dømt for kriminalitet.

- Det er under al kritik, at man frihedsberøver mennesker, der ikke har gjort noget kriminelt under de her forhold, siger Rosa Lund.

De indsatte på Ellebæk er ifølge Kriminalforsorgen som udgangspunkt ikke frihedsberøvet på grund af kriminalitet, men på grund af forhold relateret til udlændingeloven.

Hjemrejsestyrelsen skriver i en mail til TV 2, at styrelsen ikke har kommentarer til oplysningerne om en irakisk delegation, der kommer til Danmark.

Ifølge Hjemrejsestyrelsen har Danmark udsendt omkring 65 personer til Irak i perioden 1. august 2020 til 31. juli i år. Styrelsen kan ikke oplyse, hvor mange af disse der er udsendt med tvang.

I midten af august var cirka 130 irakere i udsendelsesposition i Danmark.