Barselsforslag vil være "fantastisk landvinding" – men iværksættere peger på store problemer

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

Iværksætterforening ser store udfordringer i foreslået model for øremærket barsel. Ifølge dem vil det give mindre forældretid til barnet.

Fremover kan udgangspunktet blive, at mor og far afholder lige meget barsel, når de får et barn.

Mandag præsenterede Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i hvert fald en aftale, som lægger op til at 11 ugers barsel øremærkes til både mor og far.

Hvis en forælder ikke afholder alle sine uger, bortfalder de overskydende.

Og mens det sjældent er noget omfattende problem for større virksomheder, at en medarbejder går noget tid på barsel, kan det blive problematisk for start-ups og virksomheder med ganske få medarbejdere, hvis Folketinget ender med at gøre forslaget til lov.

Vi skal have løftet de kvindelige iværksættere. Jeg mener bare ikke, at vi skal løse ét problem ved at skabe et andet

Peter Kofler, formand i Dansk Iværksætter Forening

Det siger formand for Dansk Iværksætter Forening, Peter Kofler, til TV 2.

- Det betyder formodentligt færre timer med forældre til børn af iværksættere, for uanset om det er mor eller far, der har virksomheden, kan man ikke bare forlade virksomheden i 11 uger, siger Peter Kofler.

- En fantastisk landvinding

Derfor mener Peter Kofler, at en hvilken som helst øremærkning af barsel vil sende drømmen om forældreskab på direkte kollisionskurs med drømmen om iværksætteriet.

Men gør forslaget slet ikke noget godt for kvinderne?

Jo - det vil være en stor landvinding, mener han:

- Det er et vigtigt skridt for ligestillingen, og vi har en enorm skævvridning mellem kønnene inden for iværksætteriet, som de seneste år kun er blevet større, siger han.

Desuden vil det gøre det betydeligt lettere for kvinder at blive ansat i små virksomheder.

- Fordelen bliver endnu mere udtalt i små virksomheder, hvor det nu vil være mindre risikabelt at ansætte en kvinde. Her vil det være en fantastisk landvinding. Og vi skal have løftet de kvindelige iværksættere. Jeg mener bare ikke, at vi skal løse ét problem ved at skabe et andet, siger han.

- Der skal stadig betales husleje

Det ændrer imidlertid ikke på, at eksempelvis enkeltmandsvirksomheder ofte ikke blot kan smække dørene i i 11 uger, fordi ejeren og direktøren skal på barsel, understreger Peter Kofler.

Det samme siger den selvstændige erhvervsdrivende Anders Matthesen, der ejer virksomheden OceanReef i Horsens, til TV 2 ØSTJYLLAND.

- Der er ikke nogen til at passe min forretning, hvis jeg er væk i lige knap tre måneder. Der skal stadig betales husleje, og der skal stadig betales strøm, så det er ikke noget, jeg bare lige kan, siger Anders Matthesen til TV2 Østjylland.

Han har for nylig fået sit første barn med sin kone, og han siger, at ægteparret håber på at få et barn mere i fremtiden. For hans vedkommende vil det dog strengt taget blive umuligt at tage 11 ugers barsel, hvis det skulle ske.

Og så vil hans øremærkede uger bortfalde.

Det er i tilfælde som disse, at 11 ugers øremærket barsel vil udmønte sig i, at børn af iværksættere vil få mindre tid med deres forældre, siger Peter Kofler.

Behov for mere fleksibel model

Derfor håber Dansk Iværksætter Forening, at der vil blive indlagt noget fleksibilitet til iværksættere, når politikerne snart skal diskutere og vedtage en endelig model.

- Politikere plejer at spille ud med den model, der passer til lønmodtagere. Vi håber så på, at man kaster modellen op i luften, og kommer frem til en version, der også giver iværksættere den fornødne fleksibilitet, siger Peter Kofler.

Det kunne eksempelvis være en model, hvor iværksætterforældre kan sprede de 11 ugers barsel ud over længere tid, så de eksempelvis kan gå tidligere mange dage eller kan tage et par dage ad gangen, foreslår han.

For han betvivler ingenlunde nødvendigheden af at gøre noget for ligestillingen – også i iværksættermiljøet.

Senest i 2022

Forslaget fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening kommer som reaktion på et EU-direktiv, der påbyder Danmark og resten af EU's lande at implementere minimum ni ugers øremærket barsel til begge forældre.

Til at vurdere, hvordan direktivet bedst implementeres, har Folketinget ligeledes nedsat et implementeringsudvalg, som ventes at komme med en officiel udmelding indenfor den nærmeste fremtid.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) har udtalt til Ritzau, at han håber på, at udvalgets melding kommer til at lægge sig tæt op ad FH og DA’s udspil.

Ligeledes har et flertal af Folketingets partier i Berlingske bedyret, at de ser ”yderst positivt” på forslaget. TV 2 har dog beskrevet, hvordan store dele af blå blok forholder sig særdeles kritisk overfor forslaget.

EU-direktivet skal være implementeret senest i 2022.

Det nye forslag

De eksisterende regler