Samfund

Restaurant Noma får tredje Michelin-stjerne

Noma får for første gang tre Michelin-stjerner ved annonceringen af årets Michelin-guide.

Restaurant Noma i København har for første gang nogensinde fået tre Michelin-stjerner.

Det står klart efter mandagens afsløring af den nordiske Michelin-guide i Stavanger i Norge.

Dermed blev Noma mandagens store nyhed. Restauranten har på trods af gentagne forudsigelser om, at den ville få den tredje stjerne, holdt sig på to stjerner siden 2007.

Danmark har således to trestjernede Michelin-restauranter. Den anden er Geranium, som i forvejen havde tre stjerner.

I en pressemeddelelse om de danske stjerner skriver Michelin-guiden:

- Med et team og en kulinarisk oplevelse, der fremstår stærkere end nogensinde efter nedlukningerne, når Noma toppen af verdensgastronomien.

- Restaurantens tætte forbindelse til naturen og holistiske tilgang resulterer i kreative og komplekse retter baseret på usædvanlige, sæsonprægede ingredienser.

Målløs Redzepi

Der er kun omkring 130 restauranter i verden, som i øjeblikket kan bryste sig af tre Michelin-stjerner.

René Redzepi, der er køkkenchef og medejer af Noma, var mødt frem ved mandagens Michelin-uddeling, ovenud lykkelig og ganske forbløffet over de tre stjerner.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er så overrasket. Jeg føler noget, jeg aldrig har følt for. Jeg er så glad, siger han og tilføjer, at han efterhånden havde mistet troen på, at det ville ske.

Ekspert har ventet på de tre Noma-stjerner

Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen kalder de tre stjerner til Noma for den længst ventede nyhed i dansk gastronomi,

- Det er så fortjent. De har skullet have den tredje stjerne i så mange år, siger han til TV 2.

Svend Rasmussen har i tre år troet, at Noma ville få den tredje stjerne, men det sker altså først nu.

Ifølge ham er forklaringen, at Michelin er konservativ og tror på stabilitet. Her har man været for usikre omkring Noma, fordi det er en meget eksperimenterende restaurant.

Mandagens Michelin-uddeling har også budt på en anden overraskelse. Nemlig at Restaurant Kong Hans Kælder i København for første gang er gået fra én til to Michelin-stjerner.

Kong Hans Kælder modtog den første stjerne i 1983 som den første restaurant i Danmark.