Samfund

Direktør tjener penge på varekrisen: - Hvis du spørger mig, vil jeg hellere tilbage til en normal hverdag

For transportfirmaet NTG er hver dag en kamp for at tilbyde kunderne en god oplevelse. Corona er stadig en afgørende risikofaktor, vurderer ekspert.

Mens et voldsomt pres på de globale forsyningskæder lige nu presser priserne og forsinker vareleverancer verden over, kan nogle brancher tage sig godt betalt.

Det er blandt andet tilfældet i transportbranchen, hvor virksomhederne kan tage mere for at fragte varer rundt til kunderne.

Alligevel er der ikke jubel hos transportfirmaet Nordic Transport Group, da TV 2 besøger virksomheden i Køge mandag morgen.

Det fortæller direktør i NTG, Michael Larsen, som nu forsøger at navigere i den nye virkelighed.

For selvom tallene i regnskabsbøgerne i NTG er vokset, er der samtidig nogle kunderelationer, som man gerne vil dyrke og bevare på den anden side af den ekstraordinære situation, verden i øjeblikket står i.

Mangel på chauffører

Derfor arbejder virksomheden lige nu på højtryk for at servicere kunder og sørge for, at de ikke får alt for voldsomme prisstigninger.

- Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en ekstraordinær situation i øjeblikket. Der er ekstremt begrænset kapacitet og et yderst problematisk marked, siger Michael Larsen.

NTG lever af at flytte varer rundt omkring i verden med lastbiler, skib og fly – men både til lands, til vands og i luften er der i øjeblikket daglig kamp om kræfterne.

Således er der lige nu stor mangel på chauffører, og NTG oplever, at flere leverandører har så svært ved at skaffe chauffører, at flere biler blot holder stille.

Frustrerede kunder og medarbejdere

Men når man er i et marked, hvor kunderne betaler mere for den service, de får hos jer, er det vel umiddelbart godt nyt?

- Nej. Vi oplever en frustration både hos vores kunder og vores medarbejdere over, at vi ikke kan levere den service, vi altid har gjort. Det er vigtigt, at vi kan levere alternative løsninger, så hvis du spørger mig, vil jeg hellere tilbage til en normal hverdag, svarer Michael Larsen.

NTG ejer hverken lastbiler, skibe eller fly, så når virksomheden hyrer nogen til at løfte opgaven for sig, skal NTG tilsvarende betale mere for den service hos leverandøren.

- Det er klart, vi skal forsøge at sende vores ekstraregning videre til kunderne, men hver dag er en kamp for medarbejderne i frontlinjen for at sikre kapacitet til de rigtige priser og tilbyde kunderne en god oplevelse, siger direktøren.

Ikke alle varer bliver ramt

I virksomheden Vespucci Maritime, som rådgiver shippingvirksomheder, forklarer direktør Lars Jensen, at der er tale om et systematisk problem verden over.

I øjeblikket er 11 procent af verdensflåden utilgængelig på grund af situationen, og fragtraterne er skubbet op til et niveau, som aldrig er set før.

Lars Jensen vurderer, at det kommer til at tage relativt lang tid at rydde op i situationen, og at vi i bedste fald kan se forbedringer i markedet om et halvt års tid.

Samtidig understreger han, at det ikke nødvendigvis er alle forbrugere, der bliver ramt af prisstigninger.

Eksempelvis peger Lars Jensen på, at en merpris på eksempelvis 20.000 kroner ikke betyder meget for containere med varer for flere millioner kroner. Derimod kan prisstigningen gøre en forskel for containere med varer, som fylder meget, men koster mindre. I værste fald er der måske slet ikke råd til transporten.

Havn lukket på grund af fem smittetilfælde

Og selvom coronakrisen er på tilbagetog i Danmark, så er den stadig en afgørende risikofaktor for den globale værdikæde.

Ikke mindst i Kina, som har valgt en politik, hvor selv ganske få tilfælde fører til store nedlukninger.

En af verdens største havne, Yantian i Sydkina, blev lukket i en måned på grund af smittetilfælde hos fem havnearbejdere. Efterfølgende blev dele af Ningbo-havnen – også i Kina – i august lukket ned i flere uger på grund af to coronatilfælde.

- Det er meget op til, hvordan de enkelte regeringer og lande vælger at håndtere smitteudbrud. Og der er Kina stadig en stor risikofaktor i forhold til forsyningskæderne, siger Lars Jensen.

Er du blevet ramt af prisstigninger eller lang ventetid på varer, så vil vi gerne høre fra dig på TV 2. Du kan kontakte os på mailen 1234@tv2.dk.