Coronavirus

Danmark sælger 500.000 Pfizer-vacciner til New Zealand

New Zealands premierminister takker på Twitter det danske Statsministerium for et godt samarbejde.

Den danske regering har indgået en aftale med New Zealand om salg af 500.000 Pfizer-vaccinedoser.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har Danmark overskud af vacciner, og de pågældende vacciner indgår ikke i den danske vaccineudrulning, men har ligget på lager indtil nu.

- Vi har fra starten satset massivt på at købe bredt og stort ind af vacciner til den danske befolkning. I dag har vi så et overskud af mRNA-vacciner, som vi ikke har behov for herhjemme – også selvom vi står over for at skulle give folk et tredje stik, oplyser ministeren.

- Mange tak for et godt samarbejde

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, har søndag på en pressekonference oplyst, at landet har købt overskydende vacciner af Danmark.

På Twitter skrev hun tidligt søndag morgen dansk tid, at vaccinerne vil ankomme allerede i løbet af næste uge. Hun retter samtidig en tak til Danmark for et godt samarbejde.

- Også tak til EU for at hjælpe med at koordinere, skriver hun på Twitter.

Det er forventningen, at vaccinerne allerede vil blive afsendt fra Danmark mandag og onsdag.

New Zealand har samtidig købt overskydende vaccinedoser af Spanien.

Udover salg af vacciner har Danmark også doneret vacciner til en række lande, fremgår det af pressemeddelelsen.