Coronavirus

"Danskerne har vaccineret sig til frihed" - Hele verden kigger på, når Danmark genåbner

Mens Danmark har fjernet coronarestriktionerne, går man i Storbritannien en "vanskelig tid" i møde.

Fredag har Sundhedsministeriet i Danmark afkategoriseret coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

Danskerne har således kunne vinke farvel til alle de coronarestriktioner, som vi har levet med det seneste halvandet år.

Den nyhed har fået flere af verdens lande til at vende blikket mod Danmark.

Medier i både Storbritannien, Norge, USA, Tyskland og Italien har dækket, at de danske coronarestriktioner fredag endegyldigt blev ophævet.

"Wow! Danskerne har vaccineret sig fri".

Sådan lyder overskriften i en artikel fra det tyske dagblad Bild, der fokuserer på Danmarks effektive vaccinationsprogram.

Italienerne undrer sig over afvikling af restriktioner

I Italien er pandemien ved at komme under kontrol, men det bliver håndteret noget anderledes end i Danmark. Det oplyser korrespondent for TV 2 Eva Ravnbøl fra Italien.

Nyheden fra Danmark har ifølge korrespondenten været forsidestof i Italien, hvor der fortsat hersker bekymring over konsekvenserne af vinterhalvåret.

- De fleste italienere vidste ikke, at coronapasset for flere måneder siden blev introduceret i Danmark, og netop nu, hvor det skal introduceres i Italien, trækker man det tilbage, og det har italienerne svært ved at forstå, siger hun.

I Italien er knap 63 procent af den voksne befolkning vaccineret, og sundhedsmyndighederne forbereder sig på efterårs- og vintermånederne, oplyser Eva Ravnbøl.

- Man forstår ikke, hvorfor man tør at afvikle restriktionerne i Danmark, selvom vaccinetilslutningen i Danmark er lidt højere.

Eva Ravnbøl oplyser, at store dele af befolkningen fortsat er ramt af den sorg, coronapandemien har efterladt landet i. Derfor har nyheden om et restriktionsfrit Danmark ifølge korrespondenten givet anledning til debat.

Briterne forudser "vanskelig tid"

Også i Storbritannien har flere medier vendt blikket mod Danmarks afkategorisering af coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

The Guardian har dækket nyheden med fokus på, at den høje vaccinationstilslutning er skyld i, at danskerne nu kan se frem til en hverdag uden coronarestriktioner.

Det sker samtidig med, at premierminister, Boris Johnson er ved at forberede briterne på vinteren, som forventes at blive "en vanskelig tid."

Han vil offentliggøre en plan for, hvordan landet skal sikre sig mod eksponentielle stigninger i smitte og hospitalsindlæggelser ved blandt andet at tilbyde vacciner til de unge teenagere fra 12 år og op, et booster-program med tredje stik samt vaccinepas.

Fredag blev der i Storbritannien registreret 37.622 nye smittede og yderligere 147 coronarelaterede dødsfald i løbet af det seneste døgn.

Epidemikontrol og vaccinationstilslutning

Den danske regering har begrundet beslutningen om ikke at forlænge kategoriseringen med "den store vaccinationstilslutning og den stærke epidemikontrol".

Men hvad skal vi så forvente af virussen i den nærmeste fremtid? Kan vi ånde lettet op, eller er der grund til bekymring, som vi ser det i flere andre europæiske lande?

Ifølge Jens Lundgren er det rimeligt og på sin plads, at coronavirus nu ikke længere vurderes som en samfundskritisk sygdom. Det skyldes primært den høje grad af vaccination hos den danske befolkning.

Her kan du læse tre eksperters bud på efteråret og vinteren i et Danmark uden coronarestriktioner.