Samfund

Virksomheder får mere tid til at betale coronalån

Som en del af aftalen lægges der op til, at bankerne skal spille en mere central rolle.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om at give de virksomheder, der har optaget lån fra staten i form af blandt andet udskudt moms, mere tid til at betale dem tilbage.

Det oplyser Skatteministeriet.

- Regeringen ønsker at hjælpe de virksomheder, som kan være i en svær situation, nu hvor tilbagebetalingen af lånene forfalder, skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Ud over den socialdemokratiske regering står Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet bag aftalen.

Udskydes til april 2022

Ifølge meddelelsen er der tale om omkring 61.000 lån til virksomhederne for cirka 21 milliarder kroner, der nu får lempeligere vilkår.

Fristen for at betale pengene tilbage bliver udskudt til 1. april 2022. Samtidigt bliver der lavet en afdragsordning, så virksomhederne kan samle deres lån hos Skatteforvaltningen og afdrage frem til 1. april 2024.

Afdragsordningen vil have en rente på 0,7 procent om måneden, svarende til 8,4 procent om året.

Det skal bevirke, at staten ikke bedriver unfair konkurrence med bankerne samt give incitament til at afdrage på gælden, men det kan samtidig medføre konkurser.

- Det her vil have konsekvenser. Man kan ikke komme igennem én af verdenshistoriens største økonomiske kriser uden konsekvenser. Men vi har givet virksomhederne mere luft, siger skatteminister Morten Bødskov til TV 2.

Opråb til bankerne

Da skatteminister Morten Bødskov i starten af ugen indkaldte til forhandlinger om udfasning af coronalånene, inviterede han samtidig bankernes brancheforening, Finans Danmark, til dialog.

Som en del af torsdagens aftale er det således også planen, at bankerne skal overtage en del af virksomhedernes lån fra staten.

Bankerne skal dog ikke udnytte lejligheden til at gøre lånene dyrene end ellers, skriver regeringen og Finans Danmark i en fælles "hensigtserklæring":

- Regeringen og Finans Danmark noterer sig, at bankernes lån vil blive givet på rimelige vilkår med respekt for virksomhedernes nuværende økonomiske situation og udviklingsperspektiver, og hvor pris- og rentevilkår ikke vil overstige det niveau, som bankerne normalt tilbyder.

Konkursbølge

Hvordan og hvornår virksomhederne skulle betale deres moms- og skattelån tilbage har længe været diskuteret heftigt.

Fra flere sider har man advaret om en potentiel konkursbølge, hvis virksomhederne blev tvunget til at betale allerede 1. november, hvor den første betalingsfrist lå. Virksomhederne var kun lige kommet ud af krisen og dårligt begyndt at tjene penge endnu, lød argumentet for at udskyde tilbagebetalingerne.

En af dem, der har advaret mod konsekvenserne, er Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta, der er brancheforening for blandt andre restauranter og oplevelsesindustrien.

- Der er rigtig mange i branchen, som har brug for mere tid. Skal vi have de her virksomheder med ud på den anden side, er der brug for tid til at tjene vores egne penge og en rente, vi kan betale, sagde han mandag til TV 2.