Samfund

DSR-formand om sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelse: - Det er ikke en protest mod mig

Flere kritiske sygeplejersker ønsker ledelsen i DSR skiftet ud, fortæller TV 2-redaktør Henny Christensen.

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen har flere gange appelleret til sine medlemmer om at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der har stået på siden mandag.

Det har sygeplejerskerne dog ikke lyttet til, og alene onsdag nedlagde omkring 140 sygeplejersker fra Rigshospitalet deres arbejde i en time fra klokken 7.45 til 8.45.

Alligevel mener Grete Christensen ikke, at der er tale om en protest mod hende eller fagforbundet.

- Det handler ikke om en protest mod mig. Det er vrede og frustration, der kommer ud på den her måde, og det kan jeg godt forstå, siger hun til TV 2.

DSR-formanden mener stadig, at hun har masser af troværdighed overfor både medlemmerne og arbejdsgiverne. Det er på trods af, at Danske Regioner onsdag har klaget til Arbejdsretten over DSR og sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelse.

Har ikke styr på alt

De første arbejdsnedlæggelser fandt sted mandag morgen, kun lidt over en uge efter at regeringen greb ind med lov og endte den ti uger lange strejke.

Grete Christensen fortæller, at hun på intet tidspunkt har kendt til planerne om at nedlægge arbejdet, og at hun på det punkt ikke har styr på sine medlemmer.

- Der foregår mange ting, og hvis jeg havde helt styr på dem (medlemmerne, red.), så havde meget været anderledes på nuværende tidspunkt, siger hun.

Den pondus, jeg har, er vigtig og god

Grete Christensen, formand, DSR

Grete Christensen forstår dog godt sine medlemmers frustration og anerkender, at de fortsat vil sætte fokus på højere løn og bedre arbejdsforhold for sygeplejersker.

Men i stedet bør de gøre det ved at sige nej til ekstra vagter og afvise at komme umiddelbart før deres vagt starter, ligesom de bør gå, når vagten er slut, siger hun.

- Jeg har sygeplejerskernes opbakning

Det er ikke første gang, at sygeplejerskerne går imod fagforbundets anbefaling. To gange har Grete Christensen anbefalet medlemmerne at stemme ja til den overenskomst, DSR har forhandlet med arbejdsgiverne. Begge gange har medlemmerne stemt nej.

Ifølge Grete Christensen er det vigtigste, at hun har sygeplejerskernes fulde opbakning, og det mener hun stadig, at hun har.

- Den pondus, jeg har, er vigtig og god, siger hun.

Du siger, at du har opbakning. Men dine medlemmer gør det stikmodsatte af, hvad du siger?

- Det, tror jeg sådan set, er helt okay. Igen, det handler ikke om en protest mod mig, men en frustration. Vi i DSR har taget afstand fra arbejdsnedlæggelsen, fuldstændig som vi skal.

Flere ser ledelsen skiftet ud

Ifølge redaktør på TV 2 NEWS Henny Christensen, der har fulgt sygeplejerskernes konflikt tæt, er det ikke noget godt tegn for Grete Christensen, at grupper af sygeplejersker går imod hendes anbefalinger.

- Grete Christensen står i en meget vanskelig situation lige nu, siger hun og uddyber, at flere kritiske sygeplejersker ser ledelsen skiftet ud.

Problemet er, at ingen endnu har meldt sig til at udfordre den nuværende formand, der er valgt frem til 2024, fortæller Henny Christensen.

Det første konkrete fingerpeg om, hvor dybt utilfredsheden stikker, kan man få til efterårets valg til de lokale kredse i Dansk Sygeplejeråd.

Fortryder ikke arbejdsnedlæggelsen

Umiddelbart er der ingen bebrejdelse af Grete Christensen eller resten af fagforbundet fra de sygeplejersker, der har nedlagt arbejdet de seneste dage.

Det fortæller Luca Pristed, som er operationssygeplejerske på Rigshospitalet, og som har været med til at organisere arbejdsnedlæggelsen.

- Vores fagforbund er bundet af at skulle følge reglerne, sådan er det. Det er derfor, vi gør det udenom DSR, fortæller han.

Luca Pristed siger samtidig, at det ikke kommer bag på ham, at Danske Regioner nu griber ind og hiver DSR i retten. Han ved også godt, at det formentlig betyder, at DSR får en større bod.

Alligevel fortryder han ikke de seneste dages arbejdsnedlæggelse.

- Den danske model fungerer ikke længere for offentligt ansatte. Vi er nødt til at gøre noget og vise, at problemet ikke er løst, bare fordi regeringen har lavet et lovindgreb, siger Luca Pristed.

Han understreger dog, at det for nu er slut med at nedlægge arbejdet, men at ”teten bliver taget et andet sted”.