Samfund

En besked sendte hende til en blinkende gadelampe - det blev hendes vej ud

Med Talibans indtog begyndte 16 dages verdenshistorisk kaos i Kabul. Her fortæller seks personer, hvordan de oplevede den voldsomme evakuering.

Fredag den 13. august stod det klart.

Det var formentlig et spørgsmål om dage, før Afghanistans hovedstad Kabul ville falde i Talibans hænder.

To dage senere flygtede præsidenten ud af landet. Den frygtede fjende indtog hans palads og dermed hele landet.

Kabul var forvandlet til en by i panik.

Afghanerne strømmede til det eneste sted, som stadig var kontrolleret af koalitionens styrker. Lufthavnen.

I løbet af næste 16 dage udspillede sig et historisk kaos - en kamp mellem liv og død.

TV 2 har talt med en række personer, som på hver deres måde oplevede Kabuls fald og evakueringen, der fulgte.

Se programmet på TV 2 PLAY:

Asma Wahidi undrede sig over, at flere butiksejere rullede gitrene ned foran deres forretninger. Hun var på indkøbstur med et familiemedlem i Kabul om formiddagen søndag den 15. august.

Dagen var ellers som de fleste andre dage, hun havde tilbragt i Kabul, siden hun ankom i slutningen af juni.

Men pludselig begyndte flere mænd på gaden at råbe:

- Taliban er på vej, Taliban er på vej!

Asma Wahidi, der er dansk statsborger og bor i Danmark, havde læst om, at Taliban stod faretruende tæt på Kabul. Men hun blev overrasket over, at den militante gruppe nu var i færd med at indtage hovedstaden.

Hun besluttede at tage hjem til sin afghanske mand, som hun præcis en måned tidligere var blevet gift med.

En besked tikkede ind fra Udenrigsministeriet. "Du skal tage mod lufthavnen, og det skal gå hurtigt," lød budskabet.

Alex Andersen fulgte bekymret med i nyhederne om udviklingen i Afghanistan, da han pludselig modtog en besked på sin telefon.

- Taliban er over det hele. Jeg skal væk, stod der.

Beskeden kom fra hans gamle ven Abdullah. Han boede i Kabul med sin kone og børn og frygtede nu for sit liv.

Alex Andersen havde mødt Abdullah, da han i 2009 var udsendt som civil til Helmand-provinsen for at hjælpe med at drive en kaserne, hvor Abdullah arbejdede som tolk.

Dengang havde de talt om, at Abdullah skulle hjælpe med at bygge landet op efter krigen. Nu var krigen ovre - men Taliban havde vundet.

Abdullah bad sin danske ven om hjælp.

En desperat kamp for at slippe væk

Hovedstaden faldt så hurtigt, at de amerikanske sikkerhedsstyrker i første omgang ikke havde fuld kontrol med lufthavnen.

Flere tusinde civile afghanere strømmede ud på lufthavnens landingsbane i forsøget på at komme med de amerikanske C-17-transportfly.

I desperation klyngede nogle sig til de store maskiner.

De faldt i døden fra flere hundrede meters højde, mens mindst én blev knust i flyets landingsstel.

Først flere dage efter fik koalitionsstyrkerne kontrol med landingsbanen, men sideløbende udviklede situationen sig foran lufthavnens indgange sig til et kaos, som Asma Wahidi og hendes mand befandt sig midt i.

Trafikkaos og menneskemængder gjorde det nærmest umuligt for parret at komme tæt på lufthavnens indgang.

Midt i det hele blev Asma Wadihi stoppet af en gruppe bevæbnede mænd, der kørte rundt i biler med Talibans hvide flag. Aldrig før havde hun stået ansigt til ansigt med en Taliban-kriger.

- De skød op i luften. Vi kunne ikke komme forbi dem. Jeg begyndte at græde, og vi var bekymrede for, hvad de kunne finde på. Så vi kørte hjem igen.

I flere dage forsøgte parret at nå frem i håbet om at få kontakt til de vestlige soldater.

Men igen og igen var de nødt til at vende om.

Modsat Asma Wahidi stod TV 2s korrespondent Simi Jan på den sikre side af lufthavnens mure og rapporterede om kaos og fortvivlelse.

Hun så tusindvis af afghanere med papirer og pas i hånden forsøge at blive set og godkendt til at komme ind i lufthavnen.

- Mange små børn var helt dehydrerede. Jeg så to lig svøbt i hvide klæder. De var blevet mast ihjel.

Børn og forældre blev adskilt. Kaosset var totalt. Desperation var ikke et dækkende ord. Det var en følelse af kaos. Af magtesløshed.

I den desperate situation knækkede selv nogle af de hærdede britiske soldater, som brød grædende sammen.

- De følte sig magtesløse. De kunne ikke gøre noget for alle de her mennesker, der prøvede at overdøve hinanden.

I takt med at deadlinen for evakueringerne i Afghanistan nærmer sig, bliver de store menneskemængder ved Kabuls lufthavn større og større. Det har resulteret i, at flere børn er blevet væk fra deres forældre.

Sagsbehandling i "lort til livet"

Som chef for Danmarks evakueringsmission ankom Steen Hommel 22. august til den danske lejr i Kabuls lufthavn.

Skraldet flød, og flygtninge lå forhutlede rundt omkring i lufthavnen ved små læanordninger.

- Det danske område var en skur-agtig bygning med noget hegnværk, pigtråd, en masse presenninger og et Roskilde-toilet.

Sammen med soldater fra Jægerkorpset og medarbejdere fra ministeriet skulle han herfra udføre en opgave, der på papiret måske kunne lyde enkel:

At få alle personer på Udenrigsministeriets lister med til Danmark.

Men opgaven var alt andet end enkel.

Den tidligere tolk Hector var én af dem, som Udenrigsministeriet havde fået kontakt til.

Han arbejdede som tolk for de danske styrker i 2010, og af den grund frygtede han, at Taliban ville gøre ham ondt, hvis han blev i Afghanistan.

Derfor besluttede han sammen med sin kone søge mod lufthavnen med deres fem børn. Den yngste kun en få dage gammel pige.

Midt i den skubbende og kaotiske menneskemængde faldt spædbarnet ud af deres arme og slog sit hoved. Parret kunne ikke berolige pigen og de vurderede, at de ikke kunne fortsætte med hende.

De ringede efter bedstemoren, der kom og kørte pigen på hospitalet.

Kort efter kom familien igennem kaosset og gik ombord i et dansk Hercules-fly. Bedstemoren og deres datter kunne ikke nå ud i lufthavnen i tide.

Familien forlod Afghanistan uden deres yngste familiemedlem.

Steen Hommel tog hen til den af lufthavnens indgange, der kaldes Abbey Gate, hvor han skulle forsøge at identificere de afghanere, der skulle evakueres til Danmark.

En forfærdelig stank mødte ham. Han kiggede ned over en mur med pigtrådshegn fæstnet på toppen. Foran muren stod hundredvis af afghanere i en kanal med omkring en meter højt kloakvand i.

De viftede med deres pas og andre papirer i håbet om, at de udenlandske styrker på muren skulle se dem og verificere deres evakuering.

- Det hele var en ulækker suppe af stemning, lugte og frustrationer.

Sådan var sagsbehandlingen - langt fra danske standarder med nummerkø og scanning af fingeraftryk.

En afgørelse, der kunne betyde liv eller død, blev truffet hen over pigtråd og i lort til livet, som Steen Hommel udtrykker det.

For Alex Andersens ven Abdullah var planen også at blive evakueret af Steen Hommel og resten af det danske hold.

Men for at det kunne lykkes, skulle han kunne dokumentere, at han havde arbejdet som tolk for de danske styrker i 2009.

Derfor bad han Alex Andersen sende billeder og anden dokumentation, som han kunne vise de danske soldater i lufthavnen i Kabul.

- Jeg granskede mine papirer og harddisk og fandt nogle billeder, hvor man kunne se, at han havde været tilknyttet danske soldater.

Kort efter ophørte kontakten mellem de to venner.

Den sidste besked, Alex Andersen fik fra Abdullah, lød: Jeg sletter alle mine data.

Sidste udkald

Den danske evakuering var for alvor i gang, og flere og flere afghanere blev fløjet med Forsvarets Hercules-fly til den pakistanske hovedstad, Islamabad.

Her var oprettet endnu en midlertidig dansk base i lufthavnen, der tog imod de afghanske flygtninge og sørgede for at sende dem videre til Danmark.

Rasmus Tantholdt kiggede nysgerrigt mod et af Danmarks Hercules-fly, der netop var landet i Islamabads lufthavn.

En ældre kvinde med et spædbarn i armene trådte ned ad rampen.

Han tænkte ikke nærmere over det, men da han kiggede sig omkring, så han de danske soldater med tårer i øjnene.

Hvad han ikke vidste, var, at soldaterne få dage forinden tog imod en ulykkelig og grådkvalt afghansk kvinde. Hun havde modvilligt efterladt sit spædbarn i Afghanistan midt i kaosset, havde hun fortalt.

- Det her var helt særligt. Her står du ved siden af nogle virkelig hårde og dygtige mænd og kvinder, som er ude på en mission, hvor de bare står og græder. Jeg har aldrig oplevet det før.

Rasmus Tantholdt lagde et billede af det lille spædbarn i armene på en dansk sygeplejerske på sine sociale medier.

Da han kort efter blev kontaktet af en kollega fra TV 2 Nyhederne, begyndte det at gå op for ham, hvad der foregik.

Den tidligere tolk Hector havde medvirket i et indslag, hvor han fortalte, at han og hans familie var tvunget til at efterlade deres nyfødte pige hos bedstemoren, fordi pigen blev mast i mængden af mennesker i Kabuls lufthavn.

Kunne det være den pige, der netop var ankommet til Islamabad?

- Det var næsten for godt til at være sandt.

"Du skal køre hen til en blinkende gadelampe, der står tæt på lufthavnen," lød beskeden fra Udenrigsministeriet.

Her skulle Asma Wahidi mødes med en mand, havde ministeriet oplyst.

Hun og hendes mand kæmpede mod tiden. Det var den 24. august, og de var klar over, at vinduet for evakuering snart ville lukke.

Asma Wahidi gemte al frygt inden i sig, og parret kørte ud i Kabuls gader. Ganske rigtigt fandt de den blinkende gadelampe på stedet, de var blevet anvist.

De gik ud af bilen og mødte en mand, der talte dansk. Fremme ved døren til lufthavnsområdet opstod der tumult.

De bevæbnede vagter ville ikke lukke Asma Wahidi og hendes mand ind. Der var allerede gået for mange mennesker ind sammen med manden fra Udenrigsministeriet, sagde en af vagterne.

- Vi prøvede at presse os ind, men så begyndte vagten at skyde op i luften og sagde, vi skulle gå væk derfra.

Men Asma Wahidi insisterede. Hun vidste, at det var deres sidste chance. Midt i den ophedede diskussion kom Udenrigsministeriets mand pludselig til syne i døren igen.

Han afgjorde sagen. Vagten lod parret komme med ind.

- Jeg var så lettet. Enormt lettet. Nu var vi i sikkerhed.

Kampen for at få de sidste danskere og afghanere ud spidsede til for Steen Hommel og resten af den danske mission.

De svære arbejdsbetingelser skabte dilemmaer, som Steen Hommel stadig sidder tilbage med, efter han er kommet hjem.

Undervejs stod han med en person, som havde medbragt en fotokopi af et dansk pas i en krøllet plastiklomme. Tiden var presset. Steen Hommel kiggede på vedkommende.

Det lignede ikke personen på pasfotoet.

- Og passet så mærkeligt ud. Jeg havde kort tid til at tage en beslutning. Der var mas og pres. Der måtte jeg sige, at det var simpelthen ikke et ægte rejsedokument.

Personen kom ikke med til Danmark.

- Det er klart, at det er noget, man tager med hjem, for hvad skete der med den person bagefter? Jeg ved det ikke.

Fortryder du, at I ikke begyndte evakueringen tidligere?

- Jeg tror ikke, det giver mening for mig at fortryde noget som helst. Vi fik en opgave, og vi fik et klart mandat fra regeringen, og det leverede vi under forholdene rigtig, rigtig godt. Men det var voldsomme forhold.

En kabale går op i skyggen af terror

Onsdag den 25. august sluttede den danske evakuering efter flere advarsler om et forestående terrorangreb på lufthavnen.

Advarsler, der viste sig at holde stik, da et selvmordsangreb dagen efter kostede mindst 182 mennesker livet.

Men som de tragiske nyheder rullede ind, var en lille kabale mellem Kabul, Islamabad og København gået op.

Den tidligere tolk Hector og hans familie var ankommet til Sandholm-lejren og havde i flere dage siddet i uvished om, hvorvidt de nogensinde skulle se deres nyfødte datter og søster igen.

Så da TV 2s reporter i København viste familien Rasmus Tantholdts billeder af det lille spædbarn i Islamabad, opstod der jubel.

Det var deres lille pige på billederne.

- Vi blev så glade. Min hustru og mine børn grinede og dansede.

Bedsteforældrene var blevet evakueret fra Kabul sammen deres nyfødte barnebarn og var nu på vej til Danmark med det sidste evakueringsfly.

Ved ankomsten til København mødte TV 2 den genforenede familie uden for Kastrup Lufthavn.

- Vi takker hele den danske befolkning for at have hjulpet os.

Familie genforenet i Danmark.

Alex Andersen havde stadig ikke hørt fra sin ven.

Han var nervøs for, om Abdullah overhovedet var kommet med et af de danske fly. At Taliban havde fanget ham.

Men en tidlig morgen modtog Alex Andersen pludselig en overraskende besked. Den var fra Abdullah.

Han skrev, at han befandt sig i Sandholm-lejren.

- Jeg sad sammen med mine forældre og min søster og hendes mand. Der var tårer hele vejen rundt.

Kort efter drog Alex Andersen mod Sandholm-lejren. Efter 12 år kunne han endelig omfavne sin gamle ven.

- Det er fantastisk, at han kom igennem det kaos, der er dernede. At han lykkes med det og får seks børn og sin kone med her op. Det, synes jeg, er godt gået.

Danskere stadig fanget i Afghanistan

I alt hjalp Danmark omkring 1.000 personer ud i løbet af de 16 dage, evakueringen varede.

Men ikke alle nåede at blive reddet ud, før den sidste amerikanske soldat forlod lufthavnen i Kabul.

En af dem er danskeren Ahmed, som TV 2 mødte i Kabul efter Talibans overtagelse. Han rejste til Afghanistan for at redde sin afghanske kone ud, da de indså, at Taliban ville vinde krigen.

- Vi kunne ikke være adskilt. Jeg tog af sted uden at tænke over det, fortæller han.

Men de nåede aldrig igennem kaosset i lufthavnen.

Parret skjuler sig nu på et lille værelse, de har lejet i Kabul, og håber på, at Udenrigsministeriet kan hjælpe dem til Danmark.

Siden evakueringen via lufthavnen sluttede 25. august, er mindst 20 andre blevet evakueret via landeveje i Afghanistan, oplyser Udenrigsministeriet.

"Hector", "Abdullah" og "Ahmed" er opdigtede navne. Af hensyn til deres sikkerhed optræder de anonymt. TV 2 er bekendt med deres rigtige navne.

Se programmet på TV 2 PLAY: