Samfund

Ny undersøgelse viser, hvor i landet danskere er allermest aktive

På Langeland er der allerfærrest, der løber, mens Læsø er den kommune, hvor allerflest dyrker friluftsaktiviteter.

Hvor meget bevæger du dig? Bor du i den kommune, hvor allerflest spiller fodbold? Eller bor du dér, hvor man generelt bevæger sig allermindst?

Det har den største undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner ’Danmark i bevægelse’ netop kortlagt.

Og der er flere interessante pointer.

Det viser sig blandt andet, at Fanø er den kommune, hvor allerflest er aktive. Hele 93 procent af befolkningen bevæger sig mindst én gang om ugen.

Men i modsætning til andre undersøgelser af danskernes forhold til motion, så har den nye undersøgelse også medregnet cykelture til og fra arbejde og gåture med hunden.

Og det er måske forklaringen på, hvorfor Fanø klarer sig så godt.

- Fanø hører til en af de kommuner, der er allermest aktive. Her er der virkelig mange, der cykler og går ture, siger Bjarne Ibsen, der står bag undersøgelsen 'Danmark i Bevægelse', til TV 2.

Den pointe nikker Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn (Å), genkendende til.

- Man kan ikke ønske sig bedre rammer for at komme ud og bevæge sig og gå ture. Mange, der flytter til Fanø, vælger det på grund af naturen, og der er et fællesskab omkring at komme ud og bevæge sig, siger hun til TV 2.

Løb og friluftsliv

Undersøgelsen, der er baseret på 163.000 svar, viser også, at der er tre gange flere danskere, der dyrker vinterbadning end håndbold.

Og næsten hver tredje københavner løber hver uge, på Langeland er det kun ti procent.

Og det er særligt i ø-kommuner, at folk dyrker friluftsaktiviteter. 22,4 procent af alle læsøboere har dyrket udelivsaktiviteter de seneste 12 måneder. I bunden af den liste ligger vestegnskommunerne Brøndby, Rødovre og Vallensbæk.

- Den gode nyhed er, at befolkningen generelt er meget aktiv, når man tæller det hele med. Og så er der sjove mønstre, eksempelvis at man cykler mest i København og på Fanø og Ærø, siger Bjarne Ibsen.

Han har sammen med sine kolleger fra Syddansk Universitet ikke undersøgt, om danskere er aktive nok. De har undersøgt, hvor aktive danskerne er, og her viser det sig faktisk, at det generelt står ret godt til.

- Næsten alle svarer, at de er aktive, men det er meget forskellige, hvordan vi er det. Det overrasker måske også den aktivitet, som allerflest praktiserer hver dag, er gåtur med hund. Det er noget, folk har enormt meget glæde af, og som også øger sundheden, siger Bjarne Ibsen.

Det hænger især sammen med alder og uddannelsesniveau, hvor meget og hvor lidt danskere bevæger sig.

- Det er særligt pensionister og socialt udsatte, der halter bagefter. Det handler også om opvækst, og om hvem man færdes sammen med. Hvis man bor et sted, hvor der er mange, der dyrker motion, så smitter det af, siger han.

Målrettet indsats

Ifølge Bjarne Ibsen er undersøgelsens resultater relevante, fordi det kan gøre landets kommuner opmærksomme på, hvor meget dets indbyggere bevæger sig.

- På den måde kan hver kommune sætte sig ned og se, hvordan det ser ud hos dem. Nu kan kommunerne meget konkret målrette deres indsats, siger han.