Coronavirus

Nu kommer der pop up-vaccination i supermarkeder

Som led i myndighedernes indsats for at få så mange som muligt vaccineret, kommer der nu nye vaccinetilbud, der især er rettet mod unge.

Sundhedsmyndighederne styrker nu igen indsatsen for at få så mange som muligt vaccineret. Derfor vil der blandt andet 11. september være pop-up tilbud om vaccination for alle i udvalgte varehuse i Bilka og Føtex.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne sikre, at tilbuddet om vaccination er så tilgængeligt som muligt, så der for eksempel er mulighed for at få et stik, samtidig at man ordner sine indkøb eller andre daglige opgaver, oplyser direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Pop-up vaccination ved 16 ud af 19 Bilka-butikker

Søren Brostrøm fremhæver, at tilslutningen til vaccination mod covid-19 i Danmark ”er rigtig flot,” men at der især er mange unge, der endnu ikke har fået første vaccinestik.

Ifølge Salling Group, som står bag Bilka og Føtex, åbner der pop up-vaccinationssteder ved 16 af landets 19 Bilka-butikker.

De tre butikker, hvor tilbuddet ikke vil være at finde, er ved Bilka i Hjørring, Sønderborg og i Fields i København, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Dansk Idrætsforbund vil informere om vaccination

Virksomheder og organisationer landet over deltager i de kommende uger også i sundhedsmyndighedernes vaccinationsindsats.

Udover tilbud om vaccination i for eksempel Bilka-varehuse, vil Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Idrætsforbund informere deres medlemmer om muligheden for at blive vaccineret.

Det gælder blandt andet også brancheorganisationer som SMV Danmark.

- Detailhandlen har rigtig mange unge medarbejdere, og her kan branchen være med til give unge den information, de har brug for til at træffe deres valg om vaccination, oplyser Søren Brostrøm.