Coronavirus

Flere tests skal sikre trivsel i skolerne: - Vi kan ikke blive ved med at sende børnene hjem

Holder skoler fast i de øvrige hygiejnekrav, kan de nye retningslinjer godt fungere, vurderer professor.

Færre hjemsendelser og flere tests.

Sådan lyder den nye strategi for at bekæmpe coronasmitten i de danske folkeskoler, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde mandag.

I stedet for at sende hele klasser hjem, hvis enkelte børn er smittet med coronavirus, kan forældre i stedet vælge at lade deres børn kvikteste på skolen og derefter teste med en PCR-test på fjerde- og sjettedagen.

Det her kan formentlig godt fungere

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi

Og så længe testene er negative, og barnet ikke har symptomer, kan det blive i klassen.

Ifølge vicedirektør i Sundhedsstyrelsen (SST), Helene Probst, skal de nye retningslinjer finde en balance mellem at bekæmpe smitten og sikre skolebørns trivsel.

- Efter halvandet år kan vi ikke blive ved med at sende børnene hjem i så stor stil. Det kan godt være, det giver en smule mere smitte, men det dæmper vi så med tests, siger hun til TV 2.

Hjemsendelser skader læring og mental trivsel

Efterhånden som dagene bliver koldere og mørkere, får virusser som covid-19 lettere ved at spredes fra person til person.

Samtidig er ekstraordinært mange børn gennem de seneste uger blevet smittet med luftvejsinfektionen RS-virus.

Derfor går vi ifølge Helene Probst også ind i et efterår, hvor mange skolebørn skal holdes hjemme, hvis de har symptomer på smitsomme sygdomme.

Og det har skabt behovet for de nye regler.

- Hvis de oveni det (symptomerne, red.) også skal hjemsendes, hvis de er nær kontakt, så får de meget, meget, meget lidt skolegang. Det har kæmpestore konsekvenser for deres læring og mentale trivsel, siger hun.

Her er de nye regler for hjemsendelser

Alle børn på eksempelvis en stue, en stamklasse eller et hold er per definition nære kontakter til en smittet person i samme gruppe.  

Fremover kan børn, som bliver nære kontakter, dog i stedet for isolation blive i skolen og i dagtilbuddet ved at blive testet hurtigst muligt (enten kviktest eller PCR-test).

Testen skal følges af en PCR-test på fjerde- og sjettedagen efter sidste nære kontakt til den smittede person.

Børn under 3 år behøver ikke at blive testet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Opsporing har været håbløst

Hos Skolelederforeningen bliver de nye regler modtaget med lettelse.

Her har formand Claus Hjortdal flere gange kritiseret de nuværende regler for at lægge "en tung og utaknemmelig opgave” over på skolernes personale.

- Vi har haft et enormt arbejde med at smitteopspore, og det har været håbløst at finde ud af, hvem der har været i kontakt med hvem, fortæller han til TV 2.

De nye regler kommer dog ifølge formanden med sine egne, nye udfordringer.

Mange steder er muligheden for at teste på skolen nemlig blevet sløjfet eller skåret kraftigt ned. Men nu skal skolerne have et beredskab stående klar hver eneste dag, siger han.

Samtidig får skolerne ifølge Claus Hjortdal en ”kommunikativ udfordring” i forhold til forældrene.

- Jeg tror, vi vil se forældre, der bliver ringet op med besked om, at deres barn er for sygt til at være i skole, og at de bliver nødt til at komme hente det, forudser han.

Professor: - Det kan formentlig godt fungere

Der er ifølge vicedirektøren i Sundhedsstyrelsen ikke lavet beregninger på, hvordan lempelsen vil påvirke smittetallene.

Men ifølge Hans Jørn Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, lyder de nye retningslinjer umiddelbart fornuftige.

Han understreger dog, at nogle smittede børn vil komme til at blive i klasserne længere tid end tidligere, fordi kviktesten har en risiko for at vise falsk negativ.

- Det her kan formentlig godt fungere i kraft af, at vi har en meget stor testkapacitet. Vi har kviktest, som meget hurtigt fanger mange smittede, og den mere følsomme PCR-test, som fanger resten, siger han til TV 2.

Skal planen virke, er det dog ifølge professoren vigtigt, at skolerne holder fast i retningslinjerne for håndhygiejne, rengøring og udluftning.

Men uanset hvad forventer Hans Jørn Kolmos, at lempelsen vil være med til at få smitten til at stige.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi vil se en del smittede. Men i stedet for at lukke ned, accepterer vi, at der er den smitte iblandt os, siger han.

Forældre skal tage børn hjem tidligere

Ifølge Helene Probst er det med de nye retningslinjer uhyre vigtigt, at forældre holder deres børn hjemme, hvis de har symptomer.

Ellers er der en risiko for, at smitten løber løbsk på skolerne.

- Vi følger det selvfølgelig nøje. Så må vi vurdere situationen, hvis der pludseligt ser ud til at ske en meget stor stigning i smitte, siger vicedirektøren.

Hos Skolelederforeningen opfordrer Claus Hjortdal til det samme.

Faktisk håber han, at forældre vil tage deres børn hjem fra skole hurtigere, end de ellers har været vant til:

- Vi krydser fingre, det er det eneste, vi kan sige.