Rejsevejledninger skærpes - Malmø, Helsingborg og Kroatien går fra grøn til gul

Israel og USA ændres fra skraveret orange til orange. Kosovo, Libanon, Montenegro og Nordmakedonien ændres fra gul til orange.

På grund af stigende smitte bliver Kroatien og en række velkendte destinationer i Europa, heriblandt Malmø og Helsingborg i Sydsverige samt Göteborg i Vestsverige farvet gule i Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.

Den træder i kraft fra lørdag 4. september.

Det betyder, at der for rejsende, som ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittede, er krav om at få foretaget en test ved indrejse til Danmark fra de gule områder.

Rejsende opfordres til at tage en PCR-test frem for en kviktest efter hjemkomst til Danmark.

Regioner og lande, der ændres til gul er:

  • Kroatien med undtagelse af regionen Sjeverna Hrvatska
  • Niederösterreich i Østrig
  • Bolzano i Italien
  • Innlandet, Agder og Trøndelag i Norge
  • Sydsverige (herunder blandt andet Malmø, Helsingborg og Lund) og Vestsverige (blandt andet Göteborg).

Følgende regioner ændres fra gul til grøn:

  • Asturien i Spanien

Følgende lande ændres til orange:

  • Israel
  • Kosovo
  • Libanon
  • Montenegro
  • Nordmakedonien
  • USA

Det betyder farverne:

For lande, der er grønne på ministeriets kort, er der ingen restriktioner.

Er et land gult, betyder det, at man fint kan rejse dertil, men at man skal være ekstra forsigtig og tage en test, når man kommer hjem, hvis man ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet.

Er et land orange, fraråder Danmark ikke-nødvendige rejser dertil.

Der gælder andre regler ved indrejse for udlændinge med fast bopæl i et orange OECD-land. Det gælder blandt andet Israel og USA. Udlændinge, som har fast bopæl i orange OECD-lande, og som opfylder betingelserne for at være færdigvaccineret, må rejse ind i Danmark uden en negativ covid-19-test foretaget forud for indrejse og uanset formålet med indrejsen. Det betyder eksempelvis, at færdigvaccinerede amerikanske turister godt fortsat kan rejse til Danmark uden krav om test og isolation.

Er landet rødt, frarådes alle rejser til landet.

Generelt råder Udenrigsministeriet til, at man er opmærksom, uanset hvor i verden man rejser hen.

Derudover har Udenrigsministeriet farven skraveret orange, som gælder lande, der har særlige restriktioner ved indrejse for danske rejsende. Det er altså ikke høje smittetal, som afholder dem fra at være åbne.

Rejsevejledningerne bliver løbende ændret på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.