Også raske børns raske søskende bliver sendt i isolation: - Det er et kæmpe puslespil, siger forælder
Børn bliver lige nu i stor stil sendt i isolation. Det kan blive rigtig mange dage, forældre skal blive hjemme, siger sundhedsordfører.
5-årige Anna-Sofie Kobbernagel leger på sit værelse.
Hun skulle have været i børnehave, men fredag i sidste uge blev hun sendt i isolation af Styrelsen for Patientsikkerheds smitteopsporing.
Ikke fordi hun er smittet, eller fordi hun har været i kontakt med en smittet.
Men fordi hendes 8-årige storebror har spillet udendørs fodbold med en smittet dreng og derfor er nærkontakt.
For selv om sundhedsmyndighederne i juli gik væk fra at sende nære kontakter til nære kontakter – altså tredje led – i isolation, så gælder det ikke børnefamilier med mindre børn.
- Smitteopsporingen anbefaler isolation i de tilfælde, hvor et barn er nærkontakt og eksempelvis er for lille til at kunne holde afstand til de øvrige i husstanden; for eksempel andre søskende eller forældre, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en mail til TV 2.
- Hvis en forælder eller øvrige i husstanden er vaccineret, behøver de dog ikke at være i isolation, skriver styrelsen.
Det betyder, at forældre, der er vaccineret, gerne må forlade huset og tage på arbejde – men af åbenlyse årsager ikke kan, fordi et eller flere børn er sendt hjem.
Det betyder også, at Anna-Sofie Kobbernagels 8-årige storebror – der allerede i sine to første skoleår har oplevet flere nedlukninger og hjemsendelser – bliver sendt i isolation, hvis lillesøster kommer tæt på en smittet i børnehaven.
- Det er et kæmpe puslespil med to fuldtidsjob, hjemmeskole og familiens trivsel som helhed – og jeg har svært ved at se rationalet i det. Hvis reglerne ikke bliver ændret, kommer vi ikke til at være fysisk til stede på arbejde mange dage henover efteråret og vinteren, siger børnenes mor Tanja Kobbernagel til TV 2.
Eksperter forventer mange hjemsendelser
Det er der efter alt at dømme mange forældre, der med de nuværende regler ikke vil.
For da børn under 12 år ikke er en del af vaccinationsprogrammet mod coronavirus, forventer eksperterne, at de mindste i løbet af efteråret og vinteren vil blive sendt hjem i stor stil – både som smittede og nærkontakter til smittede.
Faktisk sker smitten allerede, fortæller Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Vi kan bekræfte, at vi både ser stigende smitte blandt skoleelever og flere og større udbrud på skoler rundt om i landet. Vi har siden skolestart efter sommerferien set smitteudbrud i skoleregi med op til 50 smittede, siger direktør Anette Lykke Petri til TV 2.
Derudover har myndighederne meldt ud, at den almindelige sæsoninfluenza vil ramme børnene hårdt i år – og symptomerne for influenza minder som bekendt om symptomerne for coronavirus.
- Hvis der er nogen, der har holdt for, så er det børnene
Anbefalingerne bliver af De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, kaldt "helt vanvittige."
- Familier med eksempelvis tre børn i daginstitution og to klasser – det kan blive rigtig, rigtig mange dage, de skal blive hjemme. Samtidig ser jeg for mig et arbejdsmarked, der ikke kan komme til at fungere, siger Per Larsen til TV 2.
Han kritiserer tirsdag i Berlingske myndighederne for at sende for mange raske skolebørn hjem som nærkontakter, og han vil nu tage sagen med søskendes isolation op med sundhedsminister Magnus Heunicke (S)
- Det er jeg nødt til at have en forklaring på fra ministeren hurtigst muligt.
Fra Venstres sundhedsordfører lyder det, at det især over for børnene er vigtigt at anvende de mindst indgribende anbefalinger og retningslinjer.
- Hvis der er nogen, der har holdt for, så har det været børnene. Vi skal se at få flest mulige børn tilbage til deres hverdag – og så duer det ikke at sende børn i tredje led hjem, siger Martin Geertsen til TV 2.
Forældre frygter også, at smitten løber løbsk
Sundhedsordfører for SF, Kirsten Norman Andersen, forstår børnefamiliernes frustrationer over udsigten til at blive sendt hjem igen og igen.
Men hun bliver samtidig kontaktet af forældre, der er bekymret for, at deres børn bliver smittet, hvis pandemien får lov til at løbe løbsk blandt børnene.
- Begge dele skal man holde sig for øje, og vi skal kunne rumme begge bekymringer. Jeg har ikke selv svaret på en løsning. Men jeg har en forventning om, at Sundhedsstyrelsen lige om lidt har en plan, siger hun til TV 2.
Alle de danske coronarestriktioner stopper 10. september, hvor også covid-19s status som "samfundskritisk sygdom" ophører.
Storebror var ikke smittet - det var mange kammerater heller ikke
Hos familien Kobbernagel er begge børn efter seks dage i isolation torsdag tilbage i børnehave og skole.
Storebroderens anden test på 6. dagen var nemlig også negativ. Det samme er tilfældet for de mange andre i hans klasse, som var hjemsendt på grund af den smittede fodboldkammerat til udendørs træning.
Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at de nuværende anbefalinger og retningslinjer i den opdaterede "Overgangsvejledningen for håndtering af smitte på dagtilbuds-, og undervisningns- og uddannelsesområdet" fra 20. august er under revidering.
- Den forventes erstattet inden for nærmeste fremtid, oplyser styrelsen.